Kategorier
politik

Den miljøvenlige afdeling

Der findes vist ikke den person i min omgangskreds, der ikke har hørt mig erklære, at jeg stiller op til næste folketingsvalg – det er faktisk sagt i ramme alvor, omend jeg fortsat ikke har fået sat mig ned og skrevet et politisk program med alle mine fine hensigter og idéer som jeg er overbevist om kunne skabe et bedre samfund for os allesammen.

Noget af det, som jeg mener er utrolig vigtigt, er at vi begynder at gøre noget for miljøet, og her tænker jeg blandt andet på en masse små tiltag i den almindelige danskers hverdag, som kunne være med til at spare lidt på energi og andre ressourcer uden at vi reelt ville kunne mærke den store forskel. Der er selvfølgeligheder såsom at man skal lade være med at smide sit affald på gaden, lade være med at holde i tomgang når man holder stille i bilen i adskillige minutter, slukke lyset osv., men der er også idéer der (i min optik) nemt kunne indføres med stor fordel – nedenfor er to af sådanne tiltag kort beskrevet:

Drop kreditkortkvitteringen
Tænk sig hvis man, når man havde indtastet sin pinkode og trykket “Godkend“, blev præsenteret for muligheden “Ønsker du en kvittering?” – så kunne man vælge “Nej“, hvis man alligevel plejer at sige til den betjenende person at vedkommende skal smide kvitteringen ud. Papir, strøm og “blæk” ville blive sparet – det er ikke meget, men mange bække små gør en stor å, og jeg tror at rigtig, rigtig mange ville vælge den løsning. Nemt, og det ville have en positiv (naturligvis begrænset) effekt! Der skal ikke laves noget fysisk om på terminalerne, det ville udelukkende være et spørgsmål om en software-opdatering.

Tving taxavognmændene over i andre biler
Mit umiddelbare bud er at 90% af alle taxaer i Danmark er Mercedes-biler, og uanset om vi snakker C,E eller S-klasse, så er det altså ikke en bil der kører imponerende langt på literen. Der har tidligere været forslag om at taxaer skulle være hybrid-biler, men det skød Dansk Taxi Råd ned, bl.a. med begrundelsen om at “det skal være en god bil at køre for føreren” – det er svært at være 100% uenig i, men hvad så med at finde nogle andre biler, der kører noget længere på literen, men stadig opfylder chaufførernes og passagerernes krav?
Må jeg henlede opmærksomheden på de nye VW Blue Motion modeller, hvor Passat og Touran kører hhv. 15,9km/l og 14,3km/l ved bykørsel! Jeg kan allerede høre folk brokke sig over at man ikke kan sammenligne køreglæden ved en Mercedes og en VW, men det mener jeg ganske simpelthen er noget pjat – jeg har ved taxakørsel i de sidste 3-4 år lagt mærke til hvordan Mercedes-modellerne bliver mindre og mindre i kabinen, og der er altså ikke den samme luksus-fornemmelse over det, som der var for 10 års tid siden. Vognmændene må vel også kunne se en fordel i at spare penge på vægtafgift, anskaffelsespris og daglig drift?
Vi snakker om biler der er på vejene 24/7/365, og jeg synes sagtens at man kan stille nogle specielle krav til disse biler – ganske ligesom man stiller specielle krav til chaufførerne af dem.

Som jeg skrev ovenfor – det er små ting, men det er små ting der kan hjælpe miljøet på kort sigt, så vi ikke behøver lægge 30-års planer for alt. Jeg er udemærket klar over at det ikke løser de store miljømæssige udfordringer som vi står overfor, men hvorfor ikke gøre hvad man kan på “lokalt” plan?

OBS: Overskriften til indlægget refererer naturligvis til den lille blok jeg har i højre side af min hjemmeside, hvor jeg løbende linker til nogle miljø-relaterede ting.