Det er ikke så lang tid siden, jeg sidst udråbte nogen til et kvaj her på bloggen, men det er allerede tid igen. Denne gang er valget (fik i den? valget?) faldet på Klaus Bondam, der tilbage i 2005 skrev følgende på sin egen blog:
Min meget kraftige opfordring til det radikale bagland er, at vi ikke indgår i en konstituering med Dansk Folkeparti. Så enkelt er det.
Vi spoler tiden frem til idag, dagen efter kommunalvalget:
Vi stod til et dårligt resultat, men vi har aldrig i valgkampen lagt skjul på, at vi ville gå efter borgmesterposten, for det er nu engang den måde, man får indflydelse på.
Det vidner om desperation fra en af landets allermest populistiske politikere, og ifølge Politiken.dk har han været så desperat, at han ligefrem har kørt sig selv i stilling til en ikke-eksisterende vice-borgmesterpost. Man kan næsten forestille sig hvordan de andre mødedeltageres tæer har kæmpet en forgæves kamp for at vende sig mod hælen!
Jeg er i forvejen ikke så vild med Bondam som politiker, men nu er al troværdighed og respekt da væk! Mange radikale vælgere har nok haft svært ved at forestille sig et samarbejde mellem De Radikale og Dansk Folkeparti, men det er altså en realitet nu, og dermed er deres stemme måske gået en vej, som de overhovedet ikke havde forestillet sig.
Manu Sareen, der også stillede op for Det Radikale Venstre i København, er heller ikke helt tilfreds med nattens udvikling:
Det skal lige nævnes at jeg selv er bosiddende på Frederiksberg, så jeg har ikke haft min stemme i klemme (Hey! Det rimer!) her – desuden har jeg aldrig stemt radikalt i mit liv, men derfor kan man jo godt blive forarget over en politisk vendekåbe.