Kategorier
new york 2006 rejser

Dag 2 i The Big Apple

Det er ved at være frokosttid, men jeg kan jo ikke gå ud og spise med god samvittighed, hvis jeg ikke har opdateret mine kære læsere (bør jeg mon skrive det i flertal?) med hvad jeg går og foretager mig…

Igår fortsatte hvor jeg slap inden jeg bloggede, så jeg begav mig videre rundt i byen – faktisk endte jeg med at regne ud at jeg havde gået ca.160 “blocks”, hvilket faktisk er ret meget! Jeg ville have omregnet det til kilometer, men jeg kunne ikke lige få map24 til at lystre. Undervejs på min gå-tur kom jeg forbi Manhattan Mall, og imens jeg var indenfor gik der pludselig en brandalarm. Folk tog det helt stille og roligt og kiggede videre i de butikker, hvor lyset ikke var gået, så jeg tog det også helt roligt. Fem minutter senere kom der så en stemme over højtalerne, der fortalte at de havde fundet kilden til alarmen, og at der ingen grund var til at evakuere bygningen. Evakuere bygningen? Der var ingen der var igang med lige netop dét, og folk var nærmest bare lidt sure over at nogle af butikkerne lukkede pga. strøm-mangel. Anyways, brandvæsenet kom drønende udenfor og der var da også lidt røg oppe på taget, så der har nok været et mindre bål et eller andet sted.

Dagen bragte mig også forbi Times Square, hvor MTV jo optager deres TRL. Det betyder at der står tusindvis af skrigende teenagere og håber på at der kommer en kendt hen til et vindue og vinker.. Det gjorde der så tilfældigvis imens jeg gik forbi, og det var på denne dag Ashton Kuchter. Senere skulle LL Cool J komme forbi, men jeg har bedre ting at foretage mig end at stå og vente på at se en kendt i et vindue, så jeg røg videre.

Om aftenen gik jeg i biografen og så “V for Vendetta“. En ganske udemærket film på sin helt egen måde, og man er på intet tidspunkt i tvivl om at det er de samme som der stod bag “The Matrix“, der har været igang.

Her til morgen startede jeg på en lille diner med nogle pandekager, og tog derefter subway’en op til Harlem. Bare rolig, det er ikke den “slemme” del af Harlem, bare 125.gade, som efterhånden er blevet til et shopping-mekka, men det er som en helt anden by end downtown Manhattan – stemningen er helt anderledes. Det kan vist ikke beskrives, det skal opleves…

Nu sidder jeg så og overvejer om jeg skal tage en tur til Brooklyn og kigge mig omkring derude…

PS.: Billeder fra igår er uploadet!

Kategorier
new york 2006 rejser

Vel ankommet i NYC

Jeps, så sidder jeg så her på en af de utallige Starbucks og nyder godt af en eller andens trådløse netværk..

Turen herover var pænt lang, især fordi der var en mellemlanding i Amsterdam. Normalt flyver jeg direkte med SAS, men da jeg var så sent ude med at booke min billet, måtte jeg flyve med KLM, som så mellemlander. Ikke at det er det store problem, men det betød 3 timers ventetid i Holland, og lufthavne er bare generelt kedelige. En anden ting det betyder er at man flyver med mange flere nationaliteter – tager man turen direkte fra Kastrup, kan man være ret sikker på at det hovedsagligt er danskere, der har taget turen, naturligvis krydret med enkelte svenskere og lidt amerikanere. På turen fra Amsterdam var der tyskere, svenskere, danskere, russere, hollændere og amerikanere – og det var på de tre rækker omkring mig!

KLM tager helt sikkert prisen for bedste inflight entertainment system! Hver person kunne frit vælge hvilken film vedkommende ville se og hvornår. Og hør nu her: der var 84(!) film at vælge imellem, lige fra de nyere (“Fun with Dick and Jane“) til klassikere som “The Godfather” og “The Usual Suspects“. Mit valg faldt på “Crash“, som var intet mindre end fremragende. Desværre valgte russeren foran mig at lægge sit sæde helt ned, hvilket betød at min skærms kontrast var ret dårlig, hvilket er et punkt KLM gerne lige må forbedre… Jeg synes også at der var ret lidt plads til mine ben i forhold til SAS’s maskiner, men jeg klarede den da.

Ved ankomsten til Newark lufthavn var der de sædvanlige køer ved immigrationen, og jeg fik lige taget mine fingeraftryk inden jeg kunne hente min bagage – men det er nu standard, så det var ikke fordi jeg lignede en terrorist eller noget. Mere end sædvanligt altså.

Ankom til hotellet med en lufthavns-shuttle, og fik checket ind, hvorefter jeg fandt mit værelse på 14.etage og der gik ikke lang tid inden jeg faldt om. På det tidspunkt var klokken 24:00 lokal tid, men det svarer jo så til kl.6 om morgenen dansk tid, så det var en lang dag… Fordelen ved mine flytider er så at jeg ikke kommer til at lide af jetlag.

Her til morgen stod jeg op, fik købt en bagel og en kop kaffe, hvorefter jeg på gå-ben begav mig mod downtown, hvor jeg befinder mig nu. Vejret er ret forårs-agtigt, og som altid er der meget varmt inde midt i byen, så jeg har for første gang i år ingen jakke på – yay! Resten af dagen kommer nok til at gå med mere spadseren rundt, noget som jeg altid gør når jeg er i New York, da det helt sikkert er den bedste måde at finde nye lokationer på. Det kan dog være at jeg på et tidspunkt tager en pause og finder en biograf…

Stay tuned for flere updates fra The Big Apple. Billeder følger senere over på 23hq..

Kategorier
new york 2006 rejser

Nu pakker jeg snart tasken..

På fredag var det egentlig meningen at jeg skulle have været på en tur til Asien, nærmere bestemt til Singapore, hvorefter jeg skulle forbi Borneo og dykke, se gorillaer og hvad man ellers kan finde på i det område. Den tur er aflyst. Ja, du læste rigtigt. Aflyst. Grunden hertil skal findes i at turen blev bestilt for laaang tid siden sammen med min daværende kæreste (og hendes storebror), og nu hvor vi ikke er kærester mere, blev vi enige om at jeg ikke skulle tage med. Jeg kunne selvfølgelig godt have fløjet til Singapore og selv rejst rundt i Asien, men jeg er elendig til at skabe kontakt med folk, jeg overhovedet ikke kender, så det ville nok have endt i tre ugers ensomhed – omend ensomhed under fede forhold.

New York Skyline
Istedet har jeg købt en billet til New York, så jeg kan komme over og besøge familien derovre. Der er absolut ingen planer for turen, udover at jeg de første tre dage skal bo på hotel på Manhattan.. Jeg har tænkt på et par koncerter (Ghostface Killah, LL Cool J, Talib Kweli), men der er som sagt ingen faste planer endnu, udover at jeg rejser søndag og kommer hjem to uger senere.

Ønsk mig god tur og følg med her på bloggen eller på mit 23hq fotostream, hvor jeg vil forsøge at opdatere jævnligt.