Kategorier
anekdoter

Øv, en trist fornemmelse

Jeg sad tidligere på dagen og ryddede lidt ud i mine icq/msn/jabber kontakter, så folk jeg ikke snakker med mere eller har nogen relationer til, ikke ligger og fylder i kontaktlisten. I den forbindelse faldt jeg også over min gamle kollega fra Framfab i London, Afam, som desværre døde for et stykke tid siden.

Afam var måske det rareste menneske på den her planet, selvom han selv havde været udsat for en del mobning – forestil dig hvor svært det er at være fra Nigeria og være albino, som Afam var. Derudover var han tæt på blind, så han havde ikke de bedste forudsætninger fra starten, men ikke desto mindre var han altid ved godt mod og i godt humør. Han ønskede ikke andet end det bedste for alle, og jeg har aldrig hørt ham snakke dårligt om et andet menneske, og selvfølgelig skulle det lige gå ud over ham, da en psykopat af flugtbilist valgte at drøne ind i et andet menneske. Afam overlevede selve ulykken, men blev aldrig helt sig selv igen, og gennemgik et par svære år med mange operationer. Til sidst gav Afams krop op.

Sådan kan det gå at man kan få en trist fornemmelse i kroppen, selvom man bare rydder lidt op, men på den anden side set tænkte jeg jo også på nogle gode stunder med Afam, og derfor bliver han ikke slettet fra min kontaktliste.

Kategorier
anekdoter nothingness

Jeg har købt en lejlighed

køkken
Tidligere i år købte Louise min halvdel af vores lejlighed på Frederiksberg, og lige siden har jeg ledt efter noget nyt at investere pengene i – og det skulle naturligvis være noget beboeligt, så jeg gik på jagt efter en ejerlejlighed. Hvilket viste sig ikke at være nogen nem opgave!

Først fandt jeg noget i nærheden af Lyngbyvejen (Østerbro – det er den trekantede bygning), hvor man havde valgt at rydde loftet i en gammel ejendom, og lave det om til lejligheder. Det så rigtig fedt ud, og jeg fik alle papirerne på det, som jeg så tog videre til min advokat. Hun synes så ikke at det så særlig fornuftigt ud, og hun fandt adskillige brølere i kontrakt og bilag, så hendes råd til mig var at lede videre…

Jeg fandt så et nybyggeri, der hedder NicolineParken (lejl.57), som ligger på Islands Brygge (på den tomme grund), og det så langt federe ud end det på Østerbro, og hvis man får valget mellem ydre Østerbro eller Islands Brygge, så vælger man det sidstnævnte – ihvertfald hvis man er mig. Og det er jeg. Nå, papirerne kom frem, jeg fik en tid hos advokaten og fremsendte papirerne, og tænkte at nu var det hele fjong. Øh, nej. Samme dag som jeg skulle til møde med advokaten fik jeg en mail fra ejendomsmægleren om at lejligheden var solgt. Øv Øv Øv. Og der var ikke flere af samme slags. Mere Øv.

Der var så ikke andet at gøre end at lede videre, og jeg søgte overalt i København. Blandt andet fandt jeg en fin lejlighed på Vesterbro, tæt ved Enghave Plads. Lejligheden var helt nyistandsat, og kunne bl.a. prale af en 7″ lcd-skærm på toilettet! Jeg synes det var lidt kikset, men resten af lejligheden var ok – dog var den lidt dyr i kvm-pris, da vi var oppe på 2.2mio for 51kvm! Av.

I mellemtiden kiggede jeg også lidt på nogle af projekterne på Sydhavnen, hvor især Westside så lidt interessant ud, men priserne var for høje i forhold til placeringen – der er intet liv derude, og der går nok nogle år før det ligner noget, så selvom lejligheden og byggeriet i sig selv var ganske fint, så valgte jeg det fra.

Jeg blev reddet da jeg opdagede at NicolineParkens sidste etape nu var blevet sat i salg, og der var en lejlighed (nr.90) som jeg synes var rigtig interessant: 69kvm godt fordelt, og da jeg kiggede på demo-lejligheden var jeg nærmest solgt. Køkkenet var superflot, badeværelset var flot, der er alle hvidevarer og rigtig meget skabsplads. Jeg satte alting igang igen, og advokaten havde ingen indvendinger denne gang, så jeg skrev under. Iøvrigt var det også i denne process at jeg kom forbi Jyske Bank, hvilket jo ikke endte særlig heldigt. Heldigvis stødte jeg på Nykredit og en rigtig sød dame, som er utrolig hjælpsom og serviceminded.

Nu er lejligheden så købt, og jeg kan flytte ind den 1.juli 2007. Jeg glæder mig! Og jeg var da også forbi for nogle uger siden og tage et billede af min kommende bolig. Når jeg er flyttet ind må I gerne komme og besøge mig..

Kategorier
anekdoter brok nothingness

Jyske Bank: Ikke lige noget for mig.

Jeg har her på det sidste været igennem den langsommelige og meget kedelige proces, det er at erhverve sig en ny bolig. Ja, det er så stadig ikke faldet helt på plads, men det er vist så tæt på som det kan være, og det skal I nok få meget mere om på et senere tidspunkt.

Nå, for at købe en ny lejlighed skal man jo have en pose penge med, og selvom jeg er i den ekstremt lukrative it-branche, så står jeg ikke lige med alle pengene kontant, for jeg har jo brugt en hel del på hurtige damer og uendelige mængder kokain, så jeg skulle ud og finde en bank, der kan se noget økonomisk potentiale i at låne mig et par millioner eller det der ligner. Bemærk iøvrigt at der i dette afsnit er en hel del fiktion, som bygger på folks stereotyper og opfattelser af it-branchen, og det betyder blandt andet at I kan stryge ord som “ekstremt lukrative”, “hurtige damer” og “uendelige mængder kokain”.

Min nuværende økonomiske sparringspartner er internet-banken Skandiabanken, og dem er jeg meget tilfredse med, men eftersom de udelukkende er internet-baseret, er der ikke en fysisk person som jeg kan sætte mig overfor og snakke bolig med, og det har jeg brug for, da jeg ikke – igen mod folks forventning – er altvidende. Ok, det tror folk ikke om mig, men der er ingen der siger, at min blog skal være 100% non-fiktion, vel?

Jyske Bank logo
Jeg spurgte mig lidt frem, men endte til sidst med bare at bestille en tid hos en bankrådgiver i en tilfældig bank, og den tilfældige bank blev Jyske Bank. Jeg var selvfølgelig godt klar over at de lige havde re-lanceret sig selv som ung og hip, men jeg tænkte at det nok bare betød, at man blev budt på en Latte istedet for en kop sort kaffe – WRONG! Jeg ankom til Jyske Banks filial på Falkonér Alle og blev budt velkommen af en dame, der vist skulle være en slags receptionist, og hun bad mig tage plads indtil rådgiveren var klar, hvilket var ganske kort tid efter. Hun kom hen og præsenterede sig, og førte mig ind i et mødelokale, hvor der hang en 42″ plasma-skærm, hvorpå der stod “Velkommen til Jyske Bank, Kim Johannesen“. Nogen vil måske mene at det er god stil, men jeg synes mere det virker lidt akavet og popsmart. Oh well, det skulle naturligvis ikke betyde noget for mit valg af bank…

Har du nogensinde været i Jyske Bank før?” spurgte den unge dame mig, og da jeg vovede at svare “Nej“, fik hun hurtigt guidet mig ud på en rundvisning af banken(!). Helt ærligt, en rundvisning af banken? Jeg er helt ærligt ligeglad med hvordan banken ser ud, men jeg fulgte da med.. Det jeg blev præsenteret for var intet mindre end en farce, jeg ikke har set lignende siden de glade dot.com-dage:

  • “vi har runde borde fordi det fremmer kommunikationen”
  • “her er ‘spørge-baren’, hvor man kan spørge om hvad som helst”
  • “her er kaffebaren – du er altid velkommen til at komme ind og få en kop kaffe”
  • “Prøv at scanne den her pakke, så kan du få info om kassekredit”

I det hele taget var det en meget tynd kop PR-te, jeg blev budt på, og et eller andet sted virkede det heller ikke som om, at den stakkels rådgiver helt troede på det budskab, hun stod og skulle sælge – hun ville garanteret bare gerne snakke økonomi, hvilket vi da også returnerede til mødelokalet for at gøre, men på det tidspunkt var slaget tabt for Jyske Bank. Vi snakkede godt nok om penge og en fremtidig plan, men når jeg kigger på det i bakspejlet, så kan der kun være en årsag til at jeg ikke på det her tidspunkt forlod banken: Jeg var rystet. Dybt, dybt rystet!

Da jeg et par dage senere skrev en mail til rådgiveren, skrev jeg helt præcist følgende:

Hej XXXXX,

Tak for mødet i fredags.

Efter nærmere overvejelse har jeg besluttet mig for ikke at vælge Jyske Bank som min nye bank, og jeg vil derfor aflyse vores møde torsdag den 26/10.

Jeg må indrømme at det nye, smarte koncept var lidt for poppet til mig, og jeg synes ganske simpelthen ikke at banken virker seriøs.

Beklager hvis jeg har spildt for meget af din tid,

mvh

Kim Johannesen

Selv synes jeg at det er en god mail – den er informativ og forhåbentlig er det en mail, som de kan bruge konstruktivt når de på et tidspunkt skal vurdere deres nye koncept. De ved da ihvertfald at det for nogen virker poppet og useriøst. Det useriøse forsætter så i og med at de ikke har svaret på mailen – det synes jeg er dybt useriøst, om ikke andet så for at bekræfte at mødet er aflyst…

Jeg endte med at tage en tur forbi Nykredit, som – ligesom Skandiabanken – er internetbaseret, men har rådgivningscentre, og dermed er helt perfekte for mig. Da jeg så også er endt med en utrolig sød rådgiver, der virker seriøs og samtidig er hjælpsom og følger op på tingene, kan jeg vist kun være tilfreds.

Kategorier
anekdoter nothingness

Hvad siger du?

For et par uger siden lagde jeg mærke til noget sjovt. Faktisk har jeg nok tænkt over det før, men det var først på en lille gåtur, hvor jeg ikke havde andet i tankerne, at jeg tænkte videre over det: at man ofte siger “Hvad siger du?” selvom man har hørt, hvad der er blevet sagt.

Grunden til at det kom ind i mine tanker er naturligvis, at det skete for mig – jeg var lige kommet ud af min yderst fashionable og prægtige 1-værelses playboy-mansion i Nord-læder-vest, og gik i mine egne tanker, da en håndværker fangede mig med bukserne nede: “Du har vel ikke tilfældigvis nøglerne til denne opgang?” lød hans spørgsmål som var rettet mod mig, og mit svar var “Hvad siger du?“. Men jeg havde jo godt hørt spørgsmålet, jeg var bare ikke forberedt på det, og derfor skulle hjernen lige igang igen, så den nemmeste måde at købe lidt tid på er at spørge om hvad der blev sagt. Ville det være pinligt at sige “Øjeblik, jeg skal lige tænke over spørgsmålet“? Ja, når spørgsmålet er så simpelt er det lidt pinligt, hvorimod det overhovedet ikke er pinligt for en 30-årig mand at lade som om han har nedsat hørelse. Eller. Øh…

Nu hvor jeg har skrevet det her falder det mig pludselig ind: Hvad nu hvis jeg er den eneste, der har det sådan? Død og kritte!

Kategorier
anekdoter brok nothingness

Music for the Masses – NOT

Depeche Mode
Så er det iaften at Depeche Mode indtager Parken og garanteret giver en pissefed koncert. Desværre vil jeg ikke selv være til stede, hvilket jeg ærgrer mig godt og grundigt over, for hold da kæft hvor gad jeg godt se dem live!

Jeg har hørt Depeche Mode siden de i 1987 udgav albummet “Music for the Masses”, og jeg husker tydeligt hvordan vi sad nede i Morten Mathisens kælder og læste hans fars frække magasiner, imens vi hørte “Never let me down again” og “Strangelove” på et optagebånd. Siden har jeg lyttet til stort set alt hvad de har udgivet, men min fascination med bandet fik for alvor fornyet kraft, da jeg i 94 fik en maxi-version af “Enjoy the Silence“, som i mine øjne er et fantastisk nummer. Når jeg smider den version på min pladespiller og sætter pitch til -8%, er det nærmest som at være i en form for trance. Intet mindre end utroligt!

Nå, men grunden til at jeg ikke skal til koncerten i aften? Det er den samme grund som da jeg gik glip af U2 og Coldplay. At det forbandede billetsystem, som håndterer online-salget bare ALDRIG fungerer! Jeg har også måtte sige farvel til den perfekte gave til min mor i form at et sæt Bruce Springsteen billetter af samme årsag. Hver eneste gang der er en stor koncert, bliver systemet udsat for et åbenbart uforudsigeligt pres og går ned på den ene eller den anden måde – næsten ligesom når DSB bliver overrasket over at efteråret medfører våde blade på skinnerne og vinteren bringer sne med sig. Jeg forstår det simpelthen ikke – det må sgu’ da være muligt at lave et skalerbart system, der kan håndtere det pres?

Jeg kan da i det mindste glæde mig over at det er lykkedes mig at skaffe bootleg live-cd’er med både Depeche Mode og Coldplay, og de er fremragende – glæden er dog kortvarig, for det minder jo blot en om hvad man går glip af 🙁

Til alle dem der skal afsted iaften: God fornøjelse!

Kategorier
anekdoter brok

En dårlig dag..

Kender I det? Der findes dage som bare er generelt dårlige, og så findes der dage, der kan trække al humør og livsvilje ud af en, så det tager dage at komme sig. Well, idag hører til i sidstnævnte kategori!

Da jeg vågnede igår morges var jeg helt kvæstet, nærmest groggy som hvis jeg havde gået 12 omgange med Tyson – helt naturligt når man tænker på at jeg havde været ude at skate onsdag aften og først kom hjem lidt i 1 om natten. Ikke at tidspunktet er så forfærdelig sent, men man skal jo lige i bad og så har man en masse energi i kroppen, så der går lige lidt inden man sover. I mit tilfælde blev den vel 3.. Anyways, da jeg så mødte på arbejde igår, grinte Mobo bare af mig og sagde at jeg så lidt fraværende ud, hvilket var en mild underdrivelse. Jeg lignede helt sikkert døden fra Lübeck. Men! Der var en positiv ting ved min trætte tilstand: at jeg torsdag aften ville sove som et lille barn. Wrong! Jeg hoppede under dynen ved 23-tiden, slukkede lyset og opdagede at jeg var lysvågen. Ikke bare almindeligt vågen, men den slags vågen, hvor man ved at ethvert forsøg på at sove er nyttesløst. Og hvad bruger man så tiden til? I mit tilfælde valgte jeg at se om jeg kunne falde i søvn til lidt tv-serie, men efter otte afsnit (!) af “Prison Break” kunne jeg godt se at det ikke hjalp…

Mercedes A160
Vækkeuret ringede klokken 6.00, fordi jeg skulle aflevere bilen til mekanikeren kl.7.30. Og det er så her at dagen gik fra at generelt dårlig til at være kolo-enormt latterlig! Bilen har fået den dårlige vane at gå ud, når den kommer langt ned i omdrejninger og værkstedet kørte en hurtig test, som viste at det er motorstyringen den er gal med. “Motorstyringen?” siger du. Ja, spørg sgu’ da ikke mig, jeg har ikke forstand på det pis, men det er trods alt et autoriseret Mercedes-værksted og jeg er naiv nok til at stole på dem. Konsekvensen er ihvertfald, at der skal bestilles en ny motorstyrings-enhed hjem fra det store udland – den skal åbenbart produceres specielt ifht. stelnummeret på bilen – og derfor kan bilen først være klar tirsdag… Det er så ikke dét, der er mit store problem. Problemet er at mekanikeren siger at delen alene koster 8.200 ekskl. moms, og så kommer der lige arbejdsløn oveni. AV! Til gengæld var han flink nok til at ønske mig god weekend! Ja tak, kammerat, det luner sgu’ også virkelig meget lige nu!

Så lad dette være en advarsel: lad være med at pisse mig af idag, for jeg er træt og jeg er sur. En eksplosiv kombination, der kan ende med katastrofale konsekvenser! Med andre ord: Lunten er kort!

Kategorier
anekdoter nothingness

Den hemmelige beundrer

Denne seddel mødte mig igår morges da jeg kom på arbejde – den sad simpelthen påklistret min monitor. Først tænkte jeg WTF, og så gik jeg ellers igang med at udspørge mine kolleger, hvem der stod bag spøgen. For jeg var på intet tidspunkt i tvivl om at der var tale om en spøg, og det er da også meget sjovt. Mindre sjovt er det at INGEN vil indrømme at stå bag den, og så var det at et vittigt hoved sagde: “det kunne jo også være fra rengøringsdamen”. Not very likely. De to rengøringsdamer (eller sanitets-assistenter om man vil) der kommer fast her på kontoret er begge af anden etnisk herkomst, og ville knapt nok være istand til at sige de ord, der står på sedlen, så jeg tvivler meget på at de ville kunne skrive dem… Anyways, det blev straks mere spooky da jeg stod ude i kopi-rummet, og den ene rengøringsassistent (kompromis mellem de to udtryk) stak hovedet ind og sagde “hej”. Ikke mere, ikke andet, blot “hej”!

For ligesom at komme til bunds i denne sag måtte jeg jo ligesom komme med en respons på den første seddel, så da jeg gik hjem igår, hængte jeg mit svar op på skærmen:

Og så kunne jeg jo så blot vente til jeg skulle på arbejde igen idag. Og minsandten om ikke der var bonus! Vedkommende der står bag spøgen havde valgt at hænge en ny seddel op:

HA! Det var dog en tåbelig måde at køre joken videre på! For det første kan jeg jo aldrig være i tvivl om det mon var rengøringsassistenten, for jeg ved med 110% sikkerhed at jeg ikke har givet hende et sugemærke! Hende den søde fra kantinen måske, men rengøringsassistenten? Spøg til side, jeg har ikke givet nogen sugemærker i mange, mange år, og en anden ting der ligesom fjernede al tvivl, er at de to skrifter tydeligvis ikke er skrevet af den samme person, og minsandten om ikke Henrik Gemal har indrømmet at have skrevet seddel nr.2! Han sagde dog, at han handlede under ordre, men han vil ikke ud med hvem der står bag!

Under alle omstændigheder har det jo givet lidt underholdning på arbejdspladsen, og forhåbentlig også her på bloggen!

Kategorier
anekdoter brok

Restaurantbesøget fra helvede

Henover nytår var jeg en tur i det Engelske med et par venner og besøge et vennepar – ikke så meget mine venner som mine venners venner, men jeg var dog på bekendtskabs-basis med den ene halvdel af parret. Anyways, da vi var ankommet til Liverpool efter en lettere forsinket flyrejse til Manchester, besluttede vi os for at gå ud at spise, og valget faldt på en lille lokal restaurant som Per og Majka (de lokale) havde gode erfaringer med.

Vi ankom til restauranten, og blev hilst velkommen af en lille mand, der insisterede på at vi satte os i loungen før vi indtog spisebordet – faktisk sagde han “No, no, no, you don’t do that!” meget bestemt, da vi bad om at komme direkte til spisebordet. Vi tog det nu ikke så tungt, men vi vidste jo heller ikke hvad der ventede os på det tidspunkt.


Efter et par minutter kom der en ung dame og tog vores jakker, og jeg må da indrømme at jeg var lettere nervøs, for jakkerne blev slænget over den ene arm, og hang faretruende tæt på den åbne pejs, som der var god gang i. Der skete dog ikke noget, men allerede her fornemmede jeg at hun var lidt klodset; en fornemmelse der skulle vise sig at holde stik!

Da vi skulle bestille noget at drikke, fik vi at vide at der ikke var noget danskvand, fordi der var sprunget et vandrør i køkkenet tidligere på dagen, og de laver åbenbart danskvand med de dersens sodavands-maskiner med sirup i – I kender dem godt, men jeg aner ikke hvad de hedder, så hvis I ikke ved hvad jeg mener, må I bare undvære dette afsnit. Da vi var ved at være færdige med at bestille vores pre-dinner drikkevarer, kom det dog frem at de trods alt havde danskvand alligevel, men kun i store flasker. Det kunne vi jo sagtens klare, da vi var flere om at dele, så det tog vi. Men hvorfor sagde han ikke bare det først?

Det var blevet tid til at bestille maden, og en ny tjener dukkede op. Vi var tre der bestilte en Steak Filet, men fik at vide at de desværre ikke havde den bøf, så om vi ville have den anden steak på menu-kortet – no biggie, så det gjorde vi. Udover det bestilte vi allesammen suppe til forret, undtagen Majka, der valgte at få suppe til hovedret og springe forretten over…

Vi blev henvist til spisebordet, hvor tjeneren kom ind og gjorde os opmærksomme på at den bøf vi havde bestilt, havde de desværre ikke flere af idag, men han kunne istedet tilbyde os Steak Filet!?! Med andre ord: vores foretrukne valg, men som de heller ikke havde første gang vi bestilte… oh well, vi fik jo vores vilje i sidste ende, men det var tydeligt at organisationen ikke just var i fineste form.

Forretterne kom ind – og Majkas hovedret. De havde naturligvis glemt at Majkas suppe var en hovedret og derfor ikke skulle ind endnu, men de tog den da med tilbage i køkkenet, og vi kunne gå igang. Suppen var rigtig god, men skeerne var lidt beskidte og fik en grundig tur med servietten.

Hovedretterne kom ind – naturligvis minus de pomfritter vi havde bestilt ekstra, så vi måtte nøjes med det tilbehør, der nu er med per default. På dette tidspunkt valgte vi bare at glemme alt om at brokke os, for vi var blevet godt sultne, og maden stod jo på bordet. Der blev bestilt en ekstra cola, som tjeneren gladeligt kom ind med på en stor bakke, som han herefter tippede, så cola’en røg direkte ned i skødet på Tanja… Heldigvis var det ikke så slemt, men stadig irriterende.

Tjenerne virkede i det hele taget ekstremt stressede, og det var tydeligt at vi havde fanget dem på en dårlig dag. Hvad de var stressede over aner jeg ikke, for der var kun tre middags-selskaber, og det burde vel være til at overkomme. Det var det ikke. Den kvindelige tjener – hende der forsøgte at futte vores jakker af – nåede at tabe bestik to-tre gange undervejs, og på et tidspunkt løb den første mandlige tjener ud mod køkkenet med armene over hovedet, imens han udstødte hvad jeg vil kalde et primalskrig! jeg joker ikke her! Manden løb skrigende ud i køkkenet foran gæsterne!

Nå, men der er jo ikke noget der ikke kan kureres med en god dessert, og Tanja glædede sig tydeligvis til at bestille varm kakao med skumfiduser. Det havde de ikke. Til gengæld kunne tjeneren fortælle om en fantastisk Pavlova, som han brugte fem minutter på at forklare om. Den lød simpelthen for god til at være sand, hvis jeg skal være helt ærlig. Det var det så også, for tjeneren kom tilbage tre minutter senere og kiggede ned i gulvet, imens han sagde at de desværre ikke kunne tilbyde Pavlova idag… Tanja valgte så ikke at få dessert, selvom de tilbød både gratis kaffe og te for at råde bod på deres lille brøler.

Som Per meget elegant sagde det undervejs: “Det bliver ikke svært at regne ud hvor meget de skal have i drikkepenge”. I øvrigt: maden var skidegod, men det er der jo ikke nogen der husker efter sådan en tur! Underholdende var det dog…

Kategorier
anekdoter brok

Så blev det sgu også jul i år!

Jeg er ikke den store fan af julen – mest af alt fordi jeg ikke rigtig tror på historien, resten af verden kender som Biblen, men også fordi at traditioner for traditioners skyld, heller ikke siger mig – for nu at sige det ligeud – en fløjtende fis.

Og så er der gaveræset. Eller skal man sige den årlige byttehandel? Du ønsker dig noget, jeg ønsker mig noget, vi køber tingene til hinanden og så er alle glade. Eller hvad? Hvorfor fanden køber man ikke bare de ting selv, så slipper man for det årlige overforbrug der er gemt til december måned! Personligt har jeg altid været elendig til at ønske mig ting, for jeg er typen, der (hvis jeg har pengene) køber det jeg gerne vil have, og så ender jeg som regel med en tom ønskeseddel, men ikke i år! Nej i år, har jeg rent faktisk haft en lang og meget udførlig ønskeseddel, som har ligget online for alle mine familiemedlemmers skyld.

Her er det måske også det rigtige tidspunkt at indskyde at jeg egentlig ikke bryder mig om at modtage gaver. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men jeg føler mig bare lettere utilpas ved det.. Til gengæld elsker jeg at give andre gaver, men hvis jeg kan prøver jeg altid at finde noget specielt, og her er det så at en af mine aversioner mod julen dukker op: hvorfor skal man lige præcis give hinanden gaver den 24.december? Hvorfor kan man ikke give en gave den 3.marts, hvis man har fundet den rigtige gave til den rette person? Og lad nu være med at snakke om Jesus’ fødselsdag, for det er en stor omgang svindel! Grunden til at vi fejrer julen her i slutningen af december, skyldes ganske simpelt at der før kristendommen kom til landet, lå en solhvervsfest på det tidspunkt, og så var det en nem måde at få folk til at fejre Guds søns fødselsdag samtidig.

Selvom jeg ikke er så vild med julen, vil jeg dog gerne ønske alle en glædelig en af slagsen, for ovenstående er jo blot min mening, og jeg synes det er dejligt at andre mennesker kan komme i godt humør af at tænke på juletiden…

PS: Endnu en grund til at hade gaveindkøbet: Jeg var ude at købe en badevægt til min far og hans kone, og da jeg sad på hug i den lokale isenkræmmer valgte en anden badevægt på hylden 1½ meter over mit hovede at vælte udover kanten og lige ned i mit baghovede. En badevægt af hærdet glas er ikke let! AV AV AV, jeg troede seriøst jeg var ved at besvime!

PPS: Måske er julen miraklernes tid! Ihvertfald har Aarfing postet et indlæg på sin blog!

Kategorier
anekdoter nothingness

Når hukommelsen spiller en et puds


Da jeg var en lille purk var jeg ninja. Nej, helt seriøst, det var jeg altså! En hel del mere end Dolph nogensinde kan drømme om at blive, og jeg havde den fulde uniform, som alle og enhver ved består af et gammelt lagen og et sæt mao-sutter. Derudover havde jeg den fantastiske fordel at min mor og far synes at det dersens ninja, det var helt iorden, så når vi en sjælden gang kom til hovedstaden, tog vi turen forbi en forretning, der hed Budo Sport, som lå på Godthåbsvej. Om den stadig ligger der, aner jeg ikke, men dengang kunne man købe nogle meget eksotiske ting derinde, og jeg havde altså en hel del kastestjerner – og vi snakker ikke om plastic-attrapper, men the real thing! Det var så sejt!

Min ninja-dille startede i 1983, da vi – som nogle af de første jeg selv kender – havde en vhs-maskine, og lejede film i den lokale Fona. Yes, man kunne nemlig leje film i Fona i gamle dage, og udvalget bestod vel af en 30-40 film, men tænk lige over det en gang: man var nødt til at planlægge det med at leje film, for Fona lukkede kl.17.30! Er du sindssyg Blockbuster ville have det svært, hvis de kun holdt åbent man-lør i alm. butikstider…

Anyways, en af de film vi lejede hed slet og ret “Ninja“, og den var så min store inspirationskilde til at blive en udøver af denne ædle art, som for mit vedkommende mest bestod af at sige dumme lyde når jeg sparkede ud i luften, eller senere hen at kaste med kastestjerner mod et rækværk (med begrænset succes). Den anden dag kom vi så til at snakke om den her film på arbejdet, og jeg besluttede mig for at tjekke op på den – det viser sig at den faktisk hedder “Enter the Ninja“, men også er kendt som “Ninja 1”. Fanget af nostalgien røg jeg straks ind på Amazon og bestilte skidtet på DVD; sandt at sige var jeg faktisk lidt overrasket over at de havde den, men et par dage senere lå den på mit bord 🙂

Igår aftes lå jeg så på sofaen og besluttede mig for at se den. Hmmm. Jeg huskede den godt nok lidt anderledes (bl.a. mente jeg at de rød-klædte ninjaer var de sejeste, men i virkeligheden var de jo bare nogle små kulier, som den sort-klædte ninja bestemte over!) og kvaliteten af skuespil, historie osv., var da også lettere tvivlsom, men det var nu en meget sjov oplevelse, som nok bedst kan sammenlignes med at gå direkte fra PS2 til en Commodore64 og et spil “Blagger“!