Kategorier
anekdoter nothingness

Når hukommelsen spiller en et puds


Da jeg var en lille purk var jeg ninja. Nej, helt seriøst, det var jeg altså! En hel del mere end Dolph nogensinde kan drømme om at blive, og jeg havde den fulde uniform, som alle og enhver ved består af et gammelt lagen og et sæt mao-sutter. Derudover havde jeg den fantastiske fordel at min mor og far synes at det dersens ninja, det var helt iorden, så når vi en sjælden gang kom til hovedstaden, tog vi turen forbi en forretning, der hed Budo Sport, som lå på Godthåbsvej. Om den stadig ligger der, aner jeg ikke, men dengang kunne man købe nogle meget eksotiske ting derinde, og jeg havde altså en hel del kastestjerner – og vi snakker ikke om plastic-attrapper, men the real thing! Det var så sejt!

Min ninja-dille startede i 1983, da vi – som nogle af de første jeg selv kender – havde en vhs-maskine, og lejede film i den lokale Fona. Yes, man kunne nemlig leje film i Fona i gamle dage, og udvalget bestod vel af en 30-40 film, men tænk lige over det en gang: man var nødt til at planlægge det med at leje film, for Fona lukkede kl.17.30! Er du sindssyg Blockbuster ville have det svært, hvis de kun holdt åbent man-lør i alm. butikstider…

Anyways, en af de film vi lejede hed slet og ret “Ninja“, og den var så min store inspirationskilde til at blive en udøver af denne ædle art, som for mit vedkommende mest bestod af at sige dumme lyde når jeg sparkede ud i luften, eller senere hen at kaste med kastestjerner mod et rækværk (med begrænset succes). Den anden dag kom vi så til at snakke om den her film på arbejdet, og jeg besluttede mig for at tjekke op på den – det viser sig at den faktisk hedder “Enter the Ninja“, men også er kendt som “Ninja 1”. Fanget af nostalgien røg jeg straks ind på Amazon og bestilte skidtet på DVD; sandt at sige var jeg faktisk lidt overrasket over at de havde den, men et par dage senere lå den på mit bord 🙂

Igår aftes lå jeg så på sofaen og besluttede mig for at se den. Hmmm. Jeg huskede den godt nok lidt anderledes (bl.a. mente jeg at de rød-klædte ninjaer var de sejeste, men i virkeligheden var de jo bare nogle små kulier, som den sort-klædte ninja bestemte over!) og kvaliteten af skuespil, historie osv., var da også lettere tvivlsom, men det var nu en meget sjov oplevelse, som nok bedst kan sammenlignes med at gå direkte fra PS2 til en Commodore64 og et spil “Blagger“!