Nogle af mine venner kalder mig Kim Internet, hvilket højst sandsynligvis hænger sammen med at jeg som regel har set alle de sjove klip, som de sender mig… eller fordi jeg er den person, de ringer til når deres netværk er nede, deres harddisk larmer eller deres cd-drev er stået af. Med andre ord: jeg er tilsyneladende den i min vennekreds, der har den bredeste viden om computere, selvom jeg selv kender adskillige nørder, der ved langt mere om computere og internettet end jeg selv gør.
Men! Jeg kan ikke løbe fra at jeg følger meget med i hvad der sker rundt omkring, og til det bruger jeg forskellige websites, som jeg dagligt besøger – udover naturligvis mine live bookmarks, som bliver tjekket jævnligt. Nu har jeg dog fundet et nyt website, som jeg lige siden jeg fandt det første gang for et par dage siden, tjekker op på et par gange om dagen: Popurls! Popurls samler en masse links fra nogle af de mest brugte web-sider (Flickr, Youtube, Slashdot, Del.icio.us, Digg mfl.) på nettet, og samler dem i en pæn og overskuelig oversigt. Siden dækker egentlig ikke noget specielt behov, som man ikke kan få opfyldt med andre websider eller RSS-feeds, men det er bare så pokkers fedt lavet: simpelt design, der gør lige nøjagtig det, der er brug for.
Heldigvis er jeg ikke den eneste der har en afhængighed…