Tja, så rinder VM mod enden, og på søndag mødes Italien og Frankrig i finalen. Jeg synes generelt det har været et ringe VM af flere årsager, men først og fremmest fordi jeg er træt af at se på de konstante forsøg på at snyde sig til straffespark og forsøg på at få modstanderne smidt ud. Jeg husker ikke kampen, men hvor var det dog en fryd, da jeg så en dommer give et gult kort til en spiller, der signalerede til ham at en modspiller fortjente det. Selvfølgelig har jeg også været træt af mediernes latterlige forherligelse af Brasilien, som man vel godt kan kalde fodboldens svar på Apple – til tider præsterer de noget virkelig godt, men resten af tiden lever de på ren hype og fanatiske tilhængere.
Nå, jeg må videre i teksten og skrive om det jeg egentlig ville omtale, nemlig mit nye hadehold: Portugal. Jeg har altid haft det lidt svært med en spiller som Deco, der i mine øjne falder ved den mindste kontakt og overspiller situationen helt vildt. Carvalho har heller aldrig været blandt mine favoritter – en position han har opnået ved at spille for Chelski og slippe afsted med stort set al slags svineri i den engelske Premier League; vi snakker alt fra at bruge hånd i eget felt til at give Quinton Fortune en albue i hovedet lige foran dommeren. Ikke lige min kop te. MEN! Nu har Ronaldo overtaget prisen som det dummeste svin på Portugals hold, og det selvom manden til daglig spiller i Man United! For det første er det ufattelig dårlig stil at forsøge at få en spiller fra modstanderne smidt ud, men det er endnu dårligere stil, når den spiller til daglig er ens holdkammerat! Jeg snakker selvfølgelig om Wayne Rooney, der i kvartfinalen blev præsenteret for det røde kort. Om det røde kort var fortjent eller ej er egentlig sagen fuldkommen uvedkommende, det der er interessant er at Ronaldo løber 20 meter for at overbevise dommeren om det, se selv:
Det er fandme skuffende, når man tænker på at de to til daglig er gode venner og holdkammerater! Derfor er det så meget større fryd at se Ronaldo tude efter at Frankrig slog dem ud igår – faktisk burde man takke Frankrig, eftersom de har sendt både Brasilien og Portugal ud! Portugal har vist sig som det hold, der falder lettest og overdramatiserer enhver situation, og derfor synes jeg det her billede er superfedt:
Man kan lige forestille sig hvordan Valente overspiller situationen, og Beckham har kun et hånligt grin tilovers for det.
Farvel Portugal. Farvel Ronaldo. I er nogle usympatiske svin, og I vil ikke blive savnet!