Kategorier
brok

For dumt, Jubii!

Jubii News
I de sidste par dage har Jubii (min gamle arbejdsplads) været en del i pressen (Computerworld, Politiken, Ingeniøren), fordi de vil gøre det som Newsbooster gjorde for 3-4 år siden: lave en tjeneste, der samler andre mediers nyheder og linker (dybt) til dem. Idéen er jo fremragende, og der hvor Jubii har fat i den lange ende, er at de rent faktisk har indgået aftaler med de medier, som de vil linke til, så der ikke er nogen, der bliver fornærmet over at blive linket (dybt) til… Alt i alt har Jubii faktisk fået pisket en ganske fornuftig stemning op, og jeg var faktisk lidt spændt på at se projektet!

Men! Når man i de sidste par dage er gået ind på den nye tjeneste, har der været noget nedtælling til onsdag formiddag kl.12.00, hvor de skulle gå i luften. Nu er klokken passeret 12.00 (12.14 helt præcist), og alt hvad man får er en grim, lille flash-fil, der siger “Ny – Frisk – Levende“. Øh, sgu ikke herfra hvor jeg sidder! Hvis man melder et tidspunkt ud til pressen og på websitet, så er det da for amatøragtigt, at man ikke går i luften på det tidspunkt! Nu sidder jeg og blogger om det og synes at de er nogle paphatte, og jeg er nok ikke den eneste, der har det på den måde (selvom jeg måske er den eneste, der gider skrive om det?), og det giver alt andet lige noget dårlig PR. Man kunne måske bare have været smarte og sagt at man gik i luften i denne uge, og så udsendt en pressemeddelelse, når det var sket?

Et helt andet spørgsmål er som om en tjeneste som denne overhovedet er interessant i disse tider, hvor RSS-feeds nærmest er blevet en standard, og garanteret bliver brugt endnu mere når IE7 udkommer…

4 kommentarer til “For dumt, Jubii!”

Til gengæld må man sige, at produktet ikke fejler noget, nu hvor det er kommet i luften. Det skulle da lige være, at den primære nyhedsoversigt kun strækker sig 60 minutter tilbage. Det er altså for lidt.

Jeg er enig i at produktet er godt strikket sammen, men jeg – som jeg også skrev i posten – er nok ikke den store bruger af den slags service, da jeg for længst er gået over til RSS-feeds fra de nyhedstjenester, som jeg gider bruge.

Desuden er dette blot endnu et eksempel på at Jubii forstår at markedsføre sig, da tjenesten (i funktionalitet) ikke rigtig gør noget anderledes end TDCOnlines nyhedsservice. Som blev launchet for et år siden.

Lukket for kommentarer.