Kategorier
nothingness

Telefonetikette anno 2015

Da jeg var en lille dreng, og mobiltelefonen endnu ikke var kommet på markedet til almindelige mennesker, var fastnet-telefonen vores primære kommunikationsmiddel. En af de ting jeg husker allertydeligst omkring vores fastnet-telefon er, at hvis den ringede efter kl.21:00, så måtte der “være sket noget”. Det var en slags uskreven regel, og om den kun gjaldt i vores familie og omgangskreds aner jeg ikke, men telefonen ringede ihvertfald meget sjældent efter kl.21:00 hjemme hos os.

Nu går der ikke 10 minutter uden at telefonerne omkring os bimler og bamler, og selvom jeg gerne så det ændre sig, tror jeg ikke at det sker, så istedet vil jeg gerne lave en lille liste over de uskrevne regler (man kan kalde det for en slags moderne Emma Gad indenfor telefonetikette), jeg selv følger, når jeg bruger min telefon. Hvis der er nogle af dem, der giver mening for dig, så brug dem — hvis du synes det er helt hjernedødt dumt, så svin mig til. The choice is yours.

  1. Medmindre det er meget vigtigt (eller aftalt på forhånd), så lad være med at foretage opkald efter kl.21:30 eller før kl.08:30.
  2. Besvar ikke telefonopkald imens du spiser. Og slet ikke hvis du spiser med andre.
  3. Hvis du er igang med en personlig (altså ansigt til ansigt) samtale, så lad din mobil ringe — det er ok at tjekke hvem der ringer, men som tommelfingerregel har personen foran dig højere prioritet end den, der ringer.
  4. Hvis personen i den anden ende af røret ikke tager telefonen, har du to valg: Læg en besked eller læg røret på. Vælger du sidstnævnte kan du ikke med rimelighed forvente at den anden person ringer tilbage. Er det vigtigt, så læg en besked.
  5. Lyt til dine telefonbeskeder INDEN du ringer tilbage til én, der har ringet dig op. Måske ville vedkommende bare give en kort besked og har gjort det på svareren. Det ekstra opkald, du overvejer, er kun et forstyrrende element.
  6. Hvis du er sammen med andre i social sammenhæng, så lad din telefon blive i lommen. Du skal ikke lige vise noget på Facebook, YouTube eller Instagram. Du skal være til stede. Det betyder også, at du ikke nødvendigvis behøver filme alt, hvad der foregår omkring dig.
  7. Bare fordi det er en mobiltelefon, behøver du ikke have den på dig altid og du behøver heller ikke altid besvare opkaldene. Nogle folk bliver sure, hvis du ikke tager telefonen, men det er deres problem, ikke dit. Din telefon + din tid = dit valg.
  8. Hvis forbindelsen ryger under en samtale er det ALTID den person, der har ringet op, der skal forsøge at genetablere forbindelsen.
  9. Hav telefonen på lydløs så ofte som muligt. Og nu vi er ved det: telefonen er 5cm fra din mund, så du behøver ikke råbe ind i den.
  10. Hvis du tager telefonen imens du er i selskab med andre, så gør både dem, den, der ringer dig op, og dig selv en tjeneste og gå afsides, så samtalen kan føres under private forhold.

Der er undtagelser til ovenstående, og det er nok ikke alle der fungerer lige godt for dig, men nu ved du ihvertfald hvordan du skal håndtere telefoni og etik, når du har lyst til at ringe til mig.