Kategorier
fodbold

For you Smudge

For You Smudge
Tja, så vandt Manchester United alligevel noget i år, omend det er en turnering man normalt omtaler som The Worthless Cup. Selve finalen var dog heller ikke specielt god, da der ganske simpelt var klasseforskel på United og Wigan. 4-0 blev det, og Rooney og Saha var kampens helt store oplevelser – forsvaret stod dog også godt, og modstanderen måtte nøjes med en masse skud udefra, hvilket normalt ikke er noget der får Van der Sar til at svede alt for meget.
Under alle omstændigheder er det et trofæ, og det var da dejligt at se at spillerne valgte at hylde Alan Smith under præmieoverrækkelsen.

Siden kampen har der været en del spekulation i pressen om at Ruud skulle være sur på Sir Alex, fordi han slet ikke fik spilletid i kampen. Nu er der jo kun plads til 11 mand på banen ad gangen, og Saha har trods alt været den dominerende angriber i lige netop liga cup’en, og derfor blev han foretrukket til jobbet. Jeg tvivler meget på at der skulle ske noget ved at Ruud ikke spillede, selvom den engelske presse mener at han nu vil sælges og bla bla bla. Typisk tabloid-journalistik af værste skuffe.

Michael Ballack
Selvom man nu har vundet et trofæ, så er alle United-fans godt klar over at klubben desperat mangler forstærkninger på midtbanen, og en af de spillere som kunne udfylde hullet efter Keane, er Bayern Münchens Michael Ballack. En klassespiller, anfører for Tyskland og super målfarlig. Klubben har da også været sat i forbindelse med ham, men både Real Madrid og Inter har også haft snøren ude efter ham. Det kan dog altsammen være ligegyldigt nu, for nu har Chelsea valgt at give ham et tilbud, hvor han kommer til at tjene £121.000 – om ugen! Mon ikke han tager imod det tilbud? Jeg funderer over hvad Chelsea vil med Ballack, eftersom de allerede har Makelele, Geremi, Lampard, Maniche og Essien til den centrale midtbane. Og Robben, Duff, Wright-Phillips og Cole til kanterne. De har uden tvivl den bredeste trup af alle, og det kan da ikke være tilfredsstillende for nogen spiller at sidde så meget på bænken, som nogen af dem kommer til. Men Chelsea har jo råd til det, og hvis de køber spilleren er der jo ingen andre der får glæde af ham, og det er måske strategien?

3 kommentarer til “For you Smudge”

Selvfølgelig afviser Ballack kategorisk… han kan næsten heller ikke andet, så længe han er på kontrakt i en klub af nogenlunde samme kaliber, der endda (endnu) fungerer i samme turnering internationalt.

Men indtil det er helt officielt, er intet jo 100% sikkert.
Jeg kan heller ikke se, hvad Chelsea skal med en midtbanespiller i verdensklasse, såfremt de ikke har tænkt sig at smide en af deres andre verdensstjerner på porten. Og eneste han reelt konkurrerer med er, som jeg ser det, Frank Lampard (jr.) – hvilket, igen – som jeg ser det, er en (for Chelsea selv) farlig intern konkurrencesituation. Jeg er helt oevrbevist om, at man ikke henter en 29-årig superspiller (tilmed fra en anden storklub) til, uden at have stillet som garanti, at han selvfølgelig indgår i planerne når holdet skal sættes. På den anden side sætter man heller ikke bare Lampard af – det kan man simpelthen ikke. Tror det vil skabe uro i truppen, samt ikke mindst blandt omgivelserne, der ser ham og Terry som dem man kan finde den britiske identifikation ved. Desuden er Lampard for god til at bænke.

Ja, man skal jo forstå, at disse spillere har en eller anden form for faglig stolthed, der forhindrer dem i at være tilfredse med at sidde på bænken – nå ja, jeg kan da delvist godt forstå dem, men ærligt talt, så havde jeg ikke følt mig æreskrænket, skulle jeg få chancen for at lave en Bogarde, og få splinter i røven gennem knap 4 år, til en hyre på ca. 20 mio. kr. om året. Jeg skulle endda gøre det med glæde.

Jovist, jeg gjorde det da også gerne – men mon ikke man hellere ville tage imod 15mio. kr. om året og spille? Og det er jo ikke fordi Ballack ikke kan få i nærheden af de £121.000 i andre klubber, såsom Real Madrid eller Man Utd…

Og med det som udgangspunkt, er det jo nærmest uundgåeligt, at der ikke kommer krig på gaflen i Chelseas trup, skulle der være hold i Ballack-rygtet. Eller der vil i hvert fald opstå nogle problemer med, at tilfredsstille de enkelte spilleres behov for spilletid.

Lukket for kommentarer.