Henriette Kjær kvajer sig – igen

Det er ikke mange måneder siden at jeg her på bloggen udråbte de konservatives gruppeformand og politiske ordfører, Henriette Kjær, til et kvaj. Og med god grund viser det sig, for nu er hun igen ude at kvaje sig i pressen.

Efter Brian Mikkelsens udtalelser på det politiske website altinget.dk, hvor han erklærede at hans politiske fremtid afhang af om de konservative var i regering eller ej, og hvor han også lufter mulighederne for at være direktør eller arbejde i udlandet, blev det i medierne opfattet sådan at Brian Mikkelsen kun ønskede at være i politik fremover, hvis han var garanteret en ministerpost. Om det er det, Harry Potter Brian Mikkelsen mente, ved kun han, men det er vel ikke så mærkeligt, at det kan blive opfattet sådan? Læs evt. selv hele interviewet og døm efter bedste evne.

Nå, men tilbage til Henriette, som i lørdagens digitale udgave af Politiken deler sin paranoia med alle os andre og udtaler følgende:

Kommentatorerne er sygeligt optaget af Det Konservative Folkeparti, og det er meget svært at komme med politiske meldinger, når vi bliver bevidst misforstået af nogle kommentatorer, der prøver at være et filter mellem os og vælgerne

Sygeligt optaget? Bevidst misforstået? Bevares, der er ingen tvivl om at de konservative får lidt hug i pressen for tiden, men kunne det mon være selvforskyldt, kære Henriette? Det er ikke kun befolkningen og pressen, der kritiserer de konservative: internt går det heller ikke helt efter Henriettes plan – bl.a. har to af deres fremtrædende folketingskandidater, Mai Henriksen og Mette Abildgaard, skudt med skarpt mod den konservative ledelse i Berlingske Tidende, hvor de siger at partitoppen svigter i ledelse såvel som i at føre konservativ politik. Tidligere formand for de konservative, Torben Rechendoff, er heller ikke tilfreds, da han mener at de konservatives parløb med Dansk Folkeparti er blevet for tæt, og ligefrem har ført til at de konservative er “i lommen på DF”.

Henriette Kjær burde måske kigge sig i spejlet, se på de konservatives resultater og bedrifter over det seneste års tid og derefter skrue lidt ned for paranoiaen.

4 meninger om “Henriette Kjær kvajer sig – igen”

  1. Uagtet den ærgerlige tilgang til kritik, som har udmøntet sig i flere barnagtige beklagelser over, hvor uretfærdig verden er, så har hun alligevel lidt ret. Der er et fokus på de konservative, som ikke er på de andre partier og deres politikere – og det (negative) fokus skal der formentlig et folketingsvalg og/eller et vagtskifte i partitoppen til at få fjernet. Når du f.eks. finder det interessant at skrive om konservative politikere, men stort set ingen andre, er det jo bl.a. et udtryk for, hvor fokus ligger. Det tror jeg faktisk godt du selv kan se, hvis du åbner øjnene.

    Fokusset er endda rettet mod de konservative i en tid, hvor oppositionen har fremlagt en plan for, hvordan de vil bruge deres energi på at nedbryde den sidste rest af det eksisterende velfærdssystem, samtidig med at de ingen visioner har for, hvad der så skal ske. Jeg har intet imod en – også kraftig – reducering af velfærdssystemet, men mener naturligvis ikke, at det kan gøres uden at have et (brugbart) alternativ parat. Alligevel går stort set ingen rigtigt i kødet på de – apropos barnagtige – forslag, oppositionens politikere i bedste fald ikke selv har forstået, i værste fald ikke fanger, er ude af trit med den verden vi befinder os i. For det ER vigtigere for folk, at kredse om de non-politiske temaer, end de politiske. Det er det, der sælger. Og det, der interesserer folk. Det er du sådan set selv et godt bevis på. Det “politik” du skriver om her på bloggen, handler jo netop ikke om politik.

    Jeg synes som sagt det er ærgerligt at man ikke har formået at arbejde sig ud af det negative fokus, der findes. Og det er min kritik rettet mod de konservative. Men jeg synes da det er endnu mere ærgerligt, at såvel pressen som folk i almindelighed, går så lidt op i politik, at de ikke længere er i stand til at forholde sig til politiske temaer, uden at de er ved at gå til. Så meget desto mere paradoksalt er det i øvrigt også, at forsøge at lave et morsomt spin på politik, når man ikke helt formår at omfatte den faktiske, politiske virkelighed. Nu ved jeg at du ser The Daily Show, og det er jo netop det Jon Stewart er så god til. At dreje indslag om politiske begivenheder. Det kræver selvfølgelig at man kan gennemskue den begivenhed man tager op, og det vil altid være med en risiko for selv at blive udstillet (men så ærekær er det heller ikke sundt at være, at man ikke skulle kunne tåle det) – til gengæld får det den kant, der gør det morsomt, og ikke blot være det lettere utiltalende, det er, omkostningsfrit at pege fingre ad andre, for det blotte behov for det.

  2. Lad mig starte bagfra om man vil: jeg mener overhovedet ikke, at det er omkostningsfrit at pege fingre ad andre, når man gør det på en offentlig hjemmeside, hvor man ovenikøbet lægger eget navn til. Hvis man sad og gemte sig bag en anonym blog, så var det omkostningsfrit, men som det er nu, så lægger jeg navn til mine meninger.

    Og lad mig så vende tilbage til toppen: som jeg også skriver i selve blog-indlægget, så får de konservative helt sikkert lidt tæsk i medierne for tiden, men jeg synes bare det er med god grund – og det som jeg finder lidt ynkeligt, er at de efterfølgende klynker som et lille barn og siger “Det var ikke mig!”. Mine indlæg om hhv. Naser Khader, Henriette Kjær og Lene Espersen er alle skrevet efter at de har forsvaret sig mod mediernes (og folkets) kritik. Hvorfor ikke bare stå ved at man har dummet sig, evt. lade sagerne dø hen, istedet for at sige det er mediernes skyld? Jeg vil iøvrigt tro at andre politikere også føler sig hængt ud i pressen, når de har dummet sig – mon vores kære undervisningminister (som iøvrigt også er et kvaj) følte sig stolt, da hun ikke kunne lægge 15 og 16 sammen, og det blev til underholdning i flere dage i alle landets medier?

    Når jeg oftest har kaldt konservative politikere for kvaj, så skyldes det egentlig at det konservative folkeparti har nogle grundliggende holdninger, som jeg både respekterer og ofte er enig i, men deres ledende politikere dummer sig ganske enkelt for ofte til at jeg kan retfærdiggøre at stemme på dem.

    Dermed kommer vi til dit sidste afsnit: politik er desværre blevet underholdning fremfor seriøs forvaltning, og derfor er mennesker også oftere i fokus end holdninger og meninger. Det er ærgerligt, men det er en virkelighed, som man er nødt til at forholde sig til. Men du har da ret, mine indlæg handler mere om politikere end politik, men de har altså også en ret vigtig rolle at spille, og hvis jeg skal lege djævlens advokat og tage en side her, så var der jo ikke noget i vejen med personificeringen af politik da Helle Thorning var beskyldt for skattefusk, og der mente regeringen og dens støtter, at det var dårlig signalpolitik. Og det var det da også, men det er vel Helle Thorning og socialdemokraternes holdninger og valgløfter, der tæller, fremfor personfnidder? Nej vel – tingene hænger uløseligt sammen i min verden.

    Iøvrigt er det en tilsnigelse at sige, at jeg “ser The Daily Show”. Jeg har set programmet, men det er ikke noget jeg følger fast – faktisk tror jeg det er over et år siden, at jeg har set et helt “afsnit” af det.

    Jeg postulerer overhovedet ikke, at jeg er et politisk orakel, men at påstå at jeg skriver mine små-humoristiske indlæg om politikere, fordi jeg ikke “formår at omfatte den faktiske, politiske virkelighed” er en tåbelig beskyldning. Du er velkommen til at have den holdning, men fordi du måtte være uenig i noget jeg skriver på bloggen, eller har sagt til dig personligt, betyder det ikke at jeg er hverken mere eller mindre i stand til at opfatte noget end dig.

  3. “… jeg mener overhovedet ikke, at det er omkostningsfrit at pege fingre ad andre, når man gør det på en offentlig hjemmeside, hvor man ovenikøbet lægger eget navn til”

    – Det er omkostningsfrit i den forstand, at holdningerne er gratis. Og det er de fordi det er et emne, hvorved det er en gældende sandhed.

    “Hvorfor ikke bare stå ved at man har dummet sig, evt. lade sagerne dø hen, istedet for at sige det er mediernes skyld?”

    – Jeg ved ikke hvorfor du spørger mig om det, da jeg for det første ikke er uenig med dig (hvilket jeg allerede har skrevet) og for det andet ikke er en af de personer, du omtaler.

    “… vores kære undervisningminister (som iøvrigt også er et kvaj)”

    – Hånden på hjertet, kender du hende? Altså, for andet end netop den sag?

    “Det er ærgerligt, men det er en virkelighed, som man er nødt til at forholde sig til”

    – Laveste fællesnævner? Hvorfor dog det? Bliver man også nødt til at forholde sig til Onsideunderholdning, når man ser fodbold, blot fordi det er det, masserne samles om? Nå, men om ikke andet, er det da en interessant påstand. Jeg tror dog du vil få svært ved at argumentere for nødvendigheden af, at forholde sig til, at politik skulle være underholdning snarere end forvaltning – altså, med mindre man (nødvendigvis) selv accepterer den præmis – men du er selvfølgelig mere end velkommen til at forsøge dig.

    “… fordi jeg ikke “formår at omfatte den faktiske, politiske virkelighed” er en tåbelig beskyldning”

    – Hvis jeg havde vekslet “formår” med “vælger”, kunne min påstand ikke tilbagevises. Jeg valgte så “formår”, fordi “vælger” i min bog ville være en langt værre beskyldning.

    “Du er velkommen til at have den holdning”

    – Tilsyneladende ikke. Den er jo ikke valid, kan man læse af dit indlægs to sidste linjer.

    Det er ikke fordi, at jeg ikke kan forstå dig, for det kan jeg. Jeg indrømmer gerne, at jeg helt bevidst provokerede ved at “kalde dum” – men jeg synes det er en rimelig vinkel, da du jo selv har argumenteret for, at man for dumhed må lade høre. Det har du da også gjort (ved flere lejligheder endda), når jeg har dummet mig. Den ganske retfærdige holdning (som jeg for resten er enig med dig i), troede jeg var gældende for os alle. Herunder også dig. Jeg valgte at provokere, og det kan selvfølgelig være et dårligt og dumt valg – og for det hører jeg gerne – på den anden side ønskede jeg et livligt svar, blottet for unødvendige høfligheder, og det har jeg fået. Det synes jeg faktisk er noget mere interessant, end at skulle kredse om noget man mener, uden at give udtryk for det.

    Det er noget sludder at jeg skulle mene, at du opfatter mindre eller ringere end mig. Det har jeg intet belæg for hverken at tro eller påstå. Tværtimod! Ikke at formå er ikke det samme som ikke at være i stand til at opfatte – det er da helt galt, at jeg skal skydes den påstand i skoene. Der kan være mange grunde til at man ikke formår, og det hænger som regel sjældent sammen med intelligens (ikke i stand til at opfatte), således heller ikke i dette tilfælde. Men jeg har belæg for både at tro og påstå, at du har tilsidesat den vinkel, der er den faktiske, politiske virkelighed. Det beviser dine indlæg om politik. Og det er det, jeg forholder mig til. Havde jeg ikke kendt dig og aldrig diskuteret politik med dig, uden for denne blog, ville jeg ikke vide, om du havde tilsidesat den vinkel. Men nu kender jeg dig jo, og derfor ved jeg også, at du er meget andet end netop det vrøvl, som jeg mener, at din seneste blog er et udtryk for.

    Det sagt, så er du altså noget uheldig i dag. For følgende mangler netop den vinkel (den politiske virkelighed), som var aktuel på daværende tidspunkt:

    “… så var der jo ikke noget i vejen med personificeringen af politik da Helle Thorning var beskyldt for skattefusk, og der mente regeringen og dens støtter, at det var dårlig signalpolitik”

    – HTS havde kort tid forinden holdt dundertale til befolkningen – en tale som bl.a. omhandlede snakken om de “bredeste skuldre”, og om at de velstillede i princippet bare skulle stikke piben ind, og acceptere rollen som massiv forsørger. Den holdning kan man så være enig eller uenig med hende i, men når det viser sig, at hun – via en ren tilfældighed som hun (ifølge hende selv) ikke var klar over – står som eneejer af familiens hus (hvordan skulle det kunne lade sig gøre, ikke at vide det, kan ingen formentlig svare på), og dermed afslører sig selv som formidler af moral og forpligtelse pr. stedfortræder (for hun vil åbenbart ikke selv bidrage, selvom hun efter eget udsagn skal), kalder det naturligvis på et angreb på personen. Det var derfor ikke et kompromis med den faktiske, politiske virkelighed, da angrebet tager udgangspunkt i HTS’ politiske “visioner”.

    “… det konservative folkeparti har nogle grundliggende holdninger, som jeg både respekterer og ofte er enig i, men deres ledende politikere dummer sig ganske enkelt for ofte til at jeg kan retfærdiggøre at stemme på dem”

    – Jamen det forstår jeg da godt. Jeg er heller ikke partipolitisk berørt over den kritik, der lander på os konservative, for jeg er langt hen ad vejen helt enig. Min kritik af dit blogindlæg er da også en helt anden, nemlig at den er for letbenet og at den efter min mening mangler kant, til ikke at være præget af en hø-hø-stemning, som jeg finder unødvendigt irriterende.

    Læs i øvrigt Mikael Jalvings blog om de konservatives (politiske) problemer:
    http://blogs.jp.dk/frontalt/2010/12/27/konservativ-abc/

  4. Jeg mener nu ikke at en holdning er gratis, når man offentliggør den – omkostningen kan være uanseeligt lille, men gratis synes jeg ikke det er.

    Mht. spørgsmålet, så var det et retorisk spørgsmål, og ikke et jeg stillede direkte til dig – snarere et jeg stillede, for at vi kunne diskutere hvorfor, de konservative reagerer som de gør.

    Hånden på hjertet, ja. Jeg kender godt undervisningsministeren for andet end hendes regnefejl. Jeg kender hende bl.a. fordi at regeringen pt. er igang med en skolereform mindre end to år efter den sidste, og det synes jeg er helt åndssvagt. Hun brillierede heller ikke ligefrem da hun afbrød forhandlingerne med Dansk Lærerforening for et par måneder siden.

    Når jeg skriver at man er “nødt til at forholde sig til”, så mener jeg ikke at man skal lade stå til. Jeg mener blot at man er nødt til at acceptere den virkelighed man lever i, før man kan ændre på den, og det gælder såvel politik som onside.

    Jeg fangede udemærket provokationen, og jeg er helt enig med dig i at det ofte skaber en noget livligere (og til tider ærligere) debat end dansen om den varme grød, som man udsættes for mange andre steder.

    Nu håber jeg egentlig bare på at andre også giver deres besyv med, for jeg synes ærlig talt at diskussionen om politikere vs politik er ganske interessant.

    Angående HTS og skattesagen, så skrev jeg jo netop at jeg legede djævlens advokat, og at det var et uheldigt signal at sende – men jeg mener bare at man, som vælger, skal være i stand til at se udover personligt fnidder. Hvordan kunne Lars Løkke ellers være sundhedsminister i en periode, hvor han røg? Det er da mindst ligeså uholdbart. Min pointe er at folketingsmedlemmer og ministre langtfra er perfekte, men at vi skal tage stilling til deres politik fremfor dem.

Lukket for kommentarer.