kimblim.dk The Big Blog of Nothingness

Inden vores fantastiske tur til Galapagos, skulle vi overføre nogle penge til et dykkerfirma dernede, hvilket jo er dejligt nemt i disse internet-netbank-tider. Desværre var der gået lidt kiks i kommunikationen mellem Sune og os andre, så imens vi troede at vi skulle overføre pengene til et dykkerfirma, så var det i virkeligheden Sunes far, vi skulle overføre pengene til, hvorefter han ville betale dykkerfirmaet. Det betød at navnet på den internationale pengeoverførsel ikke kom til at passe, men både bankens internationale registreringskode (IBAN) og kontonummeret var rigtigt nok, så vi var egentlig ikke så nervøse – man må jo gå udfra at sådan noget kører på kontonummeret, right?

Undervejs i ferien tjekkede Sunes far sin konto et par gange, og vores penge var ingen steder at se. Jeg var ikke den eneste der havde overført penge, nogle af de andre vi rejste med var i samme båd, og vi havde alle skrevet det forkerte navn på overførslen. Da pengene stadig ikke var ankommet på sidste dag, havde vi ikke andet valg end at hæve tilsvarende beløb (ca. kr.5000) i den nærmeste automat, så dykkerfirmaet kunne få deres moneter. Eneste problem var selvfølgelig at vi nu havde betalt dobbelt, og at vi ikke anede hvor vores første overførsel var blevet af.

Det rigtig uheldige i denne sag er at bank-overførsler der ryger ind på den forkerte konto, kan banken ikke gøre noget ved! Det eneste de kan gøre, er at spørge den heldige (og nu lidt rigere) kontoindehaver om denne er villig til at lade pengene gå tilbage, og hvis det bliver til et “nej”, så kan man anlægge et civilt sagsanlæg. Ikke just nemt, når kontoindehaveren bor i Ecuador… Men jeg ved faktisk ikke engang om mine penge er røget ind på en forkert konto, for kontonummeret var jo rigtigt nok?

Jeg skyndte mig at logge på min netbank, da jeg kom hjem for at kontakte Nykredit og høre dem, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg skrev en forholdsvis lang besked via deres kontakt-formular, og så ventede jeg. I 4 dage ventede jeg på et svar. Bare et svar der sagde noget i stil med “Vi har modtaget din besked”. Der kom ikke noget svar. Til sidst var der ikke andet at gøre end at ringe til kundeservice, som så kunne informere mig om at de ikke havde modtaget nogen besked fra mig. Grrrrrrrrr. Til gengæld så satte den venlige mand en lille melodi i øret på mig, imens han undersøgte sagen hos “den internationale afdeling”, og efter 6-7 minutters ventetid, fik jeg besked om at de kunne iværksætte en sag, hvor de ville undersøge om pengene lå et eller andet sted og ventede på at deres ejer gjorde krav på dem – det er åbenbart ikke så simpelt med de internationale overførsler, for Nykredit har ikke overført pengene direkte til banken på Galapagos, men igennem to banker i New York, så der er lige pludselig 3-4 led, hvor mine penge kan have “drejet den forkerte vej”. Iøvrigt koster det kr.100,- i gebyr at undersøge sagen, og det er kun for Nykredits arbejde! De kunne ikke sige hvor meget de amerikanske banker ville kræve i gebyr, så det kan ende med at blive ret dyrt. Og der er ingen garanti for at pengene finder hjem til mig igen…

10 dage efter at jeg havde sat undersøgelsen igang fik jeg svar. Ha! Gu’ gjorde jeg ej, men det ville have været fedt! Næ, jeg måtte gribe knoglen og høre om der overhovedet skete noget, eller om de havde glemt alt om det, og her var der for første gang gode nyheder: de havde ikke glemt mig, og undersøgelsen var igang, men de kunne ikke sige noget om hvor lang tid, det ville tage og om jeg ville få mine penge. Da jeg meget naivt bad om et direkte nummer til “den internationale afdeling”, så vi kunne skære mellemledet væk fremover, fik jeg at vide, at “de snakker ikke med kunder”, hvortil jeg kun kunne svare “Sådan et job vil jeg også have”. Jeg tror ikke kundeservice-fyren fangede sarkasmen. Da jeg så prøvede at forhøre mig om hvordan jeg skulle forholde mig fremover, fik jeg et svar noget i stil med “Don’t call us, we’ll call you”.

Får jeg mon mine penge igen? Jeg håber på det bedste men frygter det værste… Og jeg må nok indrømme at Nykredit i lige præcis denne sag ikke lever op til mine forventninger, for en af de andre, som også overførte pengene, fik sine tilbage automatisk uden at skulle igennem noget besvær. Og han fik dem tilbage mindre end en uge efter vi kom hjem. Og han har ikke Nykredit som bank…

Som en lille sidste ting, der skal ud mellem sidebenene mod en bank, som jeg ellers tidligere har rost her på bloggen, så vil jeg da gerne nævne, at det er fuldstændig åndssvagt at netbanken holder lukket mellem kl.01:00 og 06:00 om natten! Jeg er ikke den eneste der har det sådan, og til Nykredits ros, så er det da altid noget, at de svarer på spørgsmålet.

..fortsat fra sidste uge..

Her følger lidt flere billeder og videoklip fra vores anden og sidste uge på Galapagos.

Lørdag aften holdt vi en lille fest hos Sunes onkel, Franklin. Her er Gregers igang med at tæske bøfferne inden de ryger på grillen.

Dette køleskab indeholdt de koldeste øl, jeg nogensinde har drukket. Needless to say, så smagte de godt.

Søndag var en stille og rolig dag, hvor vi tog hen til Charles Darwin Research Station, hvor der var nogle utroligt tamme skildpadder. Læg mærke til gabet på den i baggrunden!

Mandag sejlede vi ud til Bartolome, som er en ø udelukkende bestående af lava. Det lignede seriøst et månelandskab nogle steder…

.. men udsigten var ikke helt dårlig!

Fra båden så vi en Galapagos Haj, men den nåede vi ikke at tage et billede af, så I må nøjes med denne pelikan.

Onsdag sejlede vi til San Cristobal, hvor vi bla. var ude at snorkle, da vi fik øje på denne fætter. Det er jo ren Godzilla!

Sejlturen til Cristobal var ikke sjov: 3 timer, 2m bølger og en utæt båd, der gjorde at vandet stod ind fra alle sider… Konsekvens: vi legede big-shots og lejede et privatfly tilbage til Santa Cruz :)

Fredag var vi tilbage, og vi fik en sidste tur til Turtle Bay, hvor denne havleguan lå og slappede af i havkanten.

..altså lige indtil den fik nok af turisten med kameraet, og stak af.

Vejen hjem gik over Quito, som er en ret flot – og meget bakket – by.

Der var også en meget flot katedral i Quito.

Ikke flere billeder herfra, men Louise har også smidt nogle stykker op her og her.

I mandags kom Louise og jeg hjem fra en fantastisk ferie på Galapagos øerne, hvor vi tilbragte 14 dage i, hvad jeg vil kalde, noget af det mest fantastiske natur, den her planet har at byde på. For dem, der ikke ved det, så er Galapagos en lille øgruppe, der ligger ca. 1000km vest for Ecuador – midt ude i Stillehavet (lige her).

Ord kan ikke beskrive alle de ting vi så og oplevede, så her følger nogle billeder og videoklip fra den første uge – uge 2 følger en af de nærmeste dage, så stay tuned…

Udsigten fra Angermeyer Waterfront Inn, som var vores base i alle 14 dage.

En af de lokale søløver tager en slapper på bænken – et helt normalt syn i Puerto Ayora!

Det vrimler med firben af forskellige typer – dette er et Lava Lizard.

Gordon’s Rocks, hvor vi havde en stribe dyk.

Louise, Nik og Janus gør klar til at hoppe i vandet. I modsætning til visse andre huskede de Buddy Checket…

Der er ikke mange koraller i havet omkring Galapagos, men derfor kan der godt være lidt farve – her er det gulhalet kirurgfisk.

Et par Whitetip Hajer svømmer forbi. Der var 6-7 stykker i denne gruppe, men de nægtede at stille op til gruppefoto.

Et lille videoklip af en ensom Whitetip haj.

Fredag var vi en tur i highlands, hvor der er fyldt med kæmpe skildpadder.

Den her var ikke meget for at stikke hovedet ud.

Her er vi på en 2.5km lang sti ud mod Turtle Bay, som er en fantastisk strand.

Stranden er fyldt med havleguaner (der iøvrigt kun findes på Galapagos), og de er ikke specielt generte. Der gik dog kun et par sekunder efter dette billede var taget, før Gregers havde fået en saltvands-snotter…

Denne drønnert var den absolut største vi så – den var omkring 150cm lang!

Der er fyldt med kaktusser, og det er altså et imponerende syn, når der står en hel skov af dem.

Krabberne er ikke ligefrem kedelige og grå på Galapagos!

Denne havleguan kom svømmende lige forbi hotellet.

..to be continued..

Om et kort øjeblik (ok, nok nærmere 10 timers tid i skrivende stund) hopper vi ind i det nye år og endda det nye årti, og normal ville jeg sætte mig ned og skrive hvad det det nuværende år har budt på, men jeg synes ikke rigtig at jeg orker det lige nu, så her kommer mit 2009 i stikord: Berlin, Mexico, Louise, Mestre, Tabere, Depeche Mode, Oxford, Metallica, Træning, Ægypten, Manchester…

Det nye år kommer til at starte med et brag. Et brag af en flyvetur faktisk, efterfulgt af hvad der gerne skulle være et brag af en ferie! Den 2.januar hopper Louise, Janus, Morten, Nikolaj og jeg på flyveren til Atlanta, hvorefter vi hopper på flyveren til Quito i Ecuador, hvorefter vi hopper på flyveren ud til Galapagos-øerne, hvor Sune og Gregers venter på os. Der skal dykkes, dykkes og måske skal vi også dykke lidt. Se bare her hvad vi kan være heldige at støde ind i:

Vi er så heldige at vi skal bo på det super-fancy og mega-lækre Angermeyer Waterfront Inn, som jeg glæder mig rigtig meget til at se.

Bloggen kommer nok til at ligge død i de to uger, men jeg skal nok se om jeg kan få taget en masse billeder/videoklip undervejs, som jeg kan få smidt op her, når jeg kommer hjem igen…

Så er jeg hjemme fra 14 dage i Mexico, og det har været en super tur, men det er jo altid rart at komme hjem, især når det er til et par fridage og godt vejr. Jeg vil ikke kede jer med en decideret rejsedagbog her, men et hurtigt og kort overblik samt en stribe billeder kan det godt blive til.

Vi ankom til Cancun, men tog hurtigt videre til Playa Del Carmen, hvor blev tre dages tid. Derefter tog vi færgen til den lille ø Cozumel, som er et sted hvor cruise ships lægger til, så det var ret turistet, men stadig ret fedt – især havde vi en rigtig fed dag, hvor vi lejede en gammel VW beetle cabriolet og cruisede øen. Fra Cozumel tog vi til Tulum, som er en lille bitte flække, men stedet er sublimt til dyk i Cenotes (underjordiske grotter), og det var en vild oplevelse. Derudover stod Tulum også for et af turens bedste og mest autentiske måltider (super tacos). Næstsidste stop på turen var en minimal ø, der hedder Isla de Mujeres, hvor man kommer rundt i golfvogne, så vi lejede naturligvis sådan en og kørte lidt rundt og chillede. De sidste to dage var vi tilbage i Cancun, som jeg vil kalde helvedes forgård – et ganske forfærdeligt sted, hvor jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at jeg ikke behøver at komme tilbage til.

Vi fik skrabet nogle dyk til os, bl.a. et helt utroligt dyk ved en “væg”, hvor strømmen førte os langs revet og sigtbarheden var 20-25 meter. Desuden var dykkene i grotterne helt sublime, men det skyldes mere at det var en helt anden oplevelse end man er vant til som dykker, bl.a. fordi det er ferskvand, men også fordi der ikke er så meget liv. Igen blev det ikke til nogen hajer…

Maden i Mexico svinger meget, men jeg vil da gerne her erklære mig som kæmpe fan af deres standard forret, som er taco chips med guacamole. Derudover må jeg også sige at deres brug af chili er superlækkert, og jeg fik da også købt lidt Habanero chili sovs med hjem.. Det skal iøvrigt bruges meget sparsomt, hvis man ikke har lyst til at gå i brand!
Jeg kan så også bruge lejligheden til at fortælle, at man rent faktisk kan få tequila, som slet ikke smager af tequila – og det er vi nogen der synes er en stor fordel.

UPDATE: Jeg har omsider fået opdateret mit lille been there, done that kort – tjek det ud!

Om en lille times tid begiver jeg mig ud mod lufthavnen for at sætte mig ind i et fly til New York og derfra videre mod Cancun, Mexico.

Ligesom sidste år da jeg var i Thailand, er mine rejsekammerater Nik, Janus og Funky Vilhelm, og også denne gang har vi ikke de store planer klar – det eneste der vides med sikkerhed er: dykning, tequila og burritos. Vi vil dog gerne runde Tulum, Playa del Carmen, Cozumel, Isla Mujeres og hvis vi får tid tager vi også hele vejen ned til Belize og snupper en svømmetur i The Blue Hole.

Hvis du har været i Mexico før og har nogle gode tips, så skriv lige en kommentar; det kan jo være jeg får tjekket mailen undervejs – Måske får jeg endda tid til at rapportere fra rejsen her på bloggen.

Eller, det er jeg faktisk ikke, men det er jo en meget catchy overskrift. For nogle uger siden var Louise og jeg en tur i Berlin for første gang, og her er en stribe billeder derfra.

Tja, det er nok ikke undsluppet nogens opmærksomhed at vi nu er trådt ind i 2009 – godt nytår, iøvrigt – og for undertegnede skete det på en meget afslappet måde, nemlig i gode venners selskab med god mad og drikke.

Hvad skete der så i 2008? Tjo…

Jeg forlod mit arbejde, startede på nyt arbejde, forlod det nye arbejde og startede på nyt arbejde. Jeg regner bestemt ikke med at skifte arbejdsplads så ofte i det nye år.

Jeg har været lidt ude at rejse, bl.a. var jeg en tur i Thailand med nogle gode venner, en tur i Chicago med en kollega hvor vi var til verdens sejeste konference og ovenikøbet har jeg også været i Florida med familien for at fejre min mors fødselsdag. Nå ja, og så har jeg været en tur forbi familien i Manchester. Det er efterhånden gået op for mig at HC Andersen havde fat i noget, da han sagde “At rejse er at leve”.

Efter nøje overvejelser fik jeg også meldt mig til Facebook – det har både været godt og dårligt, og jeg tror at min konklusion er at man får det ud af det, som man gerne vil have.

Rent fodboldmæssigt var det et decideret smukt år: United blev engelske mestre, europæiske mestre og til sidst i 2008 lykkedes det også at vinde verdensmesterskabet for klubhold.

2008 blev også året hvor jeg skiftede fra Windows til Mac. Og nej, jeg er ikke blevet en hellig Mac-bruger. Det var også Mac’ens skyld at jeg midlertidigt mistede min blog (faktisk var det min egen skyld, men det kan forklares med at Mac og Windows har forskellige måder at flytte filer på. Seriøst).

4½ år med hiphop.dk blev det til. Det var en fornøjelse at have det, men det har satme også været en fornøjelse ikke at skulle bekymre sig om at skrive nyheder, anmeldelser og sende cd’er frem og tilbage.

Den mest “dramatiske” begivenhed var nok den dag i november, hvor jeg blev slået ned. Her to måneder efter døjer jeg stadig med lidt følelsesløshed i kinden, men ellers er jeg sluppet uden mén. Det var iøvrigt tæt på at bringe mig 15 minutes of fame, eftersom at en journalist fra Euroman ringede og ville interviewe mig til magasinet, men det blev ikke til noget da vi ikke kunne finde tid til det inden deadlinen. Jeg har ikke rigtig fået tænkt over om det ville være en god idé eller ej at medvirke, men nu blev det under alle omstændigheder ikke til noget.

Jeg håber 2009 bliver et godt og spændende år for alle – Godt nytår!

Så er jeg hjemme fra en fantastisk tur til Chicago – konferencen var supergod, og der kommer et indlæg om den i den kommende uge, men her er først et kort indlæg om turen generelt.

Vejret
Det var varmt, rigtig varmt. Faktisk var det de varmeste dage i oktober i over 50 år, og temperaturen rundede da også de 85 grader fahrenheit, hvilket svarer til ca.30 grader! Det kan man vist ikke klage over i oktober måned – eneste minus var at jeg ikke havde pakket shorts, men jeg overlevede ;) The Windy City? Ikke i de dage vi var der.

The Bean

For fire år siden fik Chicago en ny attraktion, Cloud Gate også kaldet The Bean. Det er en bønne-formet skulptur i en slags spejlmateriale, og umiddelbart lyder det ikke vildt imponerende, men når man står overfor den er den helt fantastisk! Man kan ikke se et eneste sted på den, hvor samlinger eller lignende mødes, og man ser verden i et helt nyt perspektiv i dens spejlinger.

Arkitektur

Chicago er fyldt med imponerende bygningsværker og selvom byen måske nok er mest kendt for Sears Tower (som vi da også besøgte), så er det blot én ud af rigtig mange flotte bygninger. Jeg er også ret vild med at højbanen står på rå smedejernssveller midt i det hele.

Mad

Jeg havde på forhånd proklameret at jeg skulle på både Ed Debevic’s og Giordano’s Pizza og jeg nåede da også begge dele. Maden på Ed Debevic’s er ganske glimrende, men ikke fantastisk. Til gengæld er deres milkshake utroligt god, ihvertfald blandt de tre bedste jeg nogensinde har fået. På Giordano’s Pizza bestilte vi en pizza med Thin crust, jalapenos og pepperoni, og holy smokes hvor var den god! For det første så var pepperonien stærk og havde utrolig meget smag, og for det andet så var jalapenos’ne mega-stærke; faktisk fik vi begge sved på panden! Om det er verdens bedste pizza ved jeg, men jeg tager ikke til Chicago uden at besøge stedet igen.
Udover de to steder, så vil jeg også lige anbefale en sportsbar, der hedder Rebel og ligger i bydelen Wrigleyville. Jeg havde ikke fået Buffalo Wings siden jeg selv boede i USA, og dem vi fik på Rebel var mega-gode – deres burger og ‘fritter var heller ikke dårlige :)
Vi rundede også lige Hooters, hvor hverken maden eller servitricerne var til fem stjerner, men når nu man er på en slags forretningsrejse i USA, så skal man da lige forbi..

..og til sidst: Beef Jerky, Election 08, Chicago Marathon

Jeg har vel været i USA omkring 20-25 gange efterhånden , men jeg har aldrig smagt Beef Jerky før. Denne gang gjorde jeg det, og lad mig blot afsløre at det også bliver sidste gang! Fy for fanden! Man kunne næsten have sagt sig selv at tørret kød, der er behandlet til at holde sig længe uden at ligge på køl, skal smage dårligt, men på den anden side set, så er der jo mange der godt kan lide det, så det skulle prøves. Never again.
TV’et på hotelværelset stod i stor omfang på CNN, og der er for alvor gået valg i den. Obama er jo fra Chicago, men det var nu ikke fordi at vi så specielt meget tegn på, at en af byens sønner er på randen til at skrive historie.

I weekenden blev der løbet Chicago Marathon, og hvis jeg ikke husker helt forkert, så var der ca.38.000 deltagende i løbet. Vi kom tilfældigvis forbi 20km-mærket, og løberne så vidt forskellige ud: nogle helt friske, andre helt færdige.

Jeg tror ikke det er sidste gang, jeg besøger Chicago.

På fredag sætter jeg mig ind i et fly med min gode kollega, og sammen sætter vi kursen mod Chicago, hvor vi skal til et seminar, der hedder An Event Apart (AEA). AEA stammer fra sitet A List Apart, der gennem de sidste 10 år har været en slags bannerfører for webstandarder, brugervenlighed, tilgængelighed og alt andet der kan samles under paraplyen “Best Practice“.

Blandt foredragsholderne er to af mine (vores) helte, Jeffrey Zeldman og Eric Meyer – de to er ikke blot hovedansvarlige for en stor del af de metoder og teknikker som jeg (igen: vi) bruger hver dag, men endnu vigtigere: de er ansvarlige for at få en hel profession til at tænke anderledes.

En af de ting, som jeg glæder mig til, er at se hvor meget jeg egentlig kan få ud af sådan et seminar, for lige pludselig er man blandt ligesindede, der går op i de samme små detaljer og petitesser som en selv, og dermed finder man måske ud af, om man er så god til sit job, som man selv render rundt og tror…

Jeg glæder mig helt vildt til både seminaret og til at komme til Chicago igen; jeg har ikke været der siden 1997 (til min søsters bryllup). Tilfældigvis faldt jeg lige over en reklame i et af de seneste numre af Wired, og det viser sig at der også er en udstilling om fremtiden imens vi er der, så der regner vi også med at tage hen og kigge. Udover det skal vi en tur på Ed Debevic’s (verdens bedste milkshakes ifølge mig) og Giordano’s Pizza (verdens bedste pizza ifølge min svoger), og så skal der nok også shoppes en bette smule – hvis vi ikke har en gave med hjem til chefen, bliver hun ihvertfald godt knotten!

Jeg beklager den sløve opdateringsrate her på sitet, men jeg erindrer engang at have fået at vide, at hvis man ikke har noget at sige, så skal man holde sin mund – måske digter jeg, men det er ikke vigtigt ;)

I mellemtiden kan I lige få et par videoer fra min tur til Thailand:

Banded Snake Eel:

(sådan en er meget, meget giftig)

Giant Moray:

Mit bredbånd derhjemme er kommet op at køre, og jeg har for et par timer siden modtaget min MacBook Pro, så hvis jeg får taget mig sammen, kommer der også billeder op inden længe…

Da jeg sidst skrev havde vi vaeret paa Phi Phi i et par dage, og vi endte med at blive der i 4-5 dage ialt, hvorefter vi havde faaet nok af 18-aarige svenskere, der opfoerte sig som om de missionerede for Crazy Daisy, saa vi tog ud til en oe, der hedder Koh Lanta. Vi naaede dog at snorkle og dykke et par gange inden vi tog afsted, og jeg havde et ret daarligt dyk, hvor jeg havde for lidt vaegt paa, saa jeg blev ved med at stige, og til sidst blev jeg naermest skudt til overfladen, hvor jeg laa og fik taenkt en del paa filmen “Open Water”, men heldigvis kom de andre op 3-4 minutter senere, da det var gaaet op for dem, at jeg var forsvundet.

Det viste sig at vaere lidt af et temposkift, for Lanta var meget stille og rolig, og var egentlig nok mest rettet mod par og familier, men vi fandt et ok resort, hvor vi blev i fire dage og skruede helt ned for tempoet. Der blev laest en hel del (Jeg har nu ploejet mig igennem fem boeger og skal have fundet en ny at gaa igang med), og saa laa vi ellers bare ved poolen/stranden og slappede af, spillede hjerterfri og drak ananas-shakes. Vi havde ogsaa lige to dyk, der maaske ikke boed paa noget helt vildt og nyt, men det var gode afslappende dyk med en meget rutineret divemaster, saa stemningen var ret god. Jeg har faaet nogle super billeder/film af nogle halvstore muraener og soeslanger, saa dem kan I godt glaede jer til.

Igaar forlod vi saa Lanta, for at tage til Niks og min sidste destination inden vi drager hjemad, nemlig Koh Pahnang, hvor vi paa fredag skal til noget, der hedder Full Moon Party; det er – sjovt nok – en strandfest, der bliver holdt naar det er fuldmaane. Der skulle angiveligt komme en 20-25.000 mennesker og give den gas, saa det bliver nok meget spas. Vi tog forskud paa glaederne igaar og drak os i hegnet paa stranden, hvor der vel var i naerheden af 1.000 mennesker. Idag har vi ligget helt brak, og der er blevet sovet igennem til den helt store guldmedalje.

Jeg begynder efterhaanden at glaede mig til at komme hjemad igen. Sjovt nok fik jeg en ret sjov foelelse idag, nemlig at savne at cykle igennem Koebenhavns gader, og det maa vel naesten vaere et tegn paa at det ikke bliver alt for slemt at komme hjem til de koldere breddegrader. Derudover har jeg naturligvis savnet min seng, og saa har jeg et par gange haft en ret stor lyst til at komme ud at skate med drengene, saa det glaeder jeg mig ogsaa til.

Vi ses paa den anden side ;)

Nu har vi vaeret paa Phi Phi i lidt over to dage, og lad mig med det samme sige, at hvis man ikke kan lide svenskere eller turister (eller vaerre endnu: svenske turister), saa er det her ikke en oe man skal besoege. Der er ekstremt turistet, og det minder lidt om Mallorca. Tror jeg nok. Jeg har nemlig aldrig vaeret paa Mallorca, men det er nogenlunde saadan her jeg forestiller mig det.

Turen hertil gik fint – vi tog en faerge kl.21:00, hvor vi sov et stykke af vejen i en slags sovesal med en masse madrasser, derefter var det med bus til et sted, der hedder Krabi, og saa var det lige to timer mere med baad, foer vi ramte Phi Phi. Det er meget rart at bruge natten og morgenen paa at rejse, istedet for at spilde en dag paa det, men man bliver naturligvis lidt traet opad dagen, men saa maa man jo powernappe, hvilket Janus har vist sig at vaere saerdeles dygtig til… bortset fra at han powernapper i 4-5 timer ad gangen, hvorefter han er vaagen i et tilsvarende tidsrum.

Den foerste aften faldt vi i en af de klassiske turistfaelder, nemlig den ekstremt tillokkende buffet med sushi, thaimad og noget grill. Bad choice. Jeg brugte ihvertfald dagen igaar paa at inhalere Paraghurt og sidde paa toenden. De andre tog en tur til stranden, men vi har stort set allesammen vaeret ramt af rejsemave.

Idag har vaeret en hel del bedre, vi har nemlig vaeret ude og snorkle, hvilket var rigtig fedt, og vi saa paent mange forskellige slags tropefisk – og black tip sharks! Hajerne var dog lidt langt vaek, saa jeg haaber paa et gensyn lidt taettere paa, hvor jeg kan fange dem med kameraet.
Maaske bliver det allerede imorgen, for vi har bestilt to dyk, og ifoelge folk her paa oeen, saa er Phi Phi det bedste sted at dykke, saa det skal nok blive godt.

Ellers gaar tiden med lidt laeseri (“Bourne Komplottet” er faerdiglaest, nu venter “Maend der hader kvinder“) og saa faar vi ellers gamblet lidt hjerterfri.

Udover det, saa er Morten, Janus og jeg blevet faerdige med vores advanced open water kursus, og vi har nu licens til at gaa ned til 30 meters dybde – Nik er ogsaa blevet certificeret open water dykker, og han har allerede en hel del specielle tricks under baeltet, deriblandt guitaren og violinen. Morten er lidt misundelig over Niks tricks, men jeg har paa fornemmelsen at han gaar for at overgaa dem paa et af de naeste dyk.

Igen, kommentarer er velkomne til hvor vi skal tage hen eller andre gode rejsetips – vi er nemlig langtfra fast besluttet paa hvad vores naeste skridt skal vaere.

Midt i al travlheden med at forlade mit job og starte paa det nye, glemte jeg helt at fortaelle, at jeg skulle tre uger til Thailand. Nu siger jeg skulle, men det er fordi jeg allerede er taget afsted.

Jeg tog afsted loerdag morgen, hvor jeg moedtes med Nik i lufthavnen, og saa var det ellers med baade spaending og lidt bange anelser, at vi satte os ind i en Aeroflot-maskine mod Moskva, hvor vi skulle tilbringe ni timer… Heldigvis er Nik noget af et bigshot, saa han har et guldkort af en eller anden slags, saa vi kunne gaa ind i en lounge, hvor der var store, bloede laederstole, gratis drikkelse og chips. Naa ja, og saa var der et tv med fem kanaler, hvor de viste krigsfilm paa de fire af dem! I loungen stoedte vi paa en dansker der saelger hospitalsudstyr over hele verden, og han havde vaeret OVERALT! Og flere gange. Han gav os saa mange tips om Bangkok at vi ikke kunne huske halvdelen af dem.. Det var sgu’ helt som at snakke med en lokal.

Turen til Bangkok fra Moskva gik smertefrit, omend det var det sjoveste fly jeg nogensinde har vaeret paa. Der var ikke nogen “midterkonsol” til haandbagage, saa der var superhoejt til loftet, hvilket saa ret besynderligt ud. Desuden var der fyldt med stive russere, der saa snart vi var lettet, bootede laptoppen op, satte Sabrinas “Boys” paa saa hele flyet kunne hoere det, og gik igang med at drikke. De drak stadig da vi landede i Bangkok!

Bangkok var en turistfaelde af karakter, men vi naaede da at se det royale palads, et kaempe akvarium (jeg elsker jo akvarier) og lidt af det lokale liv, inden vi tirsdag eftermiddag moedtes med Janus og Morten, som netop var landet. Derefter fandt vi straks et rejsebureau, saa vi kunne komme ud af byen. Det skal dog naevnes at massage (skuldre og foedder, ikke noget af det fraekke!) varmt kan anbefales, ligesom jeg elsker at de saelger frisk frugt over det hele – Ananas rules!

Vi fandt en bus om aftenen, koerte i ca.8 timers tid og ventede derefter i to timer paa en baad, der sejlede os til en oe, der hedder Koh Tao. Det er ogsaa ret turistet, men mest for unge mennesker, og der er ret stor fokus paa dykning, hvilket jo passer os fint. Nik er gaaet igang med sit PADI Open Water kursus, som han faerdiggoer imorgen, imens vi andre er igang med at tage et Advanced Open Water, som gerne skulle slutte i aften, naar vi har vaeret paa et night dive. Vi har allerede haft fire dyk, hvor vi bl.a. har skulle laere at navigere under vand og genkende forskellige fisketyper – desuden vil vi naar vi er faerdige, vaere certificerede til at kunne komme ned paa 30m, hvilket skulle give lidt flere muligheder for at se hajer…

Nogle af de generelle indtryk hernede er at alting er superbilligt, maden er god og det er varmt. Der er maaske en turist eller to for meget, men jeg kan vel ikke rigtig brokke mig, for jeg falder jo trods alt ind i samme kategori…

Naeste stop bliver hoejst sandsynligvis Phi phi, og jeg skal nok forsoege at holde jer opdaterede. Billeder maa I vente med, til jeg kommer hjem, men jeg kan allerede nu sige at jeg har nogle ganske gode undervandsshots.

Hvis der skulle sidde en eller to derude med gode tips til Thailand, saa skriv endelig en kommentar forneden.

Om lidt over to ugers tid har jeg fødselsdag – 32, hvis du absolut må vide det – og jeg har lige givet mig selv en tidlig fødselsdagsgave.

Eller, det vil sige, det er nu ikke kun mig der står bag; jeg blev igår aftes ringet op af min Manchester-bosiddende onkel, som ville tilbyde mig en billet til en Manchester United kamp den 23.september. Det er hans anden nevø, Tom, der har fået fingrene i et sæt billetter, og eftersom min onkel ikke selv kan den dag, så ville Tom da gerne have mig med… og når nu det er til kampen mod Chelsea, så er det jo umuligt at sige nej!!!

Flybilletten er bestilt og om to uger skal jeg se den store røde maskine rulle direkte henover den russiske revolution!

Som altid, når jeg er i udlandet, lægger jeg mærke til nogle ting, jeg gerne så være tilgængelige i Danmark, og på denne tur har jeg bl.a. set disse:

Toyota FJ Cruiser

Den er bare oldschool på den fede måde..

Honda Element

Mon ikke den er bare en smule federe end Suzuki Wagon R+?

Vault

Da jeg boede i New York var jeg helt vild med Mountain Dew, men nu er Coca-Cola kommet med Vault, som er en direkte konkurrent, der bare smager meget bedre.

Onsdag valgte jeg at tage ind til Atlantas centrum – naturligvis i håbet om at der skulle være nogle interessante ting at se på, og eventuelt nogle spændende ting at smide mine hårdt tjente dollars efter. Min søster havde godt nok advaret mig om at der ikke var andet end kontorbygninger inde i centrum, men jeg er jo en trooper, så jeg valgte at kigge efter selv. Well. Hun har delvist ret. Der er ikke meget at komme efter, men jeg fandt da et lille område med forretninger og lidt byliv, men ellers var der godtnok ret kedeligt inde i centrum – jeg købte ikke noget, men har dog skrevet mig bag ørerne at der var nogle Superstars på tilbud i Footlocker, så der kan stadig nå at ske noget på den front. Jeg valgte herefter at tage på en længere gåtur i den bagende hede, og jeg fik da også fundet et lille område der mest af alt minder om Camden Town i London: små “skæve” forretninger og masser af mennesker, der ikke lige passer ind i den klassiske Tommy Hilfiger reklame…

Dagen efter tog vi til svømmestævne om aftenen; Lucas og Kirsten svømmer for Cambridge Crocodiles, og hver uge i juni måned er der et stævne – jeg har aldrig været til svømmestævne før, men det var såmænd meget sjovt, selvom det var en ret lang aften, hvor man bare sidder ved siden af et svømmebasin og ser på.

Fredag var endnu en lang dag, for der tog vi til Six Flags, der – som mange nok ved – er ligesom Tivoli, bare en trillion gange større, og med meget vildere forlystelser. Joel og jeg fik prøvet et par vilde rutsjebaner, men det var naturligvis Kirsten og Lucas der prøvede flest ting; de så ud til at hygge sig og have det sjovt, især den sidste times tid, hvor de rendte rundt i et kæmpe vandland.

Lørdag tog vi på en lille køretur (ca. 2 timer) sydpå mod noget der hedder Pine Mountains, hvor vi skulle i en dyrepark og se Ligere – og mange andre dyr. Først lejede vi en gammel mini-van, hvor sideruderne manglede, og istedet var der sat tremmer op… Herefter tog vi turen igennem parken på samme måde som man gør i Knuthenborg, og mon ikke dyrene var nysgerrige og sultne! Jeg ved ikke præcis hvilke dyr vi så, men størstedelen af dem havde deres hovede inde i bilen, for at se om vi havde noget spiseligt med til dem. Ganske underholdende på en lidt spøjs måde. Da vores køretur var overstået kom vi ind i den “normale” del af dyreparken, hvor vi bl.a. så bjørne, en leopard og selvfølgelig Ligere. Dyrene slappede af og lå i solen, men en af ligerne kom alligevel ud fra skyggen og fandt en ny plads at ligge på – da den kom gående kunne vi for alvor se hvor stor sådan en er: STOR! Den var vel 20% større end en fuldvoksen tiger, og så var den ikke engang fuldvoksen endnu – dyrepasseren sagde at den kunne blive meget større. Faktisk må jeg være helt ærlig og sige at den lignede lige præcist det den er: en freak. Imponerende dyr, men samtidig ligner den noget der er blevet manipuleret med, som hvis man leger lidt med photoshop – eneste forskel er selvfølgelig at den her er levende og gik rundt inde i et bur. Meget mærkeligt.

Husk at se alle billederne ovre på min 23-konto.

Dagen efter mit besøg til The Georgia Aquarium er endnu en af deres hvalhajer død.

Så fik jeg lige et par minutter til at skrive lidt om de første tre dages tid, jeg efterhånden har tilbragt her i Alpharetta, som er 110% suburbia, som man ellers kun ser i amerikanske film.

Jeg ankom lørdag eftermiddag – flyet var naturligvis lidt forsinket, men der er jo ikke rigtig noget man kan gøre ved det, så lige præcis den slags ting irriterer mig overhovedet ikke. Til gengæld irriterer det mig grænseløst at så snart man sætter foden på amerikansk jord, så er man automatisk mistænkt for terror. Fingeraftryk og mugshot skal man levere til deres system, før man bliver lukket ind i landet, og der er overhovedet ikke noget, der hedder høflighed fra de amerikanske myndigheders side, så det virker nærmest som om de siger “Welcome to the United States – now f**k off“. At Atlantas lufthavn så samtidig vinder prisen som den absolut dårligste lufthavn nogen steder nogensinde of all time in the history of the world (tydeligt nok?), gjorde bare mit humør endnu dårligere. Hør f.eks. her: Man ankommer, henter sin bagage som man så skal checke ind igen (!!!), hvorefter man skal ned i den anden ende af lufthavnen og hente bagagen igen – iøvrigt på et andet transportbånd end man er blevet oplyst om. Det er sgu da for dumt! Desuden kan enhver tilfældig gå ind til bagagen og snuppe en taske, for bagagabåndene er tilgængelige for alle og enhver…

Nå, heldigvis er der næsten to uger til jeg skal i lufthavnen igen, så nu gælder det om at nyde ferien… Søndag var ren afslapning, hvor vi startede med at hoppe på Waffle House og få en klassisk amerikansk morgenmad med vaffler og pandekager. Derefter var lige en tur forbi et outlet mall og senere på dagen var vi nede ved den lokale svømmepøl og stege i solen. Og når jeg siger stege, så mener jeg det; der er urimelig varmt herovre. Søndag var det over 30 grader… vel at mærke klokken 9 om aftenen!

Igår modtog jeg så mit digitale kamera – det er ret fedt, og ser ud til at tage nogle ganske glimrende billeder, selvom jeg nok lige skal lære det at kende først. Jeg brugte det ellers ret flittigt idag, da Katrine og ungerne tog mig med til Georgia Aquarium, som er kæmpestort. Tjek billederne ud ovre på min 23-konto – og se også et par videoer på min YouTube-konto.

Imorgen tidlig sætter jeg kursen mod Atlanta, hvor min søster, Joel og ungerne nu har slået sig ned, efter en stribe år i New Jersey. Nærmere præciseret bor de i en by, der hedder Alpharetta, og det er vist ren forstad ala det man ser i “Desperate Housewives” (hvis ellers man ser sådan noget – jeg gør ikke), men det får jeg jo at se.

Jeg har ikke planlagt vildt meget, da jeg aldrig har været i Atlanta før, men der er dog et par ting som jeg helt sikkert skal se, hvis ellers jeg kan få det passet ind i skemaet:

• Georgia Aquarium – de har hvalhajer i et akvarie. Hvor stort er sådan et akvarie lige? Tjo, sølle 23.848.094 liter!
• Wild Animal Safari – en dyrepark ala Knuthenborg, bortset fra at denne park har Ligre (Løve + Tiger = Liger = Et ret stort dyr)

Til gengæld har jeg på forhånd sorteret besøg hos Coca-Cola og CNN fra – orker ikke sådanne guidede ture i store firmaers hovedkvarterer.

Jeg har på forhånd bestilt et nyt digitalkamera, så der skal nok komme nogle billeder op her på siden, og mon ikke der også kommer gang i min konto på 23hq igen?

Er der nogen derude, der har været i Atlanta og har nogle gode tips?

Som en lille bonus-afslutning her på indlægget, fandt jeg lige et videoklip med en liger.

Jeg sagde jo den var stor!