kimblim.dk The Big Blog of Nothingness

Jeg er typen der ikke kan lade være med at sidde og lave små kruseduller, når jeg sidder i møde eller snakker i telefon. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid blive ved med at være. Ved siden af min computer (på arbejdet) ligger der et foldet A4-ark, som jeg noterer mit tidsforbrug ned på – nogle morgener bruger jeg lige et par minutter på at skrive/tegne/illustrere hvad dag det er. Resultatet af alt dette – udover at jeg måske virker lidt fraværende i mødelokalet – kan ses her:

Først et par tilfældige..

Word

S og S – ved ikke hvorfor, men jeg tegner ofte lige præcis det bogstav..

Opgaven var at vælge fem killer widgets – associationen lå ligefor… (arb.relaterede noter er censurerede Rigmor Zobel-style). Iøvrigt: post-its er en af verdens bedste opfindelser nogensinde.

Et mexicansk inspireret dødningehoved (for dét hedder et skull nemlig på dansk!)

Og så kommer der lidt ugedage fra timesedlerne..

Min uforbeholdne undskyldning til tirsdag, som åbenbart ikke er den dag, hvor mine kreative evner udfolder sig…

For små to måneder siden gjorde jeg noget, som jeg ellers har kæmpet indædt imod: jeg meldte mig ind i et træningscenter!

Jeg har i lang tid vidst, at jeg måske godt kunne trænge til at komme i lidt bedre form eller tabe et par kilo, men som den flinke og venlige mand, jeg nu engang er, så har jeg givet de føromtalte kilo en chance for at forsvinde af sig selv. Det kunne jeg nok godt have fortalt mig selv var forgæves, men jeg synes nu alligevel at de skulle have chancen. Under alle omstændigheder så kunne jeg efterhånden godt se at min krop godt kunne trænge til at blive brugt til andet end at sidde ned og trykke på et keyboard, så en dag da jeg cyklede hjem fra arbejde tog fanden ved mig, og jeg endte i Fitness World. Endte er nu så meget sagt, for jeg havde skam nøje undersøgt hvilket træningscenter, der lå tættest på min arbejdsplads, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal tage mig sammen til at træne, så skal det være så belejligt som overhovedet muligt. Dummere er jeg trods alt ikke.

Jeg har ikke noget mål om at blive det vildeste badejern på Frederiksberg (selvom det nok ikke er umuligt, når man tænker på at bydelen er fyldt med 80-årige), og jeg har overhovedet ingen intentioner om at stå og rive i nogle vægte for at få kæmpemuskler. Jeg er helt sikkert mest til kredsløbs-træning, som det så fint hedder, så jeg bruger min tid på at cykle, ro og løbe – har jeg nogensinde nævnt, hvor meget jeg hader at løbe? Nej? Det er ellers ret meget! Derudover får jeg også lavet lidt ryg- og mavebøjninger, og til sidst slutter jeg af i en maskine, der angiveligt styrker min overkrop. Kloge mennesker mener at man skal have et mål med sin træning, og det har jeg da også, men det er træningen i sig selv; jeg skal træne tre gange om ugen, og det er det eneste mål jeg gider sætte mig. Adskillige af mine kolleger prøver at overtale mig til at løbe broløbet sammen med dem næste år, men helt ærligt: hvorfor skulle jeg løbe 21km helt frivilligt? Det er jo direkte dumt, og er vel nærmest fornærmende mod alle de kloge hoveder, der har opfundet bilen, cyklen, motorcyklen, færgen, toget etc. netop for at vi skulle undgå at løbe/gå så langt?

Indtil nu har træningen ikke givet synlige resultater, og badevægten står vist nogenlunde hvor den også stod for et par måneder siden, men jeg synes godt, at jeg kan mærke forskel. F.eks. cykler jeg både længere og hurtigere end da jeg startede, og det samme gør sig også gældende på løbebåndet. En anden ting, som jeg har lagt mærke til, er at jeg er friskere, når jeg møder på arbejde (jeg træner som regel ved 6.30-tiden), men den der energi det angiveligt skulle give at træne, den har jeg ikke bidt specielt mærke i.

PS: Jeg er faktisk MEGET stolt over at jeg overhovedet ikke har misset en eneste træning indtil nu (bortset fra en uges ferie, hvor jeg var i Ægypten og dermed lovligt undskyldt).

Jeg er en af rigtig mange, der benytter netværkstjenesten LinkedIn, og det har faktisk ført til en del opringninger og jobtilbud efterhånden. Nogen gange falder jeg over det jeg kalder en dobbelt anbefaling derinde – det er når person 1 anbefaler person 2 og person 2 efterfølgende gengælder tjenesten. Det er faktisk ganske normalt, og jeg kan faktisk ikke se noget forkert i det. Normalt. Der er dog gange, hvor der helt tydeligvis er tale om en aftale eller at man gør det “fordi nu har den anden gjort det”. Se bare her:

Du skal ikke komme og fortælle mig at de to personer (som jeg med mine 1337 photoshop skills har anonymiseret) indenfor fem minutter uafhængigt af hinanden har tænkt: “Jeg skal da lige skrive en anbefaling af X”. Nu virker begge anbefalinger utroværdige, og hvis jeg sad i en stilling, hvor jeg skulle ansætte folk, ville sådanne dobbeltanbefalinger nok trække lidt ned, da de ikke er givet fordi man rigtig gerne vil omtale en kollega/ansat/chef i rosende vendinger.

Er jeg helt forkert på den, eller er der noget om snakken?

Forestil dig at du gik og manglede en trøje. Og når jeg skriver “manglede”, så mener jeg ikke “kunne godt tænke dig”, men at du rent faktisk manglede den, og derfor ikke havde noget at tage på overkroppen. Du er lettere desperat efter at købe en trøje, men samtidig vil du også gerne have en pæn trøje, for du ved at det varer nogle år inden du kan skifte den ud. Der kommer en pæn trøje på markedet og du har lige præcis råd til den. Faktisk får butikken omkring 15 af trøjerne (i forskellige størrelser) hjem, men du skynder dig at købe en, for du har jo brug for den. Lad os bare sige at du giver kr.1000,- for den. Der går et par år, og du bruger ikke rigtig trøjen mere, så efter have lånt den ud til en bekendt i et stykke tid, beslutter du dig for at sælge den. Lige netop som du skal til at sætte den i den blå avis, kommer der en tilbudsannonce i avisen, hvor der står at butikken, hvor du købte trøjen, er brændt inde med 13 ud af 15 trøjer, og at de derfor er nødt til at sætte dem på udsalg, så de sænker priserne på trøjerne med mellem 15% og 31% (alt efter størrelse). Nu er du nødt til at sætte din salgspris ned. Det er sgu da surt, ikke sandt?

Så forestil dig at jeg gik og manglede et sted at bo, fandt en fed lejlighed som jeg lige præcis havde råd til, købte den for kr.2.550.000, flyttede hjem til kæresten og lejede den ud i nogle måneder, besluttede mig for at sælge den, fandt en artikel i avisen hvor der stod at 13 ud af 15 lejligheder i min opgang er blevet sat kraftigt ned i pris og at min lejlighed derfor øjeblikkeligt er minimum kr.500.000 mindre værd. Indrøm det: det er sgu da surt, ikke sandt?

Nå, den må udlejes i nogle år istedet, og det sætter da en pause for eventuelle boligplaner lige foreløbig, men jeg er nok en af de heldige under denne finanskrise: Jeg har et godt job og vi bor i en fed lejlighed et fedt sted, så der er ingen panik. Men: det er sgu da surt, ikke sandt?

OBS: Grafen er lavet med det glimrende børneværktøj Create-A-Graph, og er med fuldt overlæg sat i Comic Sans for at illustrere at hele situationen i virkeligheden er lidt tragi-komisk.

Så blev der lige surfet lidt trailers, og her er toppen af poppen, the cream of the crop, the best of the best…

Funny People

Big Fan

The Invention of Lying

The Damned United

Heart of Stone

Brothers

In the Loop

Nogen gange falder jeg over udtalelser i pressen, hvor jeg bare må reagere og kalde en spade for en spade – eller en kæmpe idiot, men jeg vil egentlig overlade det til jer at finde på et passende øgenavn til den såkaldte tørklæde-dronning, Charlotte Sparre, som i dagens udgave af BT planter sine fødder noget så grusomt i spinaten.
For lige at give jer lidt kontekst, så handler historien om den 40-årige forretningskvinde/jetsetter, som politiet har haft anholdt i en sag om 140g kokain, og hun kender naturligvis en stribe kendisser, hvoraf nogle ikke tøver med at udtale sig til BT – en af disse er føromtalte Sparre, som udtaler:

Det er frygteligt og forfærdeligt. Uanset om hun er skyldig eller ej, er det enormt synd for hende.

Nej, Charlotte Sparre, der tager du fejl. Det er synd for hende, hvis hun er uskyldig og intet har gjort, men hvis hun har været i besiddelse af 140g kokain med henblik på videresalg, så er det overhovedet ikke synd for hende, at hun er blevet anholdt og har været igennem nogle “hårde” forhør. Det er sådan det er, hvis man overtræder loven, og hvis du mener at en kendt person skal behandles anderledes, så er du DUM!

I parentes bemærket, så er det også lidt dumt af dommeren at udstede navneforbud, når kvindens navn allerede var nævnt i medierne mange steder – så nytter det jo ligesom ikke noget…

Om et par dage flyver Louise og jeg til England, hvor vi skal besøge hendes bror, svigerinde og tre nevøer i Oxford. De har boet derovre de sidste tre år og flytter hjem til Danmark om et par måneder, og i den forbindelse kom jeg til at tænke på min egen tid i England. For de uindviede bør jeg måske nævne at jeg boede i London i næsten to år i starten af dette årtusinde, og jeg har ofte nævnt at jeg ikke brød mig om at bo der – måske var det London, måske var det mig, men det var ihvertfald ikke noget jeg har tænkt mig at gentage. Det betyder dog ikke, at der ikke var nogle ting, som jeg satte pris på, og her er listen over de ting, som jeg savner ved at bo i England:

• Match of the Day – verdens bedste fodboldprogram med verdens bedste kommentatorer. Det hjælper nok at de også har verdens bedste liga, men lad mig blot afsløre at Onside ikke er værd at nævne i samme åndedræt som Match of the Day. Hvilket jeg vist lige kom til.
• Fish’n'Chips – det smager helt sikkert meget bedre i England end noget som helst andet sted på planeten.
• Walkers – virkelig gode chips i utallige smagsvarianter, bl.a. Salt and Vinegar, Prawn Cocktail, Steak and Onion, Smoky Bacon og Worcester Sauce. Desuden så kommer de i små poser, som lige passer til en hurtig snack.
• Boddingtons – The cream of Manchester og min favorit-øl.
• BBC – Nu nævnte jeg lige et enkelt program, men jeg vil da gerne sige at BBC laver fantastisk tv generelt, og mange danskere har da også fået øjnene op for deres naturprogrammer, såsom The Blue Planet.
• Markeder – I England er der markeder hver weekend, og det svarer lidt til en tur på “torvet”. Der er grønthandlere, fiskehandlere og slagtere blandet med krejlere der sælger hvad som helst, de lige har kunne købe til en billig penge. Det er et fascinerende fænomen.
• Sainsbury’s – genialt supermarked.
• Den store engelske morgenmad! Vi snakker bacon, æg, pølser, baked beans, stegte tomater, toast… Perfekt mod tømmermænd.

Jeg kommer muligvis på flere ting henover de næste par dage, og mon ikke jeg bliver mindet om noget i weekenden…

Jeg tror følgende video var den jeg grinte mest af i 2008:

Og nu er der så også kommet en dansk version…:

Kom nu allesammen, på tre: 1 – 2 – 3

Ken Leeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee
Tulibu dibu douchoo

Tja, det er nok ikke undsluppet nogens opmærksomhed at vi nu er trådt ind i 2009 – godt nytår, iøvrigt – og for undertegnede skete det på en meget afslappet måde, nemlig i gode venners selskab med god mad og drikke.

Hvad skete der så i 2008? Tjo…

Jeg forlod mit arbejde, startede på nyt arbejde, forlod det nye arbejde og startede på nyt arbejde. Jeg regner bestemt ikke med at skifte arbejdsplads så ofte i det nye år.

Jeg har været lidt ude at rejse, bl.a. var jeg en tur i Thailand med nogle gode venner, en tur i Chicago med en kollega hvor vi var til verdens sejeste konference og ovenikøbet har jeg også været i Florida med familien for at fejre min mors fødselsdag. Nå ja, og så har jeg været en tur forbi familien i Manchester. Det er efterhånden gået op for mig at HC Andersen havde fat i noget, da han sagde “At rejse er at leve”.

Efter nøje overvejelser fik jeg også meldt mig til Facebook – det har både været godt og dårligt, og jeg tror at min konklusion er at man får det ud af det, som man gerne vil have.

Rent fodboldmæssigt var det et decideret smukt år: United blev engelske mestre, europæiske mestre og til sidst i 2008 lykkedes det også at vinde verdensmesterskabet for klubhold.

2008 blev også året hvor jeg skiftede fra Windows til Mac. Og nej, jeg er ikke blevet en hellig Mac-bruger. Det var også Mac’ens skyld at jeg midlertidigt mistede min blog (faktisk var det min egen skyld, men det kan forklares med at Mac og Windows har forskellige måder at flytte filer på. Seriøst).

4½ år med hiphop.dk blev det til. Det var en fornøjelse at have det, men det har satme også været en fornøjelse ikke at skulle bekymre sig om at skrive nyheder, anmeldelser og sende cd’er frem og tilbage.

Den mest “dramatiske” begivenhed var nok den dag i november, hvor jeg blev slået ned. Her to måneder efter døjer jeg stadig med lidt følelsesløshed i kinden, men ellers er jeg sluppet uden mén. Det var iøvrigt tæt på at bringe mig 15 minutes of fame, eftersom at en journalist fra Euroman ringede og ville interviewe mig til magasinet, men det blev ikke til noget da vi ikke kunne finde tid til det inden deadlinen. Jeg har ikke rigtig fået tænkt over om det ville være en god idé eller ej at medvirke, men nu blev det under alle omstændigheder ikke til noget.

Jeg håber 2009 bliver et godt og spændende år for alle – Godt nytår!

Som jeg har nævnt tidligere “fejrede” jeg i år jul ved at tilbringe juleaften helt alene hjemme hos mig selv – og det var endda af helt egen fri vilje. Igennem de seneste par år har jeg virkelig været træt af juleræset, og al den hype, som følger med noget, der burde være en dejlig tid, og i år tog jeg så konsekvensen og boykottede julen. På en eller anden sjov måde havde det den stik modsatte effekt i forhold til hvad man kunne have forventet, for lige pludselig kom jeg i julestemning! Det var som om at al antipatien mod julen var kommet ud af systemet, og nu sidder jeg faktisk allerede og glæder mig til næste jul, hvor der for alvor skal spises and, flæskesteg, brunkager, pebernødder osv. – det hjalp selvfølgelig også på juleappetiten at jeg kom til at zappe forbi et Jamie Oliver-program hvor han tilberedte den helt store jule-menu.

God jul!

Der har været meget stille på disse kanter i den seneste måneds tid, og det skyldes ganske simpelthen at jeg har haft svært ved at finde på noget fornuftigt at skrive om – ikke at jeg altid skriver om fornuftige ting, men inspirationen der skal få mig til at sætte mig til tasterne er udeblevet. Så er det jo godt at man kan bruge det negative og vende det til noget positivt ved at skrive om lige netop dét.

Det er dog ikke fordi der har manglet aktuelle emner i dagspressen, og man skal vist være mere end almindelig fantasi-forladt, hvis ikke man kunne få lidt sjov ud af IT-Factory skandalen. Må jeg iøvrigt gerne påpege at det er mig der er indeni Stein Bagger. Og må jeg også påpege at hans right-hand-man, Asger Jensby, helt sikkert heller ikke har rent mel i posen.

Nå ja, og så fik jeg heller aldrig nævnt at jeg har været en tur i Orlando. Min mor fejrede en af de store runde fødselsdage ved at invitere familien på en lille ferie istedet for at holde et suppe-steg-is arrangement, og det blev altså til en uges tid i Orlando. Vejret var ret godt og der var også nogle ganske spændende oplevelser med, hvor jeg vil sige at turen til Kennedy Space Center med tilhørende foredrag af en astronaut var meget, meget mere spændende end jeg havde turde håbe på. Sea World var også ret godt, men samtidig så er det et fint billede på min mening om Florida: alt for turistet. Jeg tror dog at højdepunktet på hele turen var selve fødselsdagsmiddagen som fandt sted på en japansk restaurant, hvor vi sad 12 mennesker rundt om en koge-ø (måske nærmere en stege-ø) hvor vores helt egen kok tilberedte maden til os. Han var intet mindre end genial til at lave mad, og så var han tilmed underholdende.

I mellemtiden er det jo også blevet december og dermed tid til det store juleræs. Suk. Hvis julen ikke var så hypet og overvældende, så tror jeg faktisk at jeg ville nyde det som folk kalder den søde juletid, men som det er nu, får jeg nærmere stress af det. Angående selve juleaften, så skal jeg i år prøve noget helt nyt, nemlig at lave absolut ingenting. Jeg skal sidde i min lejlighed som om det var en helt almindelig hverdagsaften, men det kan da være at jeg knapper en ekstra KB Juleøl op og skåler med mig selv, men så bliver det heller ikke til mere end det. Jeg orker ganske simpelthen ikke at fejre julen i år.

Se nu der, så kom der alligevel lidt indhold på siden igen, og imens jeg har skrevet det fik jeg lige idéen til endnu et indlæg, som måske kommer i løbet af den næste uges tid!

Igår nat blev jeg offer for meningsløs og umotiveret vold.

Jeg var inde i midtbyen til en fest med et par venner, og på vej hjem krydser vi strøget. På et tidspunkt sætter jeg mig ned for at binde mit snørebånd, og imens jeg sidder der, hører jeg lyden af en knytnæve, der rammer et ansigt. Jeg kigger op og ser en af mine venner ligge på jorden, og en fremmed hoppe op i luften for at lande på min vens hovede. Da jeg rejser mig op – rettelse: da jeg forsøger at rejse mig op, når jeg ikke langt, for jeg bliver nemlig mødt af en knytnæve lige på højre kind, og vælter ned på jorden. Voldsmændene, som vi overhovedet ingen kontakt har haft med inden episoden, går deres vej, og efterlader os med blodige næser. Mange ville nok også skrive med såret stolthed, men eftersom at der ikke var tale om en slåskamp, så har min stolthed ikke lidt skade. Det var et regulært overfald, mod to tilfældige mennesker, som tilfældigvis var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Jeg får tilset min ven, som umiddelbart er lidt rystet, men det er vist meget normalt hvis man lige er blevet hoppet på, og vi konstaterer at vi begge er forholdsvis ok og i stand til at tage hjem uden de store problemer.

Burde folkene omkring os have skredet ind og hjulpet? Næ, egentlig ikke, for det havde de ikke chancen til! Overfaldet skete så hurtigt, at ingen kunne have gjort noget som helst, men det er da lidt nedtur at voldsmændene bare kan gå videre uden problemer, for jeg er overbevist om at der var andre, der kom under deres behandling senere på natten. Ville jeg selv have ringet til politiet? Jeg ved det faktisk ikke.

Til gengæld var der to utrolig søde mennesker der hjalp os efterfølgende, nemlig en ung pige der gav os den flaske vand, hun lige havde købt i 7-11, så vi kunne få skyllet lidt blod af ansigtet. Derudover var der en ung fyr, der fortalte os at han var sygeplejer i militæret, og han kiggede lige lidt på os, for at se om vi var ok eller om vi evt. havde fået en hjernerystelse. Tak til de to; det er rart at vide at der er sådanne mennesker i samfundet også.

Jeg har tilbragt det meste af eftermiddagen på skadestuen for at tjekke om der kunne være et brud på kæben (det er der ikke) og for at få en skadesrapport, hvis det skulle vise sig at jeg har brug for noget tandlægearbejde, som forsikringen skal dække.

Det er en lidt besynderlig fornemmelse man sidder med dagen efter sådan noget er sket. Det hele gik så hurtigt og forekommer så uvirkeligt, at det egentlig er svært at tro på det skete, hvis ikke det var fordi hele højre side af mit ansigt ligner Elefantmandens. Det var bare så meningsløst, og det er det, som irriterer mig mest. Hvis jeg havde provokeret nogen eller blandet mig i noget, så ville jeg til nøds kunne forstå – men ikke acceptere – at få en på hovedet, men det her giver jo overhovedet ingen mening! Overhovedet ingen mening!

Men, jeg har sagt det før: Det er et afstumpet samfund vi lever i, og måske burde jeg bare være taknemmelig for at vi er sluppet så billigt, og ikke løb ind i et par knægte med knive.

Så er jeg hjemme fra en fantastisk tur til Chicago – konferencen var supergod, og der kommer et indlæg om den i den kommende uge, men her er først et kort indlæg om turen generelt.

Vejret
Det var varmt, rigtig varmt. Faktisk var det de varmeste dage i oktober i over 50 år, og temperaturen rundede da også de 85 grader fahrenheit, hvilket svarer til ca.30 grader! Det kan man vist ikke klage over i oktober måned – eneste minus var at jeg ikke havde pakket shorts, men jeg overlevede ;) The Windy City? Ikke i de dage vi var der.

The Bean

For fire år siden fik Chicago en ny attraktion, Cloud Gate også kaldet The Bean. Det er en bønne-formet skulptur i en slags spejlmateriale, og umiddelbart lyder det ikke vildt imponerende, men når man står overfor den er den helt fantastisk! Man kan ikke se et eneste sted på den, hvor samlinger eller lignende mødes, og man ser verden i et helt nyt perspektiv i dens spejlinger.

Arkitektur

Chicago er fyldt med imponerende bygningsværker og selvom byen måske nok er mest kendt for Sears Tower (som vi da også besøgte), så er det blot én ud af rigtig mange flotte bygninger. Jeg er også ret vild med at højbanen står på rå smedejernssveller midt i det hele.

Mad

Jeg havde på forhånd proklameret at jeg skulle på både Ed Debevic’s og Giordano’s Pizza og jeg nåede da også begge dele. Maden på Ed Debevic’s er ganske glimrende, men ikke fantastisk. Til gengæld er deres milkshake utroligt god, ihvertfald blandt de tre bedste jeg nogensinde har fået. På Giordano’s Pizza bestilte vi en pizza med Thin crust, jalapenos og pepperoni, og holy smokes hvor var den god! For det første så var pepperonien stærk og havde utrolig meget smag, og for det andet så var jalapenos’ne mega-stærke; faktisk fik vi begge sved på panden! Om det er verdens bedste pizza ved jeg, men jeg tager ikke til Chicago uden at besøge stedet igen.
Udover de to steder, så vil jeg også lige anbefale en sportsbar, der hedder Rebel og ligger i bydelen Wrigleyville. Jeg havde ikke fået Buffalo Wings siden jeg selv boede i USA, og dem vi fik på Rebel var mega-gode – deres burger og ‘fritter var heller ikke dårlige :)
Vi rundede også lige Hooters, hvor hverken maden eller servitricerne var til fem stjerner, men når nu man er på en slags forretningsrejse i USA, så skal man da lige forbi..

..og til sidst: Beef Jerky, Election 08, Chicago Marathon

Jeg har vel været i USA omkring 20-25 gange efterhånden , men jeg har aldrig smagt Beef Jerky før. Denne gang gjorde jeg det, og lad mig blot afsløre at det også bliver sidste gang! Fy for fanden! Man kunne næsten have sagt sig selv at tørret kød, der er behandlet til at holde sig længe uden at ligge på køl, skal smage dårligt, men på den anden side set, så er der jo mange der godt kan lide det, så det skulle prøves. Never again.
TV’et på hotelværelset stod i stor omfang på CNN, og der er for alvor gået valg i den. Obama er jo fra Chicago, men det var nu ikke fordi at vi så specielt meget tegn på, at en af byens sønner er på randen til at skrive historie.

I weekenden blev der løbet Chicago Marathon, og hvis jeg ikke husker helt forkert, så var der ca.38.000 deltagende i løbet. Vi kom tilfældigvis forbi 20km-mærket, og løberne så vidt forskellige ud: nogle helt friske, andre helt færdige.

Jeg tror ikke det er sidste gang, jeg besøger Chicago.

.. eller, det plejede jeg ihvertfald at sige til Louise, hver gang jeg havde sagt noget plat, som jeg synes var skidesjovt, men som hun ikke lige grinte af. Faktisk gik jeg engang (vi snakker 97-98) og drømte om at være stand-up’er, hvilket jeg nok deler med en del andre, der godt kan lide at fyre en kæk bemærkning af i ny og næ.

En af de jokes, jeg havde i tankerne dengang var min “bedemands”-rutine. Den gik i korte træk ud på at jeg synes det er lidt mærkeligt, at bedemænd reklamerer, for det er jo ikke som om at flere mennesker lægger sig ned og dør af den grund, vel?
Haha, funny, right? Leveret med den rette timing og de rette sætninger, mente jeg sagtens at jeg kunne få et minuts penge ud af det, og igår blev jeg bekræftet i at der var noget sjovt i idéen. Her på arbejdet sidder vi nemlig med et projekt, der i grove træk handler om døden, og så kom “bedemands”-rutinen lidt på banen i en hyggelig samtale, og da jeg leverede en af punchlines’ne, grinte min kære kollega på det helt rigtige tidspunkt og på den forventede måde. Hun skal dog også have ros for at komme med “Det er jo heller ikke et marked der bare går hen og dør“. Drumroll, please!

Min punchline var lidt i stil med dette..

Hvorfor reklamerer bedemænd og har lysende skilte i deres vindue? Jeg får sgu ikke lyst til at gå ind og kigge på kister af den grund! Og hvis jeg gjorde, så ville der jo komme en bedemand ud, der meget medfølende og stille ville sige noget i stil med “Hvordan kan jeg være behjælpelig?”, hvortil jeg måske ville svare “Jeg kigger bare lidt, tak”.

Stol på mig: det lød sjovere end det læses. Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg nok ikke den næste Chris Rock, men det betyder ikke at man ikke er sjov engang imellem.

Jeg har idag lukket for et af mine små sideprojekter, hiphop.dk.

Sitet nåede at være online i fire-et-halvt-år (hvor sidder “halv”-tegnet på en Mac???), og det har været en sjov oplevelse, men til sidst forsvandt motivationen lige så stille og roligt, og da jeg begyndte at se det som en besværlighed at skulle lytte til nyt musik og gå til koncerter, vidste jeg at det var nødt til at slutte.

Til dem der har fulgt med derinde, tak for det.

It’s funny ’cause it’s true – og hvis jeg ikke havde tilføjet denne indskudte sætning, så havde jeg lige lavet mit første engelske indlæg i laaaang tid.

LinkedIn er et professionelt netværks-site, som bl.a. kan bruges til at holde styr på alle sine kontakter og via disse skabe nye forbindelser. Nogle bruger LinkedIn som deres online CV, og jeg er en af disse personer – det er trods alt nemmere at have sit CV liggende ét sted istedet for at skulle opdatere en lokal fil på computeren, som så risikerer at blive slettet eller blive utidssvarende.

Igår kom jeg til at tænke på om jeg overhovedet bruger LinkedIn til noget brugbart, eller om det – som så mange andre sociale netværks-websteder – blot er spild af tid? Jeg ved det ikke rigtig, men det afhænger nok meget af folks måde at bruge det på.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er blevet kontaktet af nogle firmaer, der havde set min profil på LinkedIn, og som mente at jeg besad nogle kompetencer, de kunne bruge i deres forretning. Det skal dog også siges at disse firmaer ikke fangede min interesse, og at jeg egentlig ikke har lagt mit CV op som en slags online ansøgning til hvem, der end måtte være interesseret.
Desuden kommer nogle af opkaldene fra såkaldte headhunters, som i virkeligheden bare er folk, der fakturerer firmaer for at surfe kompetencer på LinkedIn – i min verden er en headhunter en professionel person, der kender en masse mennesker i en masse firmaer og på den led kan matche firmaer og personer op mod hinanden. Enhver idiot kan jo sige “Firma A har brug for den og den kompetence, jeg søger lige på LinkedIn“! Risikoen for at kompatibiliteten mellem firmaet og den potentielle medarbejder er stor, er jo forsvindende lille, hvis du spørger mig. Og må jeg også pointere, at det ikke er specielt professionelt at ringe til TDC’s hovedtelefon, spørge efter mig, og derefter plapre løs om jobtilbud! Sådan noget gør man for det første udenfor normal arbejdstid og på et direkte, privat nummer.

Problemet med LinkedIn opstår bl.a. når brugerne er lidt for fantasifulde omkring deres evner og kompetencer, for ligesom ude i den virkelige verden har man jo muligheden for at pynte på sit CV, og dermed fremstå langt mere kompetent end man er… Lad mig komme med et unavngivet eksempel som jeg fandt i mit såkaldte professionelle netværk:

Bred erfaring med web strategi, content udvikling og online markedsføring gennem mere end 18 år.

Nu vil jeg nødig være nævenyttig, men helt ærligt! Webstrategi og online markedsføring siden 1990? Øh, hvilket online medie snakker vi om? BBS? Webstrategi i 18 år? Det hænger jo overhovedet ikke sammen, og hvis jeg sad i en stilling, hvor jeg skulle afgøre om vedkommende skulle have et job, så ville svaret uden tvivl blive af negativ karakter.

I bund og grund synes jeg, at LinkedIn er rigtig smart, men ligesom så mange andre ting kan det misbruges (både bevidst og ubevidst), og det er da en fornøjelse at vide, at hvis jeg nogensinde skulle i kontakt med en person i et specifikt firma, så kunne jeg bruge mit netværk på LinkedIn til det.

Bruger du LinkedIn? Og hvad er dine erfaringer med det?

Det er sgu for vildt det her:

Det er jo helt groteskt!

Der sad jeg hos Vilhelm og Simone og snakkede stille og roligt, og lige pludselig var mit liv reduceret i værdi betydeligt.

Vi sad nemlig og snakkede, og kom ganske kort ind på om vi skulle til Ægypten og dykke til sommer, hvorefter Simone siger: “Jamen, du er ikke på Facebook, og det er der vores kommunikation foregår“… Jeg ved ikke hvad der gik af mig, for jeg gik straks ind og meldte mig til, selvom jeg før har spekuleret på om jeg overhovedet gad være på Facebook, og dengang kom jeg endda frem til at det nok bare er spild af tid.

Nå, men jeg er altså ikke at træffe de næste mange måneder, jeg er igang med at opdatere min status på Facebook skal jeg sige dig!

Jeg har jo iøvrigt en teori om sociale netværk, som nok skal høres fra mig in person (hvad er det bedste danske udtryk for det? Snowie? Matias? Nogen gode bud?), men den går kort sagt ud på at for mange mennesker ender det sociale netværk med at have den modsatte effekt, nemlig at man kommer til at leve sit sociale liv foran computeren, istedet for rent faktisk at socialisere. Det er der ikke noget nyt i, men jeg synes det er interessant at diskutere, så bring det bare op næste gang du møder mig.

Ikke desto mindre så har jeg dog allerede fundet lidt værdi i det, jeg har nemlig fået kontakt med Alan, som var en af de fire knægte jeg legede au-pair for tilbage i 1996. Dengang var han otte år, og nu går knægten på college! Jeg. Føler. Mig. Gammel.

PS: Jeg forbeholder mig retten til at lukke min Facebook-konto uden varsel – faktisk var det tæt på at jeg gjorde det, indtil jeg istedet tog nogle forsvarsmæssige forbehold:

• Slog ALLE email-notifications fra
• Oprettede en special mail-konto til de notifications som Facebook alligevel sender mig

Nu er spørgsmålet så: hvad bliver det næste, jeg bukker under for gruppepresset for?

..eller rettere sagt, mit website føler sig lidt nøgent.

Det er dog ikke noget uheld, men blot fordi at jeg deltager i den tredje årlige CSS Naked Day, hvilket vil sige at man slår alle stylesheets fra på sin hjemmeside. Formålet er at promovere webstandarder og tilgængelighed, for på denne måde kan man nemlig se om en hjemmeside er kodet på fornuftig vis…

Imorgen vender tingene tilbage til normal tilstand, men indtil da er det blot at nyde den sorte tekst på den hvide baggrund.

Update: Så er tøjet på igen…