kimblim.dk The Big Blog of Nothingness

For små to måneder siden gjorde jeg noget, som jeg ellers har kæmpet indædt imod: jeg meldte mig ind i et træningscenter!

Jeg har i lang tid vidst, at jeg måske godt kunne trænge til at komme i lidt bedre form eller tabe et par kilo, men som den flinke og venlige mand, jeg nu engang er, så har jeg givet de føromtalte kilo en chance for at forsvinde af sig selv. Det kunne jeg nok godt have fortalt mig selv var forgæves, men jeg synes nu alligevel at de skulle have chancen. Under alle omstændigheder så kunne jeg efterhånden godt se at min krop godt kunne trænge til at blive brugt til andet end at sidde ned og trykke på et keyboard, så en dag da jeg cyklede hjem fra arbejde tog fanden ved mig, og jeg endte i Fitness World. Endte er nu så meget sagt, for jeg havde skam nøje undersøgt hvilket træningscenter, der lå tættest på min arbejdsplads, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal tage mig sammen til at træne, så skal det være så belejligt som overhovedet muligt. Dummere er jeg trods alt ikke.

Jeg har ikke noget mål om at blive det vildeste badejern på Frederiksberg (selvom det nok ikke er umuligt, når man tænker på at bydelen er fyldt med 80-årige), og jeg har overhovedet ingen intentioner om at stå og rive i nogle vægte for at få kæmpemuskler. Jeg er helt sikkert mest til kredsløbs-træning, som det så fint hedder, så jeg bruger min tid på at cykle, ro og løbe – har jeg nogensinde nævnt, hvor meget jeg hader at løbe? Nej? Det er ellers ret meget! Derudover får jeg også lavet lidt ryg- og mavebøjninger, og til sidst slutter jeg af i en maskine, der angiveligt styrker min overkrop. Kloge mennesker mener at man skal have et mål med sin træning, og det har jeg da også, men det er træningen i sig selv; jeg skal træne tre gange om ugen, og det er det eneste mål jeg gider sætte mig. Adskillige af mine kolleger prøver at overtale mig til at løbe broløbet sammen med dem næste år, men helt ærligt: hvorfor skulle jeg løbe 21km helt frivilligt? Det er jo direkte dumt, og er vel nærmest fornærmende mod alle de kloge hoveder, der har opfundet bilen, cyklen, motorcyklen, færgen, toget etc. netop for at vi skulle undgå at løbe/gå så langt?

Indtil nu har træningen ikke givet synlige resultater, og badevægten står vist nogenlunde hvor den også stod for et par måneder siden, men jeg synes godt, at jeg kan mærke forskel. F.eks. cykler jeg både længere og hurtigere end da jeg startede, og det samme gør sig også gældende på løbebåndet. En anden ting, som jeg har lagt mærke til, er at jeg er friskere, når jeg møder på arbejde (jeg træner som regel ved 6.30-tiden), men den der energi det angiveligt skulle give at træne, den har jeg ikke bidt specielt mærke i.

PS: Jeg er faktisk MEGET stolt over at jeg overhovedet ikke har misset en eneste træning indtil nu (bortset fra en uges ferie, hvor jeg var i Ægypten og dermed lovligt undskyldt).

Min søster var for nylig så venlig at sende mig et par billeder, som hun havde scannet ind:

Ca.1991 – det er rent gætværk fra min side

ca.1991. Jeg kan se at jeg er hjemme hos min mormor, som døde i 1992, og såvidt jeg husker var den bøllehat en ret stor del af mit liv i 1990/91.

December 1995. Jeg er lige flyttet til New York på dette billede, og min søster (som også boede i New York) er igang med at klippe mig, og vi synes det kunne være sjovt at give mig en redneck frisure. Sygehus-undertrøjen hjælper også på indtrykket :)

December 1995. Så er jeg blevet klippet og er klar til at indtage NYC i min superfede Carhartt-jakke.

Juni 1996. Mit adgangskort til den lokale pool/basketballbane.

Tja, det er nok ikke undsluppet nogens opmærksomhed at vi nu er trådt ind i 2009 – godt nytår, iøvrigt – og for undertegnede skete det på en meget afslappet måde, nemlig i gode venners selskab med god mad og drikke.

Hvad skete der så i 2008? Tjo…

Jeg forlod mit arbejde, startede på nyt arbejde, forlod det nye arbejde og startede på nyt arbejde. Jeg regner bestemt ikke med at skifte arbejdsplads så ofte i det nye år.

Jeg har været lidt ude at rejse, bl.a. var jeg en tur i Thailand med nogle gode venner, en tur i Chicago med en kollega hvor vi var til verdens sejeste konference og ovenikøbet har jeg også været i Florida med familien for at fejre min mors fødselsdag. Nå ja, og så har jeg været en tur forbi familien i Manchester. Det er efterhånden gået op for mig at HC Andersen havde fat i noget, da han sagde “At rejse er at leve”.

Efter nøje overvejelser fik jeg også meldt mig til Facebook – det har både været godt og dårligt, og jeg tror at min konklusion er at man får det ud af det, som man gerne vil have.

Rent fodboldmæssigt var det et decideret smukt år: United blev engelske mestre, europæiske mestre og til sidst i 2008 lykkedes det også at vinde verdensmesterskabet for klubhold.

2008 blev også året hvor jeg skiftede fra Windows til Mac. Og nej, jeg er ikke blevet en hellig Mac-bruger. Det var også Mac’ens skyld at jeg midlertidigt mistede min blog (faktisk var det min egen skyld, men det kan forklares med at Mac og Windows har forskellige måder at flytte filer på. Seriøst).

4½ år med hiphop.dk blev det til. Det var en fornøjelse at have det, men det har satme også været en fornøjelse ikke at skulle bekymre sig om at skrive nyheder, anmeldelser og sende cd’er frem og tilbage.

Den mest “dramatiske” begivenhed var nok den dag i november, hvor jeg blev slået ned. Her to måneder efter døjer jeg stadig med lidt følelsesløshed i kinden, men ellers er jeg sluppet uden mén. Det var iøvrigt tæt på at bringe mig 15 minutes of fame, eftersom at en journalist fra Euroman ringede og ville interviewe mig til magasinet, men det blev ikke til noget da vi ikke kunne finde tid til det inden deadlinen. Jeg har ikke rigtig fået tænkt over om det ville være en god idé eller ej at medvirke, men nu blev det under alle omstændigheder ikke til noget.

Jeg håber 2009 bliver et godt og spændende år for alle – Godt nytår!

For fem års tid siden besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville arbejde for Danmarks største medievirksomhed, DR, men de havde ikke lige umiddelbart nogen jobopslag, der passede til min profil – hvad gør man så? Man sætter sig ned og laver en uopfordret ansøgning, som gerne skulle imponere i en sådan grad, at de ikke ville kunne sige nej. Nu har jeg dog aldrig været typen, der satte mig ned og skrev en klassisk ansøgning i stil med:

Jeg tillader mig hermed at søge en stilling som.. bla bla

Det var nu ellers den stil jeg lærte, da jeg i starten af 90′erne spildte tre år af mit liv på den lokale handelsskole, men set i bakspejlet så stak jeg nok også lidt ud rent menneskeligt ifht. de fleste andre elever på stedet, så at jeg ikke skrev jobansøgninger på samme måde som mine medstuderende burde ikke overraske nogen.

Næ, istedet besluttede jeg mig for at lave en reel case, hvor jeg tog DR’s daværende forside og kodede den helt om, for at vise at mine færdigheder rent faktisk kunne bruges til noget nyttigt. Den forside som DR havde på det tidspunkt var opbygget i det der nutildags kaldes håbløs kode, men dengang var tabel-baserede layouts faktisk helt normale, selvom vi var nogle få der forsøgte at overbevise folk om at det ikke var vejen frem, og at man istedet skulle bruge CSS og derved adskille indhold fra design. Nå, under alle omstændigheder, så endte jeg med at sende en hurtig mail til en person ret højt oppe i DR’s digitale afdeling, hvor jeg kort skrev, hvem jeg var, hvad jeg lavede og at jeg synes de skulle ansætte mig :)
Vedlagt mailen var følgende link: http://kimblim.dk/stuff/dr/

Hvis man kigger på det link, så er der især en ting jeg kan sidde og smile af nu, nemlig den passage, hvor jeg skriver at koden er fremtidssikret i 5-6 år – der er nu gået 5 år, og da jeg åbnede siden i min Safari-browser på min Macbook Pro virkede det hele som det skulle, hvilket jeg synes er ret imponerende – og lidt overraskende også. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg nok ville skrive al koden på en helt anden måde nu, men for sin tid synes jeg det er helt acceptabelt. Argumenterne er da også ganske fine og giver meget god mening, synes jeg.

Nå, men fik jeg så jobbet? Næ, det gjorde jeg ikke, til gengæld fik jeg et svar som man enten kan tolke som meget positivt eller som corporate bullshit – der stod nemlig noget i stil med:

Det er den bedste ansøgning vi nogensinde har fået, men vi har desværre ansættelsesstop, så vi kan ikke tilbyde dig en stilling

Their loss ;)

Godt fem år senere fik jeg så job i en anden af Danmarks største medievirksomheder, men det gik ikke helt som det skulle…

.. eller, det plejede jeg ihvertfald at sige til Louise, hver gang jeg havde sagt noget plat, som jeg synes var skidesjovt, men som hun ikke lige grinte af. Faktisk gik jeg engang (vi snakker 97-98) og drømte om at være stand-up’er, hvilket jeg nok deler med en del andre, der godt kan lide at fyre en kæk bemærkning af i ny og næ.

En af de jokes, jeg havde i tankerne dengang var min “bedemands”-rutine. Den gik i korte træk ud på at jeg synes det er lidt mærkeligt, at bedemænd reklamerer, for det er jo ikke som om at flere mennesker lægger sig ned og dør af den grund, vel?
Haha, funny, right? Leveret med den rette timing og de rette sætninger, mente jeg sagtens at jeg kunne få et minuts penge ud af det, og igår blev jeg bekræftet i at der var noget sjovt i idéen. Her på arbejdet sidder vi nemlig med et projekt, der i grove træk handler om døden, og så kom “bedemands”-rutinen lidt på banen i en hyggelig samtale, og da jeg leverede en af punchlines’ne, grinte min kære kollega på det helt rigtige tidspunkt og på den forventede måde. Hun skal dog også have ros for at komme med “Det er jo heller ikke et marked der bare går hen og dør“. Drumroll, please!

Min punchline var lidt i stil med dette..

Hvorfor reklamerer bedemænd og har lysende skilte i deres vindue? Jeg får sgu ikke lyst til at gå ind og kigge på kister af den grund! Og hvis jeg gjorde, så ville der jo komme en bedemand ud, der meget medfølende og stille ville sige noget i stil med “Hvordan kan jeg være behjælpelig?”, hvortil jeg måske ville svare “Jeg kigger bare lidt, tak”.

Stol på mig: det lød sjovere end det læses. Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg nok ikke den næste Chris Rock, men det betyder ikke at man ikke er sjov engang imellem.

Trofaste læsere kan muligvis huske at jeg bestilte en iMac igennem mit arbejde tilbage i slutningen af september, og den blev da også leveret i starten af december. På det tidspunkt havde jeg bare ikke lige et skrivebord at sætte den på, men det fik jeg i løbet af måneden; til gengæld sagde jeg også mit job op, og det betød at jeg fik følgende valgmuligheder: aflevere iMac’en tilbage eller købe den fri for omkring 15.000,-… Jeg valgte det første og derfor blev iMac’en afleveret tilbage igår uden at den på noget tidspunkt har været sat til! Meget unørdet, men sådan er det.

Igår var også dagen, hvor jeg var en tur forbi TDC og aflevere min elskede laptop, en IBM Thinkpad T60, og det var sgu helt sørgeligt. Er du sindssyg, hvor er der blevet arbejdet/surfet/mailet/youtubet meget på den maskine (og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge). Jeg kan uden at tøve sige, at hvis jeg nogensinde står i en situation, hvor jeg skal købe en Windows-baseret laptop igen, så bliver det 100% sikkert en Thinkpad, for magen til stabil og effektiv maskine skal man lede længe efter.

Nu står jeg så i en situation, hvor jeg har en arbejdslaptop fra Berlingske, som jeg gerne vil holde som ren arbejdsmaskine, så jeg skal ud og købe en computer. Min første tanke var egentlig at udleve iMac-eksperimentet og købe en 20″-model, men efter grundigere overvejelse tror jeg snarere, det bliver til en MacBook Pro. Skulle jeg vælge udfra designet og størrelsen på laptoppen ville jeg vælge den sorte MacBook, men den går bare ikke højt nok op i opløsning, så det må blive Pro-modellen. (Hvornår kommer der en MacBook Pro med 13″ skærm?)
Og hvorfor så ikke købe den Thinkpad, som jeg lige har rost til skyerne? Tja, jeg vil gerne kunne teste mit arbejde på en Mac, og den kan jo også køre Windows i et vindue for sig selv, så mit bud er at det vil være den bedste løsning for mig. Desuden er jeg jo nysgerrig og vil gerne prøve Apple-platformen – man kan jo altid vende tilbage.

Idag fejrer min blog 5-års fødselsdag. Det hele startede med en world premiere på et hjemmestrikket system, hvor jeg både havde lavet frontend og backend. Det havde helt sikkert sine begrænsninger, men på det tidspunkt var blog-software ikke kommet helt så langt som det er idag.

Godt og vel to år senere tog min hjemmeside sig en lille pause. Jeg havde ganske simpelt mistet skrivelysten, og jeg synes ikke rigtig at det var fair overfor de meget, meget, meget få læsere at blive ved med at skrive om fodbold, bare for at skrive om noget. Oh well, små otte måneder senere genfandt jeg skrivelysten, og jeg gik igang med at blogge igen, og denne gang på Blogger-platformen. Det at der var en blog-platform, hvor jeg kunne være igang indenfor ganske få minutter var stærkt medvirkende til at jeg gad skrive igen, og at jeg overhovedet ikke skulle bekymre mig om databaser og kode hjalp også en del.

Jeg skrev stadig en del om fodbold, men emnet var ikke nær så dominerende mere – til gengæld indså jeg kort tid efter, at selvom jeg taler flydende engelsk og også begår mig ganske fint på sproget, så var det en hindring, når jeg satte mig til tastaturet, så i august 2005 begyndte jeg at skrive på dansk. Jeg kunne helt sikkert skrive nøjagtig det samme på engelsk, men det ville tage mig lidt længere tid, fordi jeg som regel forsøger at udtrykke mig på en ganske bestemt måde. Da jeg i sin tid startede med at skrive på engelsk, var det egentlig fordi at jeg gerne ville have så mange læsere som muligt, men da jeg skruede ned for det ambitionsniveau og begyndte at skrive på dansk, skete der noget ganske sjovt: jeg fik mange flere læsere! Sproget er nok ikke den eneste faktor (RSS og blogs’ popularitet kunne være to andre), men jeg tror at det har en hel del at sige.

For næsten to år siden gik jeg så fra Blogger til Wordpress. Blogger var rigtig nemt, men havde også sine begrænsninger, og WordPress har vist sig at være ligeså nemt, og stort set uden begrænsninger. Desuden kan jeg stadig lige pille en lille smule i koden, når jeg har lyst, hvilket selvfølgelig er et kæmpe plus for en nørd som mig. Nå ja, og så fik jeg jo også lavet to plugins..

Når jeg sidder og kigger på nogle af mine gamle indlæg kan jeg se, at der er blevet skudt med spredhagl, så min blog bliver nok aldrig en af den slags blogs, hvor folk automatisk kigger hen for at få besked om et bestemt emne. Til gengæld tror jeg at der er lidt for alle herinde, og der er da også kommentarer fra rigtig, rigtig mange forskellige, selvom der også er faste gengangere imellem. Og bliv endelig ved med at komme med kommentarer! De er værdsatte, og jeg prøver så vidt muligt at svare på dem, der fortjener en besvarelse.

Highlights? Tja, svært at sige, men det er klart at mit indlæg om David Owe og hypen omkring hans person er blandt dem. Det er det mest læste indlæg jeg har, og jeg ligger da også ganske pænt i Googles søgeresultat på navnet “David Owe”. Hvis vi kigger rent skrivemæssigt, så synes jeg selv, at jeg skriver bedst når jeg harcelerer over et eller andet groteskt, jeg har været udsat for:

• Restaurantbesøget fra helvede
• Hvorfor Nordea sutter den ondeste røv
• Jyske Bank: Ikke lige noget for mig
• Død over skat

Jeg synes dog også at mine (meget) små føljetoner om min bil (1, 2, 3), min cykel (1, 2, 3) og mit forhold til fjernsyn (1, 2, 3, 4) har været ganske ok.

Nå, mon ikke jeg snupper fem år mere? Om ikke andet, så for min egen skyld, så jeg kan sidde til den tid og få et lille smil på læben over mine røverhistorier. Igen.

Jeg sad tidligere på dagen og ryddede lidt ud i mine icq/msn/jabber kontakter, så folk jeg ikke snakker med mere eller har nogen relationer til, ikke ligger og fylder i kontaktlisten. I den forbindelse faldt jeg også over min gamle kollega fra Framfab i London, Afam, som desværre døde for et stykke tid siden.

Afam var måske det rareste menneske på den her planet, selvom han selv havde været udsat for en del mobning – forestil dig hvor svært det er at være fra Nigeria og være albino, som Afam var. Derudover var han tæt på blind, så han havde ikke de bedste forudsætninger fra starten, men ikke desto mindre var han altid ved godt mod og i godt humør. Han ønskede ikke andet end det bedste for alle, og jeg har aldrig hørt ham snakke dårligt om et andet menneske, og selvfølgelig skulle det lige gå ud over ham, da en psykopat af flugtbilist valgte at drøne ind i et andet menneske. Afam overlevede selve ulykken, men blev aldrig helt sig selv igen, og gennemgik et par svære år med mange operationer. Til sidst gav Afams krop op.

Sådan kan det gå at man kan få en trist fornemmelse i kroppen, selvom man bare rydder lidt op, men på den anden side set tænkte jeg jo også på nogle gode stunder med Afam, og derfor bliver han ikke slettet fra min kontaktliste.

Tidligere i år købte Louise min halvdel af vores lejlighed på Frederiksberg, og lige siden har jeg ledt efter noget nyt at investere pengene i – og det skulle naturligvis være noget beboeligt, så jeg gik på jagt efter en ejerlejlighed. Hvilket viste sig ikke at være nogen nem opgave!

Først fandt jeg noget i nærheden af Lyngbyvejen (Østerbro – det er den trekantede bygning), hvor man havde valgt at rydde loftet i en gammel ejendom, og lave det om til lejligheder. Det så rigtig fedt ud, og jeg fik alle papirerne på det, som jeg så tog videre til min advokat. Hun synes så ikke at det så særlig fornuftigt ud, og hun fandt adskillige brølere i kontrakt og bilag, så hendes råd til mig var at lede videre…

Jeg fandt så et nybyggeri, der hedder NicolineParken (lejl.57), som ligger på Islands Brygge (på den tomme grund), og det så langt federe ud end det på Østerbro, og hvis man får valget mellem ydre Østerbro eller Islands Brygge, så vælger man det sidstnævnte – ihvertfald hvis man er mig. Og det er jeg. Nå, papirerne kom frem, jeg fik en tid hos advokaten og fremsendte papirerne, og tænkte at nu var det hele fjong. Øh, nej. Samme dag som jeg skulle til møde med advokaten fik jeg en mail fra ejendomsmægleren om at lejligheden var solgt. Øv Øv Øv. Og der var ikke flere af samme slags. Mere Øv.

Der var så ikke andet at gøre end at lede videre, og jeg søgte overalt i København. Blandt andet fandt jeg en fin lejlighed på Vesterbro, tæt ved Enghave Plads. Lejligheden var helt nyistandsat, og kunne bl.a. prale af en 7″ lcd-skærm på toilettet! Jeg synes det var lidt kikset, men resten af lejligheden var ok – dog var den lidt dyr i kvm-pris, da vi var oppe på 2.2mio for 51kvm! Av.

I mellemtiden kiggede jeg også lidt på nogle af projekterne på Sydhavnen, hvor især Westside så lidt interessant ud, men priserne var for høje i forhold til placeringen – der er intet liv derude, og der går nok nogle år før det ligner noget, så selvom lejligheden og byggeriet i sig selv var ganske fint, så valgte jeg det fra.

Jeg blev reddet da jeg opdagede at NicolineParkens sidste etape nu var blevet sat i salg, og der var en lejlighed (nr.90) som jeg synes var rigtig interessant: 69kvm godt fordelt, og da jeg kiggede på demo-lejligheden var jeg nærmest solgt. Køkkenet var superflot, badeværelset var flot, der er alle hvidevarer og rigtig meget skabsplads. Jeg satte alting igang igen, og advokaten havde ingen indvendinger denne gang, så jeg skrev under. Iøvrigt var det også i denne process at jeg kom forbi Jyske Bank, hvilket jo ikke endte særlig heldigt. Heldigvis stødte jeg på Nykredit og en rigtig sød dame, som er utrolig hjælpsom og serviceminded.

Nu er lejligheden så købt, og jeg kan flytte ind den 1.juli 2007. Jeg glæder mig! Og jeg var da også forbi for nogle uger siden og tage et billede af min kommende bolig. Når jeg er flyttet ind må I gerne komme og besøge mig..

Jeg har her på det sidste været igennem den langsommelige og meget kedelige proces, det er at erhverve sig en ny bolig. Ja, det er så stadig ikke faldet helt på plads, men det er vist så tæt på som det kan være, og det skal I nok få meget mere om på et senere tidspunkt.

Nå, for at købe en ny lejlighed skal man jo have en pose penge med, og selvom jeg er i den ekstremt lukrative it-branche, så står jeg ikke lige med alle pengene kontant, for jeg har jo brugt en hel del på hurtige damer og uendelige mængder kokain, så jeg skulle ud og finde en bank, der kan se noget økonomisk potentiale i at låne mig et par millioner eller det der ligner. Bemærk iøvrigt at der i dette afsnit er en hel del fiktion, som bygger på folks stereotyper og opfattelser af it-branchen, og det betyder blandt andet at I kan stryge ord som “ekstremt lukrative”, “hurtige damer” og “uendelige mængder kokain”.

Min nuværende økonomiske sparringspartner er internet-banken Skandiabanken, og dem er jeg meget tilfredse med, men eftersom de udelukkende er internet-baseret, er der ikke en fysisk person som jeg kan sætte mig overfor og snakke bolig med, og det har jeg brug for, da jeg ikke – igen mod folks forventning – er altvidende. Ok, det tror folk ikke om mig, men der er ingen der siger, at min blog skal være 100% non-fiktion, vel?

Jeg spurgte mig lidt frem, men endte til sidst med bare at bestille en tid hos en bankrådgiver i en tilfældig bank, og den tilfældige bank blev Jyske Bank. Jeg var selvfølgelig godt klar over at de lige havde re-lanceret sig selv som ung og hip, men jeg tænkte at det nok bare betød, at man blev budt på en Latte istedet for en kop sort kaffe – WRONG! Jeg ankom til Jyske Banks filial på Falkonér Alle og blev budt velkommen af en dame, der vist skulle være en slags receptionist, og hun bad mig tage plads indtil rådgiveren var klar, hvilket var ganske kort tid efter. Hun kom hen og præsenterede sig, og førte mig ind i et mødelokale, hvor der hang en 42″ plasma-skærm, hvorpå der stod “Velkommen til Jyske Bank, Kim Johannesen“. Nogen vil måske mene at det er god stil, men jeg synes mere det virker lidt akavet og popsmart. Oh well, det skulle naturligvis ikke betyde noget for mit valg af bank…

“Har du nogensinde været i Jyske Bank før?” spurgte den unge dame mig, og da jeg vovede at svare “Nej“, fik hun hurtigt guidet mig ud på en rundvisning af banken(!). Helt ærligt, en rundvisning af banken? Jeg er helt ærligt ligeglad med hvordan banken ser ud, men jeg fulgte da med.. Det jeg blev præsenteret for var intet mindre end en farce, jeg ikke har set lignende siden de glade dot.com-dage:

• “vi har runde borde fordi det fremmer kommunikationen”
• “her er ’spørge-baren’, hvor man kan spørge om hvad som helst”
• “her er kaffebaren – du er altid velkommen til at komme ind og få en kop kaffe”
• “Prøv at scanne den her pakke, så kan du få info om kassekredit”

I det hele taget var det en meget tynd kop PR-te, jeg blev budt på, og et eller andet sted virkede det heller ikke som om, at den stakkels rådgiver helt troede på det budskab, hun stod og skulle sælge – hun ville garanteret bare gerne snakke økonomi, hvilket vi da også returnerede til mødelokalet for at gøre, men på det tidspunkt var slaget tabt for Jyske Bank. Vi snakkede godt nok om penge og en fremtidig plan, men når jeg kigger på det i bakspejlet, så kan der kun være en årsag til at jeg ikke på det her tidspunkt forlod banken: Jeg var rystet. Dybt, dybt rystet!

Da jeg et par dage senere skrev en mail til rådgiveren, skrev jeg helt præcist følgende:

Hej XXXXX,

Tak for mødet i fredags.

Efter nærmere overvejelse har jeg besluttet mig for ikke at vælge Jyske Bank som min nye bank, og jeg vil derfor aflyse vores møde torsdag den 26/10.

Jeg må indrømme at det nye, smarte koncept var lidt for poppet til mig, og jeg synes ganske simpelthen ikke at banken virker seriøs.

Beklager hvis jeg har spildt for meget af din tid,

mvh

Kim Johannesen

Selv synes jeg at det er en god mail – den er informativ og forhåbentlig er det en mail, som de kan bruge konstruktivt når de på et tidspunkt skal vurdere deres nye koncept. De ved da ihvertfald at det for nogen virker poppet og useriøst. Det useriøse forsætter så i og med at de ikke har svaret på mailen – det synes jeg er dybt useriøst, om ikke andet så for at bekræfte at mødet er aflyst…

Jeg endte med at tage en tur forbi Nykredit, som – ligesom Skandiabanken – er internetbaseret, men har rådgivningscentre, og dermed er helt perfekte for mig. Da jeg så også er endt med en utrolig sød rådgiver, der virker seriøs og samtidig er hjælpsom og følger op på tingene, kan jeg vist kun være tilfreds.

For et par uger siden lagde jeg mærke til noget sjovt. Faktisk har jeg nok tænkt over det før, men det var først på en lille gåtur, hvor jeg ikke havde andet i tankerne, at jeg tænkte videre over det: at man ofte siger “Hvad siger du?” selvom man har hørt, hvad der er blevet sagt.

Grunden til at det kom ind i mine tanker er naturligvis, at det skete for mig – jeg var lige kommet ud af min yderst fashionable og prægtige 1-værelses playboy-mansion i Nord-læder-vest, og gik i mine egne tanker, da en håndværker fangede mig med bukserne nede: “Du har vel ikke tilfældigvis nøglerne til denne opgang?” lød hans spørgsmål som var rettet mod mig, og mit svar var “Hvad siger du?“. Men jeg havde jo godt hørt spørgsmålet, jeg var bare ikke forberedt på det, og derfor skulle hjernen lige igang igen, så den nemmeste måde at købe lidt tid på er at spørge om hvad der blev sagt. Ville det være pinligt at sige “Øjeblik, jeg skal lige tænke over spørgsmålet“? Ja, når spørgsmålet er så simpelt er det lidt pinligt, hvorimod det overhovedet ikke er pinligt for en 30-årig mand at lade som om han har nedsat hørelse. Eller. Øh…

Nu hvor jeg har skrevet det her falder det mig pludselig ind: Hvad nu hvis jeg er den eneste, der har det sådan? Død og kritte!

Så er det iaften at Depeche Mode indtager Parken og garanteret giver en pissefed koncert. Desværre vil jeg ikke selv være til stede, hvilket jeg ærgrer mig godt og grundigt over, for hold da kæft hvor gad jeg godt se dem live!

Jeg har hørt Depeche Mode siden de i 1987 udgav albummet “Music for the Masses”, og jeg husker tydeligt hvordan vi sad nede i Morten Mathisens kælder og læste hans fars frække magasiner, imens vi hørte “Never let me down again” og “Strangelove” på et optagebånd. Siden har jeg lyttet til stort set alt hvad de har udgivet, men min fascination med bandet fik for alvor fornyet kraft, da jeg i 94 fik en maxi-version af “Enjoy the Silence“, som i mine øjne er et fantastisk nummer. Når jeg smider den version på min pladespiller og sætter pitch til -8%, er det nærmest som at være i en form for trance. Intet mindre end utroligt!

Nå, men grunden til at jeg ikke skal til koncerten i aften? Det er den samme grund som da jeg gik glip af U2 og Coldplay. At det forbandede billetsystem, som håndterer online-salget bare ALDRIG fungerer! Jeg har også måtte sige farvel til den perfekte gave til min mor i form at et sæt Bruce Springsteen billetter af samme årsag. Hver eneste gang der er en stor koncert, bliver systemet udsat for et åbenbart uforudsigeligt pres og går ned på den ene eller den anden måde – næsten ligesom når DSB bliver overrasket over at efteråret medfører våde blade på skinnerne og vinteren bringer sne med sig. Jeg forstår det simpelthen ikke – det må sgu’ da være muligt at lave et skalerbart system, der kan håndtere det pres?

Jeg kan da i det mindste glæde mig over at det er lykkedes mig at skaffe bootleg live-cd’er med både Depeche Mode og Coldplay, og de er fremragende – glæden er dog kortvarig, for det minder jo blot en om hvad man går glip af :(

Til alle dem der skal afsted iaften: God fornøjelse!

Kender I det? Der findes dage som bare er generelt dårlige, og så findes der dage, der kan trække al humør og livsvilje ud af en, så det tager dage at komme sig. Well, idag hører til i sidstnævnte kategori!

Da jeg vågnede igår morges var jeg helt kvæstet, nærmest groggy som hvis jeg havde gået 12 omgange med Tyson – helt naturligt når man tænker på at jeg havde været ude at skate onsdag aften og først kom hjem lidt i 1 om natten. Ikke at tidspunktet er så forfærdelig sent, men man skal jo lige i bad og så har man en masse energi i kroppen, så der går lige lidt inden man sover. I mit tilfælde blev den vel 3.. Anyways, da jeg så mødte på arbejde igår, grinte Mobo bare af mig og sagde at jeg så lidt fraværende ud, hvilket var en mild underdrivelse. Jeg lignede helt sikkert døden fra Lübeck. Men! Der var en positiv ting ved min trætte tilstand: at jeg torsdag aften ville sove som et lille barn. Wrong! Jeg hoppede under dynen ved 23-tiden, slukkede lyset og opdagede at jeg var lysvågen. Ikke bare almindeligt vågen, men den slags vågen, hvor man ved at ethvert forsøg på at sove er nyttesløst. Og hvad bruger man så tiden til? I mit tilfælde valgte jeg at se om jeg kunne falde i søvn til lidt tv-serie, men efter otte afsnit (!) af “Prison Break” kunne jeg godt se at det ikke hjalp…

Vækkeuret ringede klokken 6.00, fordi jeg skulle aflevere bilen til mekanikeren kl.7.30. Og det er så her at dagen gik fra at generelt dårlig til at være kolo-enormt latterlig! Bilen har fået den dårlige vane at gå ud, når den kommer langt ned i omdrejninger og værkstedet kørte en hurtig test, som viste at det er motorstyringen den er gal med. “Motorstyringen?” siger du. Ja, spørg sgu’ da ikke mig, jeg har ikke forstand på det pis, men det er trods alt et autoriseret Mercedes-værksted og jeg er naiv nok til at stole på dem. Konsekvensen er ihvertfald, at der skal bestilles en ny motorstyrings-enhed hjem fra det store udland – den skal åbenbart produceres specielt ifht. stelnummeret på bilen – og derfor kan bilen først være klar tirsdag… Det er så ikke dét, der er mit store problem. Problemet er at mekanikeren siger at delen alene koster 8.200 ekskl. moms, og så kommer der lige arbejdsløn oveni. AV! Til gengæld var han flink nok til at ønske mig god weekend! Ja tak, kammerat, det luner sgu’ også virkelig meget lige nu!

Så lad dette være en advarsel: lad være med at pisse mig af idag, for jeg er træt og jeg er sur. En eksplosiv kombination, der kan ende med katastrofale konsekvenser! Med andre ord: Lunten er kort!

Denne seddel mødte mig igår morges da jeg kom på arbejde – den sad simpelthen påklistret min monitor. Først tænkte jeg WTF, og så gik jeg ellers igang med at udspørge mine kolleger, hvem der stod bag spøgen. For jeg var på intet tidspunkt i tvivl om at der var tale om en spøg, og det er da også meget sjovt. Mindre sjovt er det at INGEN vil indrømme at stå bag den, og så var det at et vittigt hoved sagde: “det kunne jo også være fra rengøringsdamen”. Not very likely. De to rengøringsdamer (eller sanitets-assistenter om man vil) der kommer fast her på kontoret er begge af anden etnisk herkomst, og ville knapt nok være istand til at sige de ord, der står på sedlen, så jeg tvivler meget på at de ville kunne skrive dem… Anyways, det blev straks mere spooky da jeg stod ude i kopi-rummet, og den ene rengøringsassistent (kompromis mellem de to udtryk) stak hovedet ind og sagde “hej”. Ikke mere, ikke andet, blot “hej”!

For ligesom at komme til bunds i denne sag måtte jeg jo ligesom komme med en respons på den første seddel, så da jeg gik hjem igår, hængte jeg mit svar op på skærmen:

Og så kunne jeg jo så blot vente til jeg skulle på arbejde igen idag. Og minsandten om ikke der var bonus! Vedkommende der står bag spøgen havde valgt at hænge en ny seddel op:

HA! Det var dog en tåbelig måde at køre joken videre på! For det første kan jeg jo aldrig være i tvivl om det mon var rengøringsassistenten, for jeg ved med 110% sikkerhed at jeg ikke har givet hende et sugemærke! Hende den søde fra kantinen måske, men rengøringsassistenten? Spøg til side, jeg har ikke givet nogen sugemærker i mange, mange år, og en anden ting der ligesom fjernede al tvivl, er at de to skrifter tydeligvis ikke er skrevet af den samme person, og minsandten om ikke Henrik Gemal har indrømmet at have skrevet seddel nr.2! Han sagde dog, at han handlede under ordre, men han vil ikke ud med hvem der står bag!

Under alle omstændigheder har det jo givet lidt underholdning på arbejdspladsen, og forhåbentlig også her på bloggen!

Henover nytår var jeg en tur i det Engelske med et par venner og besøge et vennepar – ikke så meget mine venner som mine venners venner, men jeg var dog på bekendtskabs-basis med den ene halvdel af parret. Anyways, da vi var ankommet til Liverpool efter en lettere forsinket flyrejse til Manchester, besluttede vi os for at gå ud at spise, og valget faldt på en lille lokal restaurant som Per og Majka (de lokale) havde gode erfaringer med.

Vi ankom til restauranten, og blev hilst velkommen af en lille mand, der insisterede på at vi satte os i loungen før vi indtog spisebordet – faktisk sagde han “No, no, no, you don’t do that!” meget bestemt, da vi bad om at komme direkte til spisebordet. Vi tog det nu ikke så tungt, men vi vidste jo heller ikke hvad der ventede os på det tidspunkt.

Efter et par minutter kom der en ung dame og tog vores jakker, og jeg må da indrømme at jeg var lettere nervøs, for jakkerne blev slænget over den ene arm, og hang faretruende tæt på den åbne pejs, som der var god gang i. Der skete dog ikke noget, men allerede her fornemmede jeg at hun var lidt klodset; en fornemmelse der skulle vise sig at holde stik!

Da vi skulle bestille noget at drikke, fik vi at vide at der ikke var noget danskvand, fordi der var sprunget et vandrør i køkkenet tidligere på dagen, og de laver åbenbart danskvand med de dersens sodavands-maskiner med sirup i – I kender dem godt, men jeg aner ikke hvad de hedder, så hvis I ikke ved hvad jeg mener, må I bare undvære dette afsnit. Da vi var ved at være færdige med at bestille vores pre-dinner drikkevarer, kom det dog frem at de trods alt havde danskvand alligevel, men kun i store flasker. Det kunne vi jo sagtens klare, da vi var flere om at dele, så det tog vi. Men hvorfor sagde han ikke bare det først?

Det var blevet tid til at bestille maden, og en ny tjener dukkede op. Vi var tre der bestilte en Steak Filet, men fik at vide at de desværre ikke havde den bøf, så om vi ville have den anden steak på menu-kortet – no biggie, så det gjorde vi. Udover det bestilte vi allesammen suppe til forret, undtagen Majka, der valgte at få suppe til hovedret og springe forretten over…

Vi blev henvist til spisebordet, hvor tjeneren kom ind og gjorde os opmærksomme på at den bøf vi havde bestilt, havde de desværre ikke flere af idag, men han kunne istedet tilbyde os Steak Filet!?! Med andre ord: vores foretrukne valg, men som de heller ikke havde første gang vi bestilte… oh well, vi fik jo vores vilje i sidste ende, men det var tydeligt at organisationen ikke just var i fineste form.

Forretterne kom ind – og Majkas hovedret. De havde naturligvis glemt at Majkas suppe var en hovedret og derfor ikke skulle ind endnu, men de tog den da med tilbage i køkkenet, og vi kunne gå igang. Suppen var rigtig god, men skeerne var lidt beskidte og fik en grundig tur med servietten.

Hovedretterne kom ind – naturligvis minus de pomfritter vi havde bestilt ekstra, så vi måtte nøjes med det tilbehør, der nu er med per default. På dette tidspunkt valgte vi bare at glemme alt om at brokke os, for vi var blevet godt sultne, og maden stod jo på bordet. Der blev bestilt en ekstra cola, som tjeneren gladeligt kom ind med på en stor bakke, som han herefter tippede, så cola’en røg direkte ned i skødet på Tanja… Heldigvis var det ikke så slemt, men stadig irriterende.

Tjenerne virkede i det hele taget ekstremt stressede, og det var tydeligt at vi havde fanget dem på en dårlig dag. Hvad de var stressede over aner jeg ikke, for der var kun tre middags-selskaber, og det burde vel være til at overkomme. Det var det ikke. Den kvindelige tjener – hende der forsøgte at futte vores jakker af – nåede at tabe bestik to-tre gange undervejs, og på et tidspunkt løb den første mandlige tjener ud mod køkkenet med armene over hovedet, imens han udstødte hvad jeg vil kalde et primalskrig! jeg joker ikke her! Manden løb skrigende ud i køkkenet foran gæsterne!

Nå, men der er jo ikke noget der ikke kan kureres med en god dessert, og Tanja glædede sig tydeligvis til at bestille varm kakao med skumfiduser. Det havde de ikke. Til gengæld kunne tjeneren fortælle om en fantastisk Pavlova, som han brugte fem minutter på at forklare om. Den lød simpelthen for god til at være sand, hvis jeg skal være helt ærlig. Det var det så også, for tjeneren kom tilbage tre minutter senere og kiggede ned i gulvet, imens han sagde at de desværre ikke kunne tilbyde Pavlova idag… Tanja valgte så ikke at få dessert, selvom de tilbød både gratis kaffe og te for at råde bod på deres lille brøler.

Som Per meget elegant sagde det undervejs: “Det bliver ikke svært at regne ud hvor meget de skal have i drikkepenge”. I øvrigt: maden var skidegod, men det er der jo ikke nogen der husker efter sådan en tur! Underholdende var det dog…

Jeg er ikke den store fan af julen – mest af alt fordi jeg ikke rigtig tror på historien, resten af verden kender som Biblen, men også fordi at traditioner for traditioners skyld, heller ikke siger mig – for nu at sige det ligeud – en fløjtende fis.

Og så er der gaveræset. Eller skal man sige den årlige byttehandel? Du ønsker dig noget, jeg ønsker mig noget, vi køber tingene til hinanden og så er alle glade. Eller hvad? Hvorfor fanden køber man ikke bare de ting selv, så slipper man for det årlige overforbrug der er gemt til december måned! Personligt har jeg altid været elendig til at ønske mig ting, for jeg er typen, der (hvis jeg har pengene) køber det jeg gerne vil have, og så ender jeg som regel med en tom ønskeseddel, men ikke i år! Nej i år, har jeg rent faktisk haft en lang og meget udførlig ønskeseddel, som har ligget online for alle mine familiemedlemmers skyld.

Her er det måske også det rigtige tidspunkt at indskyde at jeg egentlig ikke bryder mig om at modtage gaver. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men jeg føler mig bare lettere utilpas ved det.. Til gengæld elsker jeg at give andre gaver, men hvis jeg kan prøver jeg altid at finde noget specielt, og her er det så at en af mine aversioner mod julen dukker op: hvorfor skal man lige præcis give hinanden gaver den 24.december? Hvorfor kan man ikke give en gave den 3.marts, hvis man har fundet den rigtige gave til den rette person? Og lad nu være med at snakke om Jesus’ fødselsdag, for det er en stor omgang svindel! Grunden til at vi fejrer julen her i slutningen af december, skyldes ganske simpelt at der før kristendommen kom til landet, lå en solhvervsfest på det tidspunkt, og så var det en nem måde at få folk til at fejre Guds søns fødselsdag samtidig.

Selvom jeg ikke er så vild med julen, vil jeg dog gerne ønske alle en glædelig en af slagsen, for ovenstående er jo blot min mening, og jeg synes det er dejligt at andre mennesker kan komme i godt humør af at tænke på juletiden…

PS: Endnu en grund til at hade gaveindkøbet: Jeg var ude at købe en badevægt til min far og hans kone, og da jeg sad på hug i den lokale isenkræmmer valgte en anden badevægt på hylden 1½ meter over mit hovede at vælte udover kanten og lige ned i mit baghovede. En badevægt af hærdet glas er ikke let! AV AV AV, jeg troede seriøst jeg var ved at besvime!

PPS: Måske er julen miraklernes tid! Ihvertfald har Aarfing postet et indlæg på sin blog!

Da jeg var en lille purk var jeg ninja. Nej, helt seriøst, det var jeg altså! En hel del mere end Dolph nogensinde kan drømme om at blive, og jeg havde den fulde uniform, som alle og enhver ved består af et gammelt lagen og et sæt mao-sutter. Derudover havde jeg den fantastiske fordel at min mor og far synes at det dersens ninja, det var helt iorden, så når vi en sjælden gang kom til hovedstaden, tog vi turen forbi en forretning, der hed Budo Sport, som lå på Godthåbsvej. Om den stadig ligger der, aner jeg ikke, men dengang kunne man købe nogle meget eksotiske ting derinde, og jeg havde altså en hel del kastestjerner – og vi snakker ikke om plastic-attrapper, men the real thing! Det var så sejt!

Min ninja-dille startede i 1983, da vi – som nogle af de første jeg selv kender – havde en vhs-maskine, og lejede film i den lokale Fona. Yes, man kunne nemlig leje film i Fona i gamle dage, og udvalget bestod vel af en 30-40 film, men tænk lige over det en gang: man var nødt til at planlægge det med at leje film, for Fona lukkede kl.17.30! Er du sindssyg Blockbuster ville have det svært, hvis de kun holdt åbent man-lør i alm. butikstider…

Anyways, en af de film vi lejede hed slet og ret “Ninja“, og den var så min store inspirationskilde til at blive en udøver af denne ædle art, som for mit vedkommende mest bestod af at sige dumme lyde når jeg sparkede ud i luften, eller senere hen at kaste med kastestjerner mod et rækværk (med begrænset succes). Den anden dag kom vi så til at snakke om den her film på arbejdet, og jeg besluttede mig for at tjekke op på den – det viser sig at den faktisk hedder “Enter the Ninja“, men også er kendt som “Ninja 1″. Fanget af nostalgien røg jeg straks ind på Amazon og bestilte skidtet på DVD; sandt at sige var jeg faktisk lidt overrasket over at de havde den, men et par dage senere lå den på mit bord :)

Igår aftes lå jeg så på sofaen og besluttede mig for at se den. Hmmm. Jeg huskede den godt nok lidt anderledes (bl.a. mente jeg at de rød-klædte ninjaer var de sejeste, men i virkeligheden var de jo bare nogle små kulier, som den sort-klædte ninja bestemte over!) og kvaliteten af skuespil, historie osv., var da også lettere tvivlsom, men det var nu en meget sjov oplevelse, som nok bedst kan sammenlignes med at gå direkte fra PS2 til en Commodore64 og et spil “Blagger“!

Jeg er jo fornylig fyldt 30, og i den forbindelse har jeg valgt at leve mit liv nøjagtig som sidst jeg blev “voksen” – altså som da jeg blev konfirmeret. Det betyder blandt andet at jeg har taget min helt store teenage-hobby, skateboarding, op igen.

Da jeg var mellem 13 og 18-19år gik stort set al min fritid på at skate, og pengene fossede ud af kassen, for når man river sine sko op ad et sandpapir-beklædt stykke træ med hjul på, så går ens sko meget i stykker. Ofte. Derudover hænder det jo også at sådan et stykke træ knækker og at hjulene bliver slidt skæve, så alt i alt er det en dyr hobby, når man er en ung knægt med et avisuddelingsjob…

Nå, men som jeg skrev, så har jeg indenfor den sidste måneds tid taget skateboarding op igen, og det er fandme fedt. Det der gør det så forbandet sjovt er at jeg skater med de samme drenge som jeg gjorde i gamle dage, og at en af disse drenge tilfældigvis har adgang til en skatehal, så vi er en 6-7 stykker om en hel hal. Det gør det lidt sjovere at man ikke skal se på 13-14 årige knægte, der flyver forbi en i halsbrækkende manøvrer, når man selv har problemer med at poppe en simpel ollie.

Hver onsdag går det løs i skatehallen, og sidste onsdag var ingen undtagelse. De sidste par onsdage har jeg slået mine håndled ret kraftigt, men uden at der er sket en reel skade, og hver gang er jeg blevet punket af forskellige mennesker, der har foreslået, ja nærmest krævet, at jeg tog håndledsbeskyttere på. Men sådan noget bruger man jo ikke, for de er for det første ukomfortable ad helvedes til, og for det andet så kommer man jo ikke rigtig til skade, vel! Wrong. Jeg styrtede efter godt 15 minutter i onsdags, og slog mit venstre håndled noget så eftertrykkeligt, men jeg røg op på boardet igen og skatede yderligere i et par timer, selvom min hånd gjorde lidt (måske meget) ondt. Da jeg kom hjem og gik i seng var smerten taget yderligere til, og da jeg vågnede ved 2-tiden om natten, kunne jeg godt mærke at der var noget helt galt, men jeg var jo træt, så jeg forsøgte at sove videre. Kl.9 om morgenen valgte jeg så at tage på Bispebjerg skadestue, hvor jeg endte med at sidde i seks timer, for at få at vide, at jeg havde brækket en knogle i hånden. Gipsen kom på, og nu skal den sidde der i fire uger, hvilket betyder, at jeg ikke kan arbejde fuldtid de næste par uger, for hånden bliver mega-øm af at jeg taster for meget. Så forestil dig lige den smerte jeg er gået igennem for at give dig det her indlæg! Jo, jeg gør sgu’ noget for mine læsere – det svarer vel nærmest til at være krigskorrespondent!

Jeg er doven ad helvedes til – folk der kender mig vil helt sikkert bakke op om denne påstand, det er jeg ikke i tvivl om. Det er netop derfor at jeg en forårsmorgen i 2004 ikke gjorde yderligere ved sagen, da min cykel ikke lige var til at låse op. Ser du, der hvor jeg bor er der ikke noget cykelskur, så cyklen havde stået udenfor hele vinteren med det resultat at låsen var rustet – at kæden også var helt orange var vel også en form for indikation på at jeg burde give den en ordentlig omgang…

Heldigvis har jeg en ven, der er udlært cykelmekaniker, og han var da også mere end klar på at give en hånd, for ikke nok med at jeg er doven, jeg er også et kvaj når det kommer til selv de simpleste cykelreparationer – noget min far ikke har været sen til at påpege ved enhver mulighed. Desværre fik jeg og Keld (det hedder min ven) ikke rigtig taget os sammen til at gøre noget ved den cykel, og lige pludselig var det vinter igen, og jeg fortsatte jo glædeligt med at hoppe på bus/metro for at komme rundt i København.

I dette forår købte vi som bekendt en bil – jeg vil ikke kede jer med benzin-regnskab her – og det gjorde naturligvis at cyklen blev nedprioriteret igen. Altså, lige indtil den dag jeg tilfældigvis opdagede at den ikke holdt ude i gården! Helt rødglødende af raseri råbte og skreg jeg op om tyveri og fordærvet moral blandt nutidens unge imens jeg gjorde alt for at glemme hvor mange cykler, jeg selv har “lånt” på vej hjem fra byture gennem årene. Anyways, min cykel var blevet stjålet, det kunne der ikke være tvivl om, og jeg blev faktisk oprigtigt ked af det, selvom jeg ikke havde brugt den i halvandet år, for det var en super-mega-dope cykel som der ikke er så mange af her i landet. Pludselig blev jeg også ramt af en dårlig samvittighed over at jeg ikke havde brugt den mere end jeg havde, og jeg bestemte mig for at jeg ville købe en tilsvarende cykel og blive helt aktiv – ja, faktisk ville jeg gøre ligesom Kenne og cykle en hel masse ture rundt i hovedstaden.

Det var så her problemerne opstod: Der var tilsyneladende ingen i Danmark der forhandlede Sunn Cykler, og jeg ville jo gerne have en cykel der var ligesom den gamle, så jeg kunne give den al den opmærksomhed den gamle ikke fik. Jeg fandt en model der hed Vertic (min gamle hed Vertic), og den så sgu da alt for sprød ud! Men at finde en forhandler i København, der har Sunn viste sig at være umuligt, men hey, der er altid internettet! Sjovt nok har jeg vænnet mig til at man kan få alt på internettet på den ene eller den anden måde, men en cykelforhandler i Ålborg havde netop givet distributionen videre til en i Ringsted, og han kan ikke få noget hjem før i foråret 2006. Gah! Selv en email til Sunns hovedkontor i det franske blev ikke besvaret. Tænk sig at jeg bliver svigtet af internettet!

Jeg tror det ender med at jeg køber en Schwinn istedet, for dem har jeg hørt mange gode ting om – plus at jeg kender en der kan skaffe dem lidt billigere. Cykles skal der, og det skal være snart!

Nu hvor I allesammen har hørt historien om vores fantastiske lille bil, så kommer der her en hurtig follow-up.

Som man kan læse i den foregående fortælling om bilen, så var der lidt bi-effekter af turen til mekanikeren, som dog blev løst ved besøg nr.2 – troede vi ihvertfald. Louise og to veninder har snuppet bilen og er kørt en tur til Frankrig, og da jeg snakkede med hende i søndags fik jeg at vide at en anden advarselslampe nu var begyndt at lyse. Fik jeg sagt Verdamt!? Denne gang er det åbenbart et signal om at bilen skulle have været til service for ca.1100km siden – det viser sig dog nok at vores mekanikerven har pillet ved en ledning han ikke skulle have pillet ved, og nu må vi nok tage turen forbi en autoriseret Mercedes-mekaniker næste gang, så vi kan få den repareret ordentligt. Det bliver sgu’ nok dyrt :(

Anyways, imens tøserne er i Frankrig har jeg lånt en bil af en af dem, og det er intet mindre end en Fiat Punto. Den kører fint, men man skal dog lige vænne sig til at der ikke er servo-styring i den.. Jeg havde glemt hvor hårdt det er! Igår aftes da jeg kom hjem var der ingen parkeringspladser i området, men det er normalt ikke et problem, da jeg så bare parkerer foran vores garage. Da jeg er på vej ind på pladsen foran vores garage, opdager jeg dog at der holder en anden bil på det, som jeg vil vælge at kalde “min plads”. Hmmmmm. Jeg vælger høker-løsningen og drejer Punto’en ind på en plads imellem to båse – altså en ulovlig parkering, men hvad andet valg har jeg? Og jeg skal jo alligevel på arbejde inden klokken 9.00, så hvad er chancen for at jeg får en bøde? Jeg går indenfor, skriver en venlig, men meget bestemt, seddel som fortæller indehaveren af den grimme Opel Astra, at han ikke skal parkere der igen.

Her til morgen da jeg kommer ud og sætter mig ind i bilen sidder der naturligvis en p-bøde i vinduet. VERDAMT! Dobbelt VERDAMT! Nu har jeg betalt bøden og kan blot ærgre mig over spildet af penge, men alligevel bebrejder jeg stadig den lorte-Opel.. Jeg kunne naturligvis også bare bebrejde mig selv, da jeg jo godt vidste at jeg foretog en ulovlig parkering, men det er trods alt sjovere på den anden måde – de jeg har fortalt historien til, har da også ladet som om de havde lidt sympati for mig.

Det er en dyr fornøjelse at have bil. Men jeg elsker vores bil alligevel.