kimblim.dk The Big Blog of Nothingness

For små to måneder siden gjorde jeg noget, som jeg ellers har kæmpet indædt imod: jeg meldte mig ind i et træningscenter!

Jeg har i lang tid vidst, at jeg måske godt kunne trænge til at komme i lidt bedre form eller tabe et par kilo, men som den flinke og venlige mand, jeg nu engang er, så har jeg givet de føromtalte kilo en chance for at forsvinde af sig selv. Det kunne jeg nok godt have fortalt mig selv var forgæves, men jeg synes nu alligevel at de skulle have chancen. Under alle omstændigheder så kunne jeg efterhånden godt se at min krop godt kunne trænge til at blive brugt til andet end at sidde ned og trykke på et keyboard, så en dag da jeg cyklede hjem fra arbejde tog fanden ved mig, og jeg endte i Fitness World. Endte er nu så meget sagt, for jeg havde skam nøje undersøgt hvilket træningscenter, der lå tættest på min arbejdsplads, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg skal tage mig sammen til at træne, så skal det være så belejligt som overhovedet muligt. Dummere er jeg trods alt ikke.

Jeg har ikke noget mål om at blive det vildeste badejern på Frederiksberg (selvom det nok ikke er umuligt, når man tænker på at bydelen er fyldt med 80-årige), og jeg har overhovedet ingen intentioner om at stå og rive i nogle vægte for at få kæmpemuskler. Jeg er helt sikkert mest til kredsløbs-træning, som det så fint hedder, så jeg bruger min tid på at cykle, ro og løbe – har jeg nogensinde nævnt, hvor meget jeg hader at løbe? Nej? Det er ellers ret meget! Derudover får jeg også lavet lidt ryg- og mavebøjninger, og til sidst slutter jeg af i en maskine, der angiveligt styrker min overkrop. Kloge mennesker mener at man skal have et mål med sin træning, og det har jeg da også, men det er træningen i sig selv; jeg skal træne tre gange om ugen, og det er det eneste mål jeg gider sætte mig. Adskillige af mine kolleger prøver at overtale mig til at løbe broløbet sammen med dem næste år, men helt ærligt: hvorfor skulle jeg løbe 21km helt frivilligt? Det er jo direkte dumt, og er vel nærmest fornærmende mod alle de kloge hoveder, der har opfundet bilen, cyklen, motorcyklen, færgen, toget etc. netop for at vi skulle undgå at løbe/gå så langt?

Indtil nu har træningen ikke givet synlige resultater, og badevægten står vist nogenlunde hvor den også stod for et par måneder siden, men jeg synes godt, at jeg kan mærke forskel. F.eks. cykler jeg både længere og hurtigere end da jeg startede, og det samme gør sig også gældende på løbebåndet. En anden ting, som jeg har lagt mærke til, er at jeg er friskere, når jeg møder på arbejde (jeg træner som regel ved 6.30-tiden), men den der energi det angiveligt skulle give at træne, den har jeg ikke bidt specielt mærke i.

PS: Jeg er faktisk MEGET stolt over at jeg overhovedet ikke har misset en eneste træning indtil nu (bortset fra en uges ferie, hvor jeg var i Ægypten og dermed lovligt undskyldt).

Min søster var for nylig så venlig at sende mig et par billeder, som hun havde scannet ind:

Ca.1991 – det er rent gætværk fra min side

ca.1991. Jeg kan se at jeg er hjemme hos min mormor, som døde i 1992, og såvidt jeg husker var den bøllehat en ret stor del af mit liv i 1990/91.

December 1995. Jeg er lige flyttet til New York på dette billede, og min søster (som også boede i New York) er igang med at klippe mig, og vi synes det kunne være sjovt at give mig en redneck frisure. Sygehus-undertrøjen hjælper også på indtrykket :)

December 1995. Så er jeg blevet klippet og er klar til at indtage NYC i min superfede Carhartt-jakke.

Juni 1996. Mit adgangskort til den lokale pool/basketballbane.

Tja, det er nok ikke undsluppet nogens opmærksomhed at vi nu er trådt ind i 2009 – godt nytår, iøvrigt – og for undertegnede skete det på en meget afslappet måde, nemlig i gode venners selskab med god mad og drikke.

Hvad skete der så i 2008? Tjo…

Jeg forlod mit arbejde, startede på nyt arbejde, forlod det nye arbejde og startede på nyt arbejde. Jeg regner bestemt ikke med at skifte arbejdsplads så ofte i det nye år.

Jeg har været lidt ude at rejse, bl.a. var jeg en tur i Thailand med nogle gode venner, en tur i Chicago med en kollega hvor vi var til verdens sejeste konference og ovenikøbet har jeg også været i Florida med familien for at fejre min mors fødselsdag. Nå ja, og så har jeg været en tur forbi familien i Manchester. Det er efterhånden gået op for mig at HC Andersen havde fat i noget, da han sagde “At rejse er at leve”.

Efter nøje overvejelser fik jeg også meldt mig til Facebook – det har både været godt og dårligt, og jeg tror at min konklusion er at man får det ud af det, som man gerne vil have.

Rent fodboldmæssigt var det et decideret smukt år: United blev engelske mestre, europæiske mestre og til sidst i 2008 lykkedes det også at vinde verdensmesterskabet for klubhold.

2008 blev også året hvor jeg skiftede fra Windows til Mac. Og nej, jeg er ikke blevet en hellig Mac-bruger. Det var også Mac’ens skyld at jeg midlertidigt mistede min blog (faktisk var det min egen skyld, men det kan forklares med at Mac og Windows har forskellige måder at flytte filer på. Seriøst).

4½ år med hiphop.dk blev det til. Det var en fornøjelse at have det, men det har satme også været en fornøjelse ikke at skulle bekymre sig om at skrive nyheder, anmeldelser og sende cd’er frem og tilbage.

Den mest “dramatiske” begivenhed var nok den dag i november, hvor jeg blev slået ned. Her to måneder efter døjer jeg stadig med lidt følelsesløshed i kinden, men ellers er jeg sluppet uden mén. Det var iøvrigt tæt på at bringe mig 15 minutes of fame, eftersom at en journalist fra Euroman ringede og ville interviewe mig til magasinet, men det blev ikke til noget da vi ikke kunne finde tid til det inden deadlinen. Jeg har ikke rigtig fået tænkt over om det ville være en god idé eller ej at medvirke, men nu blev det under alle omstændigheder ikke til noget.

Jeg håber 2009 bliver et godt og spændende år for alle – Godt nytår!

For fem års tid siden besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville arbejde for Danmarks største medievirksomhed, DR, men de havde ikke lige umiddelbart nogen jobopslag, der passede til min profil – hvad gør man så? Man sætter sig ned og laver en uopfordret ansøgning, som gerne skulle imponere i en sådan grad, at de ikke ville kunne sige nej. Nu har jeg dog aldrig været typen, der satte mig ned og skrev en klassisk ansøgning i stil med:

Jeg tillader mig hermed at søge en stilling som.. bla bla

Det var nu ellers den stil jeg lærte, da jeg i starten af 90′erne spildte tre år af mit liv på den lokale handelsskole, men set i bakspejlet så stak jeg nok også lidt ud rent menneskeligt ifht. de fleste andre elever på stedet, så at jeg ikke skrev jobansøgninger på samme måde som mine medstuderende burde ikke overraske nogen.

Næ, istedet besluttede jeg mig for at lave en reel case, hvor jeg tog DR’s daværende forside og kodede den helt om, for at vise at mine færdigheder rent faktisk kunne bruges til noget nyttigt. Den forside som DR havde på det tidspunkt var opbygget i det der nutildags kaldes håbløs kode, men dengang var tabel-baserede layouts faktisk helt normale, selvom vi var nogle få der forsøgte at overbevise folk om at det ikke var vejen frem, og at man istedet skulle bruge CSS og derved adskille indhold fra design. Nå, under alle omstændigheder, så endte jeg med at sende en hurtig mail til en person ret højt oppe i DR’s digitale afdeling, hvor jeg kort skrev, hvem jeg var, hvad jeg lavede og at jeg synes de skulle ansætte mig :)
Vedlagt mailen var følgende link: http://kimblim.dk/stuff/dr/

Hvis man kigger på det link, så er der især en ting jeg kan sidde og smile af nu, nemlig den passage, hvor jeg skriver at koden er fremtidssikret i 5-6 år – der er nu gået 5 år, og da jeg åbnede siden i min Safari-browser på min Macbook Pro virkede det hele som det skulle, hvilket jeg synes er ret imponerende – og lidt overraskende også. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg nok ville skrive al koden på en helt anden måde nu, men for sin tid synes jeg det er helt acceptabelt. Argumenterne er da også ganske fine og giver meget god mening, synes jeg.

Nå, men fik jeg så jobbet? Næ, det gjorde jeg ikke, til gengæld fik jeg et svar som man enten kan tolke som meget positivt eller som corporate bullshit – der stod nemlig noget i stil med:

Det er den bedste ansøgning vi nogensinde har fået, men vi har desværre ansættelsesstop, så vi kan ikke tilbyde dig en stilling

Their loss ;)

Godt fem år senere fik jeg så job i en anden af Danmarks største medievirksomheder, men det gik ikke helt som det skulle…

.. eller, det plejede jeg ihvertfald at sige til Louise, hver gang jeg havde sagt noget plat, som jeg synes var skidesjovt, men som hun ikke lige grinte af. Faktisk gik jeg engang (vi snakker 97-98) og drømte om at være stand-up’er, hvilket jeg nok deler med en del andre, der godt kan lide at fyre en kæk bemærkning af i ny og næ.

En af de jokes, jeg havde i tankerne dengang var min “bedemands”-rutine. Den gik i korte træk ud på at jeg synes det er lidt mærkeligt, at bedemænd reklamerer, for det er jo ikke som om at flere mennesker lægger sig ned og dør af den grund, vel?
Haha, funny, right? Leveret med den rette timing og de rette sætninger, mente jeg sagtens at jeg kunne få et minuts penge ud af det, og igår blev jeg bekræftet i at der var noget sjovt i idéen. Her på arbejdet sidder vi nemlig med et projekt, der i grove træk handler om døden, og så kom “bedemands”-rutinen lidt på banen i en hyggelig samtale, og da jeg leverede en af punchlines’ne, grinte min kære kollega på det helt rigtige tidspunkt og på den forventede måde. Hun skal dog også have ros for at komme med “Det er jo heller ikke et marked der bare går hen og dør“. Drumroll, please!

Min punchline var lidt i stil med dette..

Hvorfor reklamerer bedemænd og har lysende skilte i deres vindue? Jeg får sgu ikke lyst til at gå ind og kigge på kister af den grund! Og hvis jeg gjorde, så ville der jo komme en bedemand ud, der meget medfølende og stille ville sige noget i stil med “Hvordan kan jeg være behjælpelig?”, hvortil jeg måske ville svare “Jeg kigger bare lidt, tak”.

Stol på mig: det lød sjovere end det læses. Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg nok ikke den næste Chris Rock, men det betyder ikke at man ikke er sjov engang imellem.

Trofaste læsere kan muligvis huske at jeg bestilte en iMac igennem mit arbejde tilbage i slutningen af september, og den blev da også leveret i starten af december. På det tidspunkt havde jeg bare ikke lige et skrivebord at sætte den på, men det fik jeg i løbet af måneden; til gengæld sagde jeg også mit job op, og det betød at jeg fik følgende valgmuligheder: aflevere iMac’en tilbage eller købe den fri for omkring 15.000,-… Jeg valgte det første og derfor blev iMac’en afleveret tilbage igår uden at den på noget tidspunkt har været sat til! Meget unørdet, men sådan er det.

Igår var også dagen, hvor jeg var en tur forbi TDC og aflevere min elskede laptop, en IBM Thinkpad T60, og det var sgu helt sørgeligt. Er du sindssyg, hvor er der blevet arbejdet/surfet/mailet/youtubet meget på den maskine (og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge). Jeg kan uden at tøve sige, at hvis jeg nogensinde står i en situation, hvor jeg skal købe en Windows-baseret laptop igen, så bliver det 100% sikkert en Thinkpad, for magen til stabil og effektiv maskine skal man lede længe efter.

Nu står jeg så i en situation, hvor jeg har en arbejdslaptop fra Berlingske, som jeg gerne vil holde som ren arbejdsmaskine, så jeg skal ud og købe en computer. Min første tanke var egentlig at udleve iMac-eksperimentet og købe en 20″-model, men efter grundigere overvejelse tror jeg snarere, det bliver til en MacBook Pro. Skulle jeg vælge udfra designet og størrelsen på laptoppen ville jeg vælge den sorte MacBook, men den går bare ikke højt nok op i opløsning, så det må blive Pro-modellen. (Hvornår kommer der en MacBook Pro med 13″ skærm?)
Og hvorfor så ikke købe den Thinkpad, som jeg lige har rost til skyerne? Tja, jeg vil gerne kunne teste mit arbejde på en Mac, og den kan jo også køre Windows i et vindue for sig selv, så mit bud er at det vil være den bedste løsning for mig. Desuden er jeg jo nysgerrig og vil gerne prøve Apple-platformen – man kan jo altid vende tilbage.

Idag fejrer min blog 5-års fødselsdag. Det hele startede med en world premiere på et hjemmestrikket system, hvor jeg både havde lavet frontend og backend. Det havde helt sikkert sine begrænsninger, men på det tidspunkt var blog-software ikke kommet helt så langt som det er idag.

Godt og vel to år senere tog min hjemmeside sig en lille pause. Jeg havde ganske simpelt mistet skrivelysten, og jeg synes ikke rigtig at det var fair overfor de meget, meget, meget få læsere at blive ved med at skrive om fodbold, bare for at skrive om noget. Oh well, små otte måneder senere genfandt jeg skrivelysten, og jeg gik igang med at blogge igen, og denne gang på Blogger-platformen. Det at der var en blog-platform, hvor jeg kunne være igang indenfor ganske få minutter var stærkt medvirkende til at jeg gad skrive igen, og at jeg overhovedet ikke skulle bekymre mig om databaser og kode hjalp også en del.

Jeg skrev stadig en del om fodbold, men emnet var ikke nær så dominerende mere – til gengæld indså jeg kort tid efter, at selvom jeg taler flydende engelsk og også begår mig ganske fint på sproget, så var det en hindring, når jeg satte mig til tastaturet, så i august 2005 begyndte jeg at skrive på dansk. Jeg kunne helt sikkert skrive nøjagtig det samme på engelsk, men det ville tage mig lidt længere tid, fordi jeg som regel forsøger at udtrykke mig på en ganske bestemt måde. Da jeg i sin tid startede med at skrive på engelsk, var det egentlig fordi at jeg gerne ville have så mange læsere som muligt, men da jeg skruede ned for det ambitionsniveau og begyndte at skrive på dansk, skete der noget ganske sjovt: jeg fik mange flere læsere! Sproget er nok ikke den eneste faktor (RSS og blogs’ popularitet kunne være to andre), men jeg tror at det har en hel del at sige.

For næsten to år siden gik jeg så fra Blogger til WordPress. Blogger var rigtig nemt, men havde også sine begrænsninger, og WordPress har vist sig at være ligeså nemt, og stort set uden begrænsninger. Desuden kan jeg stadig lige pille en lille smule i koden, når jeg har lyst, hvilket selvfølgelig er et kæmpe plus for en nørd som mig. Nå ja, og så fik jeg jo også lavet to plugins..

Når jeg sidder og kigger på nogle af mine gamle indlæg kan jeg se, at der er blevet skudt med spredhagl, så min blog bliver nok aldrig en af den slags blogs, hvor folk automatisk kigger hen for at få besked om et bestemt emne. Til gengæld tror jeg at der er lidt for alle herinde, og der er da også kommentarer fra rigtig, rigtig mange forskellige, selvom der også er faste gengangere imellem. Og bliv endelig ved med at komme med kommentarer! De er værdsatte, og jeg prøver så vidt muligt at svare på dem, der fortjener en besvarelse.

Highlights? Tja, svært at sige, men det er klart at mit indlæg om David Owe og hypen omkring hans person er blandt dem. Det er det mest læste indlæg jeg har, og jeg ligger da også ganske pænt i Googles søgeresultat på navnet “David Owe”. Hvis vi kigger rent skrivemæssigt, så synes jeg selv, at jeg skriver bedst når jeg harcelerer over et eller andet groteskt, jeg har været udsat for:

• Restaurantbesøget fra helvede
• Hvorfor Nordea sutter den ondeste røv
• Jyske Bank: Ikke lige noget for mig
• Død over skat

Jeg synes dog også at mine (meget) små føljetoner om min bil (1, 2, 3), min cykel (1, 2, 3) og mit forhold til fjernsyn (1, 2, 3, 4) har været ganske ok.

Nå, mon ikke jeg snupper fem år mere? Om ikke andet, så for min egen skyld, så jeg kan sidde til den tid og få et lille smil på læben over mine røverhistorier. Igen.

Jeg sad tidligere på dagen og ryddede lidt ud i mine icq/msn/jabber kontakter, så folk jeg ikke snakker med mere eller har nogen relationer til, ikke ligger og fylder i kontaktlisten. I den forbindelse faldt jeg også over min gamle kollega fra Framfab i London, Afam, som desværre døde for et stykke tid siden.

Afam var måske det rareste menneske på den her planet, selvom han selv havde været udsat for en del mobning – forestil dig hvor svært det er at være fra Nigeria og være albino, som Afam var. Derudover var han tæt på blind, så han havde ikke de bedste forudsætninger fra starten, men ikke desto mindre var han altid ved godt mod og i godt humør. Han ønskede ikke andet end det bedste for alle, og jeg har aldrig hørt ham snakke dårligt om et andet menneske, og selvfølgelig skulle det lige gå ud over ham, da en psykopat af flugtbilist valgte at drøne ind i et andet menneske. Afam overlevede selve ulykken, men blev aldrig helt sig selv igen, og gennemgik et par svære år med mange operationer. Til sidst gav Afams krop op.

Sådan kan det gå at man kan få en trist fornemmelse i kroppen, selvom man bare rydder lidt op, men på den anden side set tænkte jeg jo også på nogle gode stunder med Afam, og derfor bliver han ikke slettet fra min kontaktliste.

Tidligere i år købte Louise min halvdel af vores lejlighed på Frederiksberg, og lige siden har jeg ledt efter noget nyt at investere pengene i – og det skulle naturligvis være noget beboeligt, så jeg gik på jagt efter en ejerlejlighed. Hvilket viste sig ikke at være nogen nem opgave!

Først fandt jeg noget i nærheden af Lyngbyvejen (Østerbro – det er den trekantede bygning), hvor man havde valgt at rydde loftet i en gammel ejendom, og lave det om til lejligheder. Det så rigtig fedt ud, og jeg fik alle papirerne på det, som jeg så tog videre til min advokat. Hun synes så ikke at det så særlig fornuftigt ud, og hun fandt adskillige brølere i kontrakt og bilag, så hendes råd til mig var at lede videre…

Jeg fandt så et nybyggeri, der hedder NicolineParken (lejl.57), som ligger på Islands Brygge (på den tomme grund), og det så langt federe ud end det på Østerbro, og hvis man får valget mellem ydre Østerbro eller Islands Brygge, så vælger man det sidstnævnte – ihvertfald hvis man er mig. Og det er jeg. Nå, papirerne kom frem, jeg fik en tid hos advokaten og fremsendte papirerne, og tænkte at nu var det hele fjong. Øh, nej. Samme dag som jeg skulle til møde med advokaten fik jeg en mail fra ejendomsmægleren om at lejligheden var solgt. Øv Øv Øv. Og der var ikke flere af samme slags. Mere Øv.

Der var så ikke andet at gøre end at lede videre, og jeg søgte overalt i København. Blandt andet fandt jeg en fin lejlighed på Vesterbro, tæt ved Enghave Plads. Lejligheden var helt nyistandsat, og kunne bl.a. prale af en 7″ lcd-skærm på toilettet! Jeg synes det var lidt kikset, men resten af lejligheden var ok – dog var den lidt dyr i kvm-pris, da vi var oppe på 2.2mio for 51kvm! Av.

I mellemtiden kiggede jeg også lidt på nogle af projekterne på Sydhavnen, hvor især Westside så lidt interessant ud, men priserne var for høje i forhold til placeringen – der er intet liv derude, og der går nok nogle år før det ligner noget, så selvom lejligheden og byggeriet i sig selv var ganske fint, så valgte jeg det fra.

Jeg blev reddet da jeg opdagede at NicolineParkens sidste etape nu var blevet sat i salg, og der var en lejlighed (nr.90) som jeg synes var rigtig interessant: 69kvm godt fordelt, og da jeg kiggede på demo-lejligheden var jeg nærmest solgt. Køkkenet var superflot, badeværelset var flot, der er alle hvidevarer og rigtig meget skabsplads. Jeg satte alting igang igen, og advokaten havde ingen indvendinger denne gang, så jeg skrev under. Iøvrigt var det også i denne process at jeg kom forbi Jyske Bank, hvilket jo ikke endte særlig heldigt. Heldigvis stødte jeg på Nykredit og en rigtig sød dame, som er utrolig hjælpsom og serviceminded.

Nu er lejligheden så købt, og jeg kan flytte ind den 1.juli 2007. Jeg glæder mig! Og jeg var da også forbi for nogle uger siden og tage et billede af min kommende bolig. Når jeg er flyttet ind må I gerne komme og besøge mig..

Jeg har her på det sidste været igennem den langsommelige og meget kedelige proces, det er at erhverve sig en ny bolig. Ja, det er så stadig ikke faldet helt på plads, men det er vist så tæt på som det kan være, og det skal I nok få meget mere om på et senere tidspunkt.

Nå, for at købe en ny lejlighed skal man jo have en pose penge med, og selvom jeg er i den ekstremt lukrative it-branche, så står jeg ikke lige med alle pengene kontant, for jeg har jo brugt en hel del på hurtige damer og uendelige mængder kokain, så jeg skulle ud og finde en bank, der kan se noget økonomisk potentiale i at låne mig et par millioner eller det der ligner. Bemærk iøvrigt at der i dette afsnit er en hel del fiktion, som bygger på folks stereotyper og opfattelser af it-branchen, og det betyder blandt andet at I kan stryge ord som “ekstremt lukrative”, “hurtige damer” og “uendelige mængder kokain”.

Min nuværende økonomiske sparringspartner er internet-banken Skandiabanken, og dem er jeg meget tilfredse med, men eftersom de udelukkende er internet-baseret, er der ikke en fysisk person som jeg kan sætte mig overfor og snakke bolig med, og det har jeg brug for, da jeg ikke – igen mod folks forventning – er altvidende. Ok, det tror folk ikke om mig, men der er ingen der siger, at min blog skal være 100% non-fiktion, vel?

Jeg spurgte mig lidt frem, men endte til sidst med bare at bestille en tid hos en bankrådgiver i en tilfældig bank, og den tilfældige bank blev Jyske Bank. Jeg var selvfølgelig godt klar over at de lige havde re-lanceret sig selv som ung og hip, men jeg tænkte at det nok bare betød, at man blev budt på en Latte istedet for en kop sort kaffe – WRONG! Jeg ankom til Jyske Banks filial på Falkonér Alle og blev budt velkommen af en dame, der vist skulle være en slags receptionist, og hun bad mig tage plads indtil rådgiveren var klar, hvilket var ganske kort tid efter. Hun kom hen og præsenterede sig, og førte mig ind i et mødelokale, hvor der hang en 42″ plasma-skærm, hvorpå der stod “Velkommen til Jyske Bank, Kim Johannesen“. Nogen vil måske mene at det er god stil, men jeg synes mere det virker lidt akavet og popsmart. Oh well, det skulle naturligvis ikke betyde noget for mit valg af bank…

“Har du nogensinde været i Jyske Bank før?” spurgte den unge dame mig, og da jeg vovede at svare “Nej“, fik hun hurtigt guidet mig ud på en rundvisning af banken(!). Helt ærligt, en rundvisning af banken? Jeg er helt ærligt ligeglad med hvordan banken ser ud, men jeg fulgte da med.. Det jeg blev præsenteret for var intet mindre end en farce, jeg ikke har set lignende siden de glade dot.com-dage:

• “vi har runde borde fordi det fremmer kommunikationen”
• “her er ‘spørge-baren’, hvor man kan spørge om hvad som helst”
• “her er kaffebaren – du er altid velkommen til at komme ind og få en kop kaffe”
• “Prøv at scanne den her pakke, så kan du få info om kassekredit”

I det hele taget var det en meget tynd kop PR-te, jeg blev budt på, og et eller andet sted virkede det heller ikke som om, at den stakkels rådgiver helt troede på det budskab, hun stod og skulle sælge – hun ville garanteret bare gerne snakke økonomi, hvilket vi da også returnerede til mødelokalet for at gøre, men på det tidspunkt var slaget tabt for Jyske Bank. Vi snakkede godt nok om penge og en fremtidig plan, men når jeg kigger på det i bakspejlet, så kan der kun være en årsag til at jeg ikke på det her tidspunkt forlod banken: Jeg var rystet. Dybt, dybt rystet!

Da jeg et par dage senere skrev en mail til rådgiveren, skrev jeg helt præcist følgende:

Hej XXXXX,

Tak for mødet i fredags.

Efter nærmere overvejelse har jeg besluttet mig for ikke at vælge Jyske Bank som min nye bank, og jeg vil derfor aflyse vores møde torsdag den 26/10.

Jeg må indrømme at det nye, smarte koncept var lidt for poppet til mig, og jeg synes ganske simpelthen ikke at banken virker seriøs.

Beklager hvis jeg har spildt for meget af din tid,

mvh

Kim Johannesen

Selv synes jeg at det er en god mail – den er informativ og forhåbentlig er det en mail, som de kan bruge konstruktivt når de på et tidspunkt skal vurdere deres nye koncept. De ved da ihvertfald at det for nogen virker poppet og useriøst. Det useriøse forsætter så i og med at de ikke har svaret på mailen – det synes jeg er dybt useriøst, om ikke andet så for at bekræfte at mødet er aflyst…

Jeg endte med at tage en tur forbi Nykredit, som – ligesom Skandiabanken – er internetbaseret, men har rådgivningscentre, og dermed er helt perfekte for mig. Da jeg så også er endt med en utrolig sød rådgiver, der virker seriøs og samtidig er hjælpsom og følger op på tingene, kan jeg vist kun være tilfreds.