Hvad siger du?
For et par uger siden lagde jeg mærke til noget sjovt. Faktisk har jeg nok tænkt over det før, men det var først på en lille gåtur, hvor jeg ikke havde andet i tankerne, at jeg tænkte videre over det: at man ofte siger “Hvad siger du?” selvom man har hørt, hvad der er blevet sagt.
Grunden til at det kom ind i mine tanker er naturligvis, at det skete for mig – jeg var lige kommet ud af min yderst fashionable og prægtige 1-værelses playboy-mansion i Nord-læder-vest, og gik i mine egne tanker, da en håndværker fangede mig med bukserne nede: “Du har vel ikke tilfældigvis nøglerne til denne opgang?” lød hans spørgsmål som var rettet mod mig, og mit svar var “Hvad siger du?“. Men jeg havde jo godt hørt spørgsmålet, jeg var bare ikke forberedt på det, og derfor skulle hjernen lige igang igen, så den nemmeste måde at købe lidt tid på er at spørge om hvad der blev sagt. Ville det være pinligt at sige “Øjeblik, jeg skal lige tænke over spørgsmålet“? Ja, når spørgsmålet er så simpelt er det lidt pinligt, hvorimod det overhovedet ikke er pinligt for en 30-årig mand at lade som om han har nedsat hørelse. Eller. Øh…
Nu hvor jeg har skrevet det her falder det mig pludselig ind: Hvad nu hvis jeg er den eneste, der har det sådan? Død og kritte!
Nye kommentarer