Efter lang tids spekuleren over Roy Keanes fremtid i Manchester United, blev det idag offentliggjort at han er blevet “fritstillet” af klubben “by mutual consent” – det svarer vel lidt til at sige at man i et parforhold er blevet enige om at gå fra hinanden? Det passer som regel ikke, men er en pæn måde at sige det på for begge parter.
Jeg er naturligvis ked af at miste anføreren på denne måde, men samtidig må man sige at han i lang tid har spillet under det niveau, som det kræver at spille for et af verdens største hold. At han samtidig har været ude med riven efter sine medspillere har nok ikke gjort det nemmere, men en ting er sikkert om Roy Keane: Han har aldrig givet under 100% i en kamp for Manchester United, og hvis alle spillere på holdet havde samme indstilling som ham, ville klubben have vundet langt flere trofæer på europæisk plan end de har over de sidste 10-12 år.
Jeg er glad for at jeg har oplevet Keane live i hans bedste tid (1998/1999), og jeg vil aldrig nogensinde glemme nogen af hans fineste kampe for klubben – især semifinalen mod Juventus i 1999 vil stå som noget af det bedste fodbold jeg nogensinde har set. Hans kampe mod Arsenal og ærkerivalen Patrick Vieira har også været fænomenale, og alt i alt har Keane været en af de bedste defensive midtbanespillere i verden igennem de sidste 10 år.
Der spekuleres meget i Keanes afløser, og Bayern Münchens Michael Ballack fremhæves gang på gang som den naturlige mand til posten, men lige nu vil jeg nøjes med at tænke på alle de gode momenter Keane har givet mig.